- Den udviklingshæmmede priser Gud på sin egen måde
Alt afhængig af graden af hæmningen, vil den udviklingshæmmede have en ren natur hele livet igennem, skriver imam Naveed Baig
Vi må behandle folk ens, og derfor må de behandles forskelligt, fordi mennesker er forskellige.
Når det gælder mennesker i krisesituationer, akut sygdom og dem som er udviklingshæmmede, er det centralt, at de bliver mødt der hvor de er. Menneskets oprindelige natur (fitrah), som det er født med ifølge Islam, er ren, uskyldig og upåvirket af det materielle.
Alt afhængig af graden af hæmningen, vil den udviklingshæmmede have en ren natur hele livet igennem, da han ikke har mulighed for at sætte sig ind i verdens gang og alt det, som det nu indebærer.
Den syge har mere tro at give af
Spørgsmålet er mere, om ikke den syge har mere tro og inspiration at give (i form af uskyldighed, renhed, simplicitet og de skjulte velsignelser) til andre. Der er ingen dawah-pligt (invitation til religion) forhold til den udviklingshæmmet. Det er primært, fordi han/hun ikke er forpligtet på at følge forskrifterne.
Har du ikke set, at alle i himlene og på jorden lovpriser Gud, også fuglene med udbredte vinger? Enhver kender sin bøn og sin lovprisning. Gud er vidende om, hvad de gør. (Koranen 24:41).
Gud fortæller her, for det første, at alle påkalder Gud, og samtidig har alle deres egen måde at prise den Mægtige på. Og at Gud er fuldt vidende om, hvordan hans skabninger påkalder Ham og lever deres liv. Dette gælder naturligvis også den udviklingshæmmede.
Den enkelte underviser må kende sin egen grænse
Når vi snakker om, hvor grænsen går, når man vil dele et fredelig budskab med en udviklingshæmmet og så at ende i et overgreb, så er grænsen ikke let at sætte.
Men den enkelte underviser, gejstlig eller træner osv. må kende sine egne grænser. Det er vigtigt at kende sin egen tradition og dens etiske principper for kommunikation og socialt samvær. Åndelig voldtægt er ikke accepteret.
Grunden til, at jeg ikke skelner mellem det religiøse og det verdslige er jo, at man har et holistisk verdenssyn i islam, hvor man ikke skelner, men prøver at forstå, forsone og hele de to modsætninger. En sportstræner har også et budskab, det samme gælder en lærer, sygeplejerske og ven.
Det vigtigste er, at budskabet er balanceret, håb-givende, ikke-fordømmende og støttende overfor den udviklingshæmmede.
Vi har brug for det oversanselige
Det kræver forståelse, empati og det oversanselige at møde den udviklingshæmmede, der hvor han eller hun er.
Poeten og mystikeren Jalaludeen Rumi siger sådan om det oversanselige:
Hør på fløjten, hvor den fortæller
Og fører klage over skilsmissens smerter:
Siden de skar mig bort fra rørenes krat,
Har mænd og kvinder jamret, rørt af min klage:
Adskillelsen får mig til at søge et sønderrevet bryst
For at tolke længselens smerte for det.
Enhver som dvæler fjernt fra sin rod,
Længes bestandig efter genforeningens stund.
I alskens selskab lod jeg min klage lyde,
Jeg blev en fælle af de glade og de ulykkelige.
Enhver blev min ven i det som fyldte ham selv;
Men ingen søgte mine hemmeligheder i mit inderste.
Min hemmelighed er ikke fjernet fra min klage,
Men den er ikke åbenbar for øje og for øre.
Jalaludeen Rumi (født 1207)
Naveed Baig er imam og projektleder for etnisk ressourceteam ved Islamisk-Kristent Studiecenter