Døden er ikke det sidste

De, der har mistet må ikke stå alene med deres sorg og smerte og afmagt, siger Karsten Nissen. Foto: Kilde: Arkiv

FLODBØLGEN: Jeg stoler på, at Gud i sin kærlighed græder med de sørgende, fordi han ved, hvordan det er at miste, siger Karsten Nissen under Viborg Domkirkes forbønsgudstjeneste for flodbølgens ofre

Biskop Karsten Nissen holdt denne prædiken ved en minde- og forbønsgudstjeneste i Viborg Domkirke søndag den 2. januar 2005.

Vi hører fra Sl 44,24–27:

Vågn op, hvorfor sover du, Herre?
Stå op, forstød os ikke for evigt!
Hvorfor skjuler du dit ansigt
og glemmer vor nød og trængsel?
Vor sjæl synker ned i støvet,
vor krop klæber til jorden.
Rejs dig, kom os til hjælp!
Udfri os, så sandt du er trofast.

Anden juledag skyllede flodbølgen ind over Sumatra, Thailand, Indien og Sri Lanka. Næste morgen stod der på forsiden af avisen: 12.000 døde for flodbølgen. Siden mangedobledes tallet. Og nu vi ved alle, at det reelle antal omkomne ligger på den anden side af 150.000 mennesker. Måske er flere hundrede danskere også blandt de omkomne. Tragedien er i ordets egentligste forstand ufattelig.

Mange har i de seneste dage spurgt: hvorfor? Hvorfor sker en så frygtelig katastrofe som den, vi har set hærge i Sydøstasien? Hvorfor skal så mange mennesker dø? Hvorfor tillader den kærlige og almægtige Gud, at noget sådant sker?

Mange har måske også gjort salmistens ord til deres: "Vågn op, hvorfor sover du Herre". Når naturens kræfter så brutalt og uvarslet ødelægger og dræber mennesker, føler vi Gud som fravær. Gud som den sovende. Vi føler menneskets nøgne forsvarsløshed. Og vi spørger: findes der en Gud?

Som kristne mennesker prøver vi måske på at forklare, hvorfor sådan noget kan ske. Prøver at give svar på de mange spørgsmål. Men det lader sig ikke gøre. Intet menneske kan give det svar. For hvem kan gennemskue eller forstå det ufattelige?

Og når vi hører bebrejdelsen, ja anklagen imod Gud: "Sover du!" Hvor er du midt i alt dette? Så kan vi heller ikke forsvare Gud. For hvilket forsvar skulle vi dog kunne stille op. Og er det vores opgave at forsvare Gud, som om han havde forsvar behov? Nej, Vor sjæl synker ned i støvet, vor krop klæber til jorden. Fordi vi er lammede og savner ord.

Alligevel samles vi i kirken, fordi kirken er det sted, hvor vi kan komme med alle vore mange spørgsmål, med al vor ængstelse, vor frygt og ikke mindst vor sorg. Som døbte, kristne mennesker har vi fået skænket et sted, hvor vi kan komme som dem, vi er. Et sted, hvor vi ikke afkræves dogmatisk korrekte og kristeligt smukke forklaringer.

Som kristne, døbte mennesker er vi også sat til at være hinandens brødre og søstre. Hinandens sjælesørgere. Og vi samles i kirken, fordi vi skal bære hinandens byrder, fordi vi har brug for fællesskabet. Vi er ikke frit i luften svævende individer. Vi er et folk. Et kristent folk. Der er nogle af os, som har mistet, og dem skal vi slå kreds om. De, der har mistet må ikke stå alene med deres sorg og smerte og afmagt. Derfor er vi sammen i Viborg Domkirke denne eftermiddag.

I efterhånden mange år har vi haft borgere i Danmark, som lever iblandt os, som har fået deres hjem i Danmark, men som kommer fra Sri Lanka, Indien, Thailand, Indonesien. De har mistet familiemedlemmer. Og de er med i vort fællesskab. De er med i vor bøn, også selv om de ikke er kristne.

For sorgen og afmagten og smerten kender ikke til grænser mellem folk og religioner. Sorgen og afmagten og smerten ved at miste er lige dyb hvad enten vi er kristne eller hinduer eller muslimer eller buddhister. Hvad enten vi er født i Viborg i Sri Lanka, i Sydindien, på Sumatra eller i Thailand har flodbølgen stillet os over for en fælles uafvendelig skæbne.

Men vi samles også i kirken i eftermiddag fordi vi tror at også i smerte, sorg og afmagt kan vi høre Guds hjerte slå. Gud kom til os i Jesus Kristus. Vi skal ikke kæmpe os vej op til ham. Vi skal ikke kunne rumme ham i vor snævre forstand. Han kom til os, uden betingelser. han gav os sin søn som ren gave.

Og på denne hellig Tre Kongers søndag hører vi, at det barn som fødtes i Betlehem, allerede fra sin første levedag var truet og efterstræbt af ondskabens magt. Og ondskaben sejrede. Da Jesus fra Nazareth udmarvet døde et par og tredive år gammel på et forfærdeligt torturinstrument, følte hans disciple også kun sorg, smerte og afmagt. Et af hans sidste ord var en bøn, som har brændt sig ind i kristnes sind. Da de naglede ham til korset bad han: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør".

Men også den dag bankede Guds hjerte. For døden var ikke det sidste. Håbet groede som en lille spæd blomst midt i det frygtelige, som skete. Intet menneske kan forklare eller forsvare det der er sket. Men ét tror jeg og stoler jeg på, uden et øjeblik at kunne føre bevis for det. Jeg tror og jeg stoler på, at Gud i sin kærlighed græder med de sørgende, fordi han ved, hvordan det er at miste. Jeg tror og jeg stoler på, at Gud tager alle de døde ind i sin varetægt, hvad end deres navne er, hvilken tro de end måtte tilhøre. Og jeg tror og stoler på, at Gud vil, at vi skal åbne os imod livet. Det skrøbelige, sårbare liv, som vi er sat til at leve med hinanden.

Lad os bede for alle de døde, for deres familier, for os selv.

Vil du være med til at bede for flodbølgens ofre? I læserdebatten kan du skrive din egen bøn og bede med på andres - eller du kan formulere dine tanker omkring katastrofen som en bøn til Gud.