Debattør: Absurd at abort og skolemassakre skulle hænge sammen

Jeg finder Thranholms foragt for liv usmagelig. Hendes foragt for kvinders selvbestemmelse. Hendes manglende empati overfor de familier, der netop nu går igennem den sværeste tid, man overhovedet kan forestille sig, skriver ph.d. Stinus Lindgreen. Foto: Privat

Iben Thranholms indlæg om Sandy Hook kræver modsvar. Den katolske kirke har langt flere end 26 liv på samvittigheden, skriver ph.d. Stinus Lindgreen

Iben Thranholm har skrevet et indlæg om den seneste skolemassakre i USA, der kræver et svar. Hendes indlæg er så blottet for empati, fakta og almindelig sund fornuft, at jeg er helt målløs.

Hvordan man overhovedet kan få den tanke, at tage en tragedie som nedskydningen af 20 små børn og seks lærere og forsøge at dreje det til at handle om abort, er mig en gåde.

LÆS OGSÅ: Iben Thranholm: Abort og skolemassakre hænger sammen

Hendes hovedpointe er, at forråelsen af samfundet er skyld i skoleskydningen. Og hvilken forråelse, spørger du? Abort selvfølgelig! Og voldelige computerspil og film. Men mest abort. For når først man tillader kvinder at bestemme over deres egen krop og deres egen reproduktion, så er der jo kun et lille skridt til at tage et skydevåben og åbne ild mod sagesløse børn...

Den katolske kirke har liv på samvittigheden
Nu tilhører Iben Thranholm jo selv en religiøs gruppe, der har langt mere end 26 liv på samvittigheden. Den katolske kirke er som bekendt indædt modstander, ikke kun af abort, men også af kondomer.

For det første vil det oplagt medføre flere uønskede graviditeter og derfor flere aborter, at man nægter andre mennesker adgang til prævention.

LÆS OGSÅ: Thranholm: Jeg er målløs over, at folk er optaget af min retorik

For det andet har den katolske kirke et direkte medansvar for, at millioner af mennesker, især i Afrika er smittet med HIV/AIDS, hvilket koster langt over 1 million menneskeliv om året. Hvordan Thranholm vægter disse undgåelige dødsfald i forhold til en tragedie, som den på Sandy Hook vides ikke.

Der er ingen sammenhæng mellem abort og vold
Dernæst er det absurd at påstå, at der overhovedet skulle være en sammenhæng imellem fri abort og voldelige episoder, og forståeligt nok bakker hun da heller ikke sin påstand op med fakta. Nok primært fordi hun ikke kan. Der er intet, der tyder på, at samfund med fri abort - Danmark for eksempel - skulle være mere forrået end lande uden fri abort.

Det samme kunne siges om adgangen til voldelige spil og film. Der er stor forskel på antallet af drab og skudepisoder imellem for eksempel Danmark og USA, selv om adgangen til medier må antages at være ret sammenlignelig. Hvordan forklarer du, at der ikke er den korrelation, du måtte forvente, Iben?

Jeg finder Thranholms foragt for liv usmagelig. Hendes foragt for kvinders selvbestemmelse. Hendes manglende empati overfor de familier, der netop nu går igennem den sværeste tid, man overhovedet kan forestille sig. Det er smagløst at prøve at score nogle billige antiabortpoint på disse menneskers bekostning.

Stinus Lindgreen er ph.d. i bioinformatik og panelist ved religion.dk.