Analyse

David Bowie som Lazarus afviser sin egen opstandelse

Her ses David Bowie til en koncert i 1978. Foto: Photoshot. All rights reserved.

David Bowies farvel til denne verden går den modsatte vej af opstandelse. Det er liv til død. Ikke død til liv. Og sådan viser han os, at han bare var et menneske, skriver ph.d. i teologi Karen Marie Sø Leth-Nielsen

David Bowie tog i sin selvkomponerede gravskrift - musikvideoen til sangen "Lazarus" - den kristne opstandelsestanke ind som referenceramme.

I musikvideoen ”Lazarus” demonterer Bowie på den ene side ethvert opstandelseshåb. I stedet kan iscenesættelsen omkring Bowies fødselsdag og comeback og derefter uventede dødsfald ses som en omvendt opstandelse, som i sidste ende frigør Bowie som menneske. På den anden side giver denne frigivelse også håb. 

David Bowie har ikke leveret soundtracket til mit liv, men jeg har fulgt ham gennem årene og lyttet til en del af hans musik. Min 20-årige søn har han betydet en masse for.

Bowies seriøse leg med vores ofte firkantede opfattelse af køn og identitet gav god mening for mange mennesker, og deriblandt også min søn. Helt til det sidste, nemlig i iscenesættelsen af sin egen død, leger Bowie selvfølgelig også med det håb om opstandelse, som kristendommen bygger på. Han vidste, at tiden var knap, men endte med at sætte sig selv fri af os alle sammen.

Lazarus-videoen og opstandelsen 

Bowie viser i sin video ”Lazarus” at det kristne opstandelseshåb ikke skal findes som en fysisk genopstandelse à la Lazarus. Sangen hører til ”Black Star”-albummet, som blev udsendt på Bowies 69-års fødselsdag fredag 8. januar 2016.

Se videon "Lazarus" fra Youtube her: 

Musikvideo og sang hører uløseligt sammen, og videoen indledes med nærbilleder af en tydeligt alderdomsmærket Bowie, som ligger blindet i en seng med tøjstrimler bundet for øjnene. Han fægter med armene i luften, men dynen holder ham stramt til sengen. Det er Lazarus-Bowie, med tøjstrimler viklet om sig, præcis som i Bibelen (Johannesevangeliet 11, 1-44). Men er han død eller levende?

Det første han synger er ”Look up here, I’m in heaven”, men det er helt klart ikke en himmel han befinder sig i, men snarere helvedes forgård i form af et flisebeklædt dissektionsrum. I en enkelt sekvens svæver han op fra sengens underlag, men holdes tilbage af dynen.

I videoen kommer endnu en Bowie til syne i rummet - forfatter-Bowie, som sætter sig ved et bord og overvejer, hvad han nu skal skrive? Forfatter-Bowie som karakter spiller på den selviscenesættelse, som har drevet hele Bowies kunstneriske liv. Og helt i tråd med klicheen om ”den Store Forfatter” sidder han med pen i hånd under lampens skær. Hvad han skriver, sker for Lazarus-Bowie i sengen. Og hvad sker der?
 
I afslutningen synger Lazarus-Bowie ”You know I’ll be free just like that bluebird”. Men der er ingen sangfugl i rummet. Der er kun en dystert udseende kvinde under sengen, som af og til rækker op efter ham. Lazarus-Bowie rækker mod himlen, synger ”I’ll be free”, men er lige så bundet som før.

Forfatter-Bowie finder til sidst sin slutning og skriver det ned, helt ud af papiret. Og så slutter det hele med ingenting.

Lazarus-Bowie er i sengen, samtidig med at en skikkelse, måske en anden Lazarus, famlende forsøger at komme ud af mørket ved døren. Forfatter-Bowie danser en rystende dans, baglæns ind i det mørke skab i hjørnet. Og alt bliver sort. Der var ingen opstandelse skrevet ind i det store manuskript for Bowies liv.

Ingen opstandelse for Bowie? 

Videoen kan tolkes sådan, at Bowie ikke tror på en opstandelse efter døden. Det gør han måske heller ikke, men han har alligevel tilrettelagt begivenhederne omkring sin død så perfekt, at det er svært ikke at tolke en opstandelse i anden potens ind i forløbet.

”Black Star” udkom på Bowies 69- års fødselsdag. Alverdens tilfredse anmeldere proklamerede come-back til Bowie. Søndag gik de og resten af verdens Bowie-fans i kollektivt chok, da nyheden om Bowies dødsfald blev kendt.

I forløbet er der altså en kraftig bevægelse fra liv til død. Det er en gåde, hvordan Bowie har kunnet planlægge forløbet så perfekt, men i lyset af, hvordan han ellers planlagde og iscenesatte alting, giver det fuldstændig mening.

Hans farvel til denne verden blev modelleret over en skabelon, som går den modsatte vej af opstandelse. Det er liv til død. Ikke død til liv.

Havde Bowie ønsket at slutte med en symbolsk opstandelse, havde han ladet albummet udkomme to dage efter sin død, som tegnet på, at han stadig har kunstnerisk liv. Men Bowie sluttede med at dø, i fuldt mediespot. 

Så hvorfor ikke symbolsk opstandelse? Måske fordi Bowie på mange måder er blevet dyrket som en Messias. Som f.eks. sognepræst Julie Damlund fra Lundehus-kirken i København skrev om Bowie-mindeaftenen fredag 14. januar 2016:

”Vi mødes for at være fælles om at have mistet én, som syntes at kende os, selv om vi ikke kendte ham”.

"Han kendte os, selvom vi ikke kender ham." Det er ord, vi ellers beskriver Kristus med.

Med den død, som Bowie river os i næsen lige efter det store come-back viser han os, at han bare var et menneske. Og døde som et menneske. Og i den menneskelige død er der måske alligevel en opstandelse?

Bowies gravskrift er ikke en demontering af opstandelsen, men en demontering af Messias-Bowie.

y-JqH1M4Ya8