Den hellige treenighed -- filioque - gudsbespottelse?

Filioque-debatten: Indlæg ved Arne Thomsen

Debatindlæg

Arne Thomsen skrev dette indlæg 30/6 2003:

I mange små og store kirkerum på græske øer har jeg set ikon'en GUDSMODERS HENSOVNING og ikke sjældent den version, hvor den jødiske præst, Athonius, søger at berøre Gudsmoder, Jomfru Maria, der – liggende på en katafalk – er ved at lukke sine øjne for sidste gang, inden hun bæres til Himlen af englene og Sønnen.
Ærkeenglen Mikael ser præstens respektløse – gudsbespottende – hensigt og hugger omgående begge hænder af den formastelige, den blasfemiske.

Billedet med de afhuggede hænder flyvende i luften, og med blodet sprøjtende ud til alle sider, er grusomt og skræmmende – men det er kun fordi den uforberedte ikke kender hele begivenheden: Gudsmoder vågner en sidste gang, ser hænderne i luften – og – sætter dem på plads igen: Den guddommelige kærlighed til os mennesker når helt ud til den blasfemiske.

Det kan – efter min mening – præsteskaberne i de kristne kirker være glade for.

Den måde man har forholdt sig på til GUD – DEN HELLIGE TREENIGHED – det allerhelligste i den kristne verden – det nærmer sig da stærkt blasfemi – ja, det ER jo gudsbespottelse at lade det allervigtigste i vores kristne lære, vores trosbekendelse, blive genstand for magtpolitiske – og måske også teologiske – manipulationer.

At de kristne kirker falder fra hinanden på den måde er – set med mine øjne – et tegn på degeneration og råddenskab, som alle ikke-kristne kan smile nedladende og hånligt til, og den eneste redning fra at forhåne – bespotte – kristendommen er, mener jeg, at de kristne kirker omgående finder sammen om, hvad de mener, når de siger, tænker, føler, aner, oplever GUD.

I debatten hér i religionspanelet er der foreløbig kommet et indlæg fra dansk folkekirketeolog, Per Mollerup, og et fra romersk katolsk hold ved cand. mag Kirsten Kjærulff, men intet fra ortodoks eller mellemkirkeligt hold.

Jeg har hæftet mig ved følgende fra Per Mollerup:
- Vi er på grænsen for den menneskelige forstand – dér hvor vi må hengive os til tilbedelsen.
- Martin Luther beskæftigede sig sandsynligvis ikke med spørgsmålet om filioque.
- "Personligt havde jeg gerne været filioque foruden".
- Filioque udelukker ikke, at Helligånden også udgår fra Faderen direkte.
- Folkekirken kan næppe, som de amerikanske lutheranere, ændre trosbekendelsen – for der er ingen instans i folkekirken, som kan beslutte noget sådant.
- Man må håbe, at de ortodokse og de romersk katolske finder ud af at enes.

Ja, men er den danske folkekirke da ikke længere blot døende, men faktisk allerede stendød – helt ubevægelig – ude af stand til at beslutte noget som helst?

Hvad så, hvis de romersk katolske og de ortodokse bliver enige om noget? – vil vi så ikke være i stand til at følge dem? – eller blot i det mindste at kunne beslutte om vi vil følge dem?

I øvrigt fortjener Per Mollerups indlæg efter min mening stor respekt for sin henvisning til tilbedelsen – dér hvor forstanden holder op – og for sin fleksible udlægning af filioque (også uden om Sønnen), som man umiddelbart kunne tro, at alle kan enes om.

Jeg har hæftet mig ved følgende fra Kirsten Kjærulff:
- Filioque er en "sproglig præcisering", som alle – teologisk – er enige om.
- De ortodokse udsendinge til et kirkemøde i Firenze i 1439 accepterede filioque.
- En lang række bibelcitater understøtter filioque – ligeså ord fra kirkefædre.

Hvis filioque virkelig er så teologisk vigtig – og rigtig – for de romersk katolske, hvordan kunne de så leve hele det første årtusind uden denne "filioque præcisering"?

Hvis der virkelig skulle være ortodoks og romersk katolsk – teologisk – enighed om filioque, hvorfor blev "præciseringen så ikke hurtigt manifesteret, som man jo hidtil havde gjort – ved et kirkemøde?

Enigheden i 1439 i Firenze – ca. 450 efter den romersk katolske "filioque-præcisering" – var jo i højeste grad politisk betonet, fordi det østromerske rige var i den yderste nød – efter Vestkirkens grusomme overfald på Konstantinopel (Det fjerde korstog ca. år 1200) og nu med de fremtrængende tyrkeres trussel hængende over hovedet.

De ortodokse kæmpede for deres liv, men måtte overgive sig til tyrkerne – osmannerne – Islam – allerede 14 år senere – i 1453 – uden nogen som helst støtte fra Vestkirken.

Om det var følelser og ikke teologi, der fik den ortodokse verden til at afvise Firenze-enigheden, mangler vi vel at høre de ortodokses svar på.

Der er imidlertid ikke kommet noget indlæg fra hverken ortodoks eller mellemkirkeligt hold, men med den engelske ortodokse biskop, Kallistos Ware's, udtalelser i bogen The Orthodox Way (på dansk VEJEN, Ortodoks Kristendom) kan følgende derfra vel foreløbig fremhæves:
- Den Hellige Treenighed er tre personer, én vilje, én energi.
- Sønnen og Helligånden er Gud Faders "to hænder", og i hver skabende og helliggørende handling bruger Faderen samtidig begge hænder.
- Ved verdens skabelse, ved Marias bebudelse, ved Kristi dåb og ved Hans forklarelse på bjerget optræder Helligånden som Gud Faders "ene hånd".
- Helligånden er Gud inden i os, Sønnen er Gud med os.
- Hver enkelt af de tre er helt og fuldt Gud.
- Helligånden er en person på lige fod med de to andre.
- Filioque fører til at Helligånden afpersonaliseres og underordnes.

Sådanne udtalelser tyder da vist ikke på, at der er så stor enighed om filioque, som Kirsten Kjærulff hævder.

I nutidens "globale landsby" er vi ikke længere særligt autoritetstro, vi ser ikke kun indenfor sognets grænser, men ud over hele kloden samt de dele af vores univers, som vi kan opfatte.

Derfor bliver splittelsen og stridighederne i kristendommen stadigt mere tydelig – og nødvendigheden af et enigt kristent præsteskab – i det mindste på de helt basale områder – i stigende grad uafviseligt.

Filioque var vel den første splittelse. Der er gået 1000 år med denne splittelse – og vi har stadig ikke overkommet den.

Det forekommer mig at være – bogstavelig talt – ukristeligt.

Med venlig hilsen

Arne Thomsen