Majbritte Ulrikkeholm: Stilheden indtræffer, når vi holder op med at flygte fra os selv

Inden jeg skriver en sang eller en fortælling, kan jeg mættes af det, jeg kaldte uro før jeg lærte, at inuitterne har et ord for lige præcis den stilhed, der findes, inden noget brister igennem, skriver komponist, musiker og forfatter Majbritte Ulrikkeholm

Når vi taler om stilhed, har vi i grunden ikke mange ord til at beskrive en af de største, mest mættede tilstande, vi kan befinde os i, når vi bliver fortrolige med fænomenet.

”Tavshed” foreslår mine kursister ofte, når jeg bringer emnet på bane. Men tavshed er mere at undlade at tale. Tavsheden kan være mættet med de ord, der ikke bliver sagt. Stilhed er den tilstand, vi træder ind i, når der ikke er flere tanker, når vi ophører med at flygte fra os selv. Når vi for en stund tør slukke for den ydre verden, så det indre kan få lov at tone frem.

Ved mine sang- og stilhedsretræter beder jeg kursisterne om at afstå fra at bruge fagter og lignende, når de mødes i stilhedspauserne. For fagterne er kroppens sprog, og vi vil gerne opleve tilstanden hinsides sproget. Dér, hvor vi ikke taler og intet gør. At sidde sammen ved havet i stilhed. Uden sproget. Uden fagterne. Blot være - sammen.

Men er det stilhed? Der er jo bølgerne, vinden, skridt eller en gren der knækker. Der er lyde. Men stilhed er ikke fravær af lyd, for så ville der aldrig være stille i skoven, og dog oplever vi en uendelig stilhed i naturen. I skovens dybe stille ro. Ja, i skovens dybe stille ro - fuld af fuglesang og insekters rumsteren.

For stilhed er ikke, som det foreslås i Synonymordbogen, lydløshed. Stilhed er en indre tilstand. Et sted, der findes på den anden side af alt det indre kaos. I dybet af det stilnede sind. Der hvor vi kan lytte, fordi vi ikke længere er fulde af egne tanker, koncepter og forestillinger.

Vi taler om stilhed men mangler ord. Tysthed er næsten forsvundet ud af vores sprog, men det kunne ellers beskrive en stilhed ladet med ro. Når man færdes meget i stilhedens rum, opdager man, at stilheden har lige så mange ansigter, som der findes stjerner på himlen. Vi kalder det stilhed. Men stilheden i et rum, hvor vi siger farvel til en døende, er væsensforskellig fra stilheden i det rum, hvor en mor ligger med sit nyfødte barn.

Engang sov jeg i min hængekøje under åben himmel og vågnede på samme tid som verden. Det var som om, himlen malede sig selv til live, mens jeg så det. Et øjeblik var det, som om alt trak sig sammen, som en krop inden den springer. Jeg har aldrig glemt det øjeblik. Lige inden alle fugle samstemmigt brød ud i sang. Det var som om Skabelsen fandtes i dét øjeblik. Dér, lige inden dagen blev født. Dér fandtes den allerstørste stilhed, som ikke var en tilbageholden af ord men et sted så mættet af det, der skulle til at komme til live.

Det var en eksplosiv stilhed, som er en helt anden end den stilhed, vi kan opleve i tvelys. Punktet, hvor dagen stille dør ind i aften for at fortsætte ind i nat. Afslutningens stilhed er en anden end den, vi oplever ved altings begyndelse.

Inden jeg skriver en sang eller en fortælling, kan jeg mættes af det, jeg engang kaldte uro. Jeg kaldte det uro, før jeg lærte, at inuitterne har et ord for lige præcis den stilhed, der findes, inden noget brister igennem. De kalder det Quarrtsiluni (udtales Kuratsiluni).

Inuitterne havde tradition for at sætte sig sammen for at indsamle de sange, der skulle bære dem gennem vinteren. En inuitkvinde har til grønlandsfareren Knud Rasmussen fortalt, at sangene var mindst lige så vigtige for dem som fysisk føde. Sammen sad de i Quarrtsiluni. Den stilhed, man må træde ind i, for at sangene kan komme igennem.

Denne stilhed kunne forveksles med rastløshed. Uro. Hvis vi tror, det er uro, vil vi prøve at flygte. Måske bare fordi vi ikke kender et ord for den stærke stilhed, der rusker os vågne og modtagelige for det, der er på vej. Hvad er det dog for en mægtig stilhed, der indfinder sig lige inden verden begynder og alle sange kan blive født? Et sted vi må flygte fra med radio og fjernsyn og ord og fagter, hvis det er ukendt for os.

Et sted hvor alt bliver synligt i det indre. Når vi tør træde om på den anden side af sproget. Der hvor vi finder alt, og alt finder os, og hvor der er så stille, at man næsten hører Gud.

Majbritte Ulrikkeholm
Komponist, underviser, musiker og forfatter.
Se hendes hjemmeside her