"Der er brug for bederum i et stressramt samfund"

Vi har brug for rum, hvor vi kan bede og være stille. Bøn bringer os nærmere Gud og skaber ro og mod til at overkomme livets udfordringer, skriver katolik og debattør Lone Skov Al Awssi

Danskerne er stressramte - endda i sådan en grad, at der tales om en stress-epidemi. Stress har alvorlige konsekvenser for den enkelte og for virksomhederne og koster samfundet milliarder af kroner.

Lektor i psykologi Einar Baldursson fortæller, at mennesket ikke er skabt til det hektiske liv, det moderne samfund kræver. Vi skal være forandringsparate, fleksible, robuste, tingene er konstant under forandring, og det betyder, at en af psykens vigtigste værnefunktioner er sat ud af kraft, nemlig følelsen af stabilitet og viden, om hvad morgendagen bringer. Vi kan ikke tåle at leve sådan, men ingen gør noget, for vi ved ikke, hvad vi skal gøre.

Det er hér, at stillerum har en berettigelse. Hvis vi havde et stille rum i travlheden, tror jeg, at flere ville få lyst til at bede. Det kunne være med til at modvirke stress. Vi behøver ikke kalde det et bederum, når det åbenbart er så pinligt, men vi kan kalde det et rum til fordybelse.

Hvorfor er det blevet tabuiseret at bede? Personligt beder jeg dagligt, men når jeg fortæller om det, synes mange, at det er mærkeligt. Vi har bevæget os så langt bort fra det åndelige univers i vores higen efter den perfekte krop og den evige ungdom, at det er svært at tale om åndelige ting. Du er en helt, hvis du løber et maraton, men at gå i kirke, bede eller have en åndelig dimension, regnes ikke for noget.

Det er moderne at gå til yoga eller benytte den buddhistiske lægmandsmeditation, men den kristne bøn er også meditation. Meditation betyder at ”gruble over noget,” altså en stille, ordløs bøn. Den kristne bøn har sin oprindelse i ørkenfædrene, som gik bort i lange perioder for at bede. Bønnen er en samtale med Gud og et svar på Paulus’ opfordring:

”Bed uophørligt” (1. Thessalonikerbrev 5,17).

Bønnernes gentagelse er som bølgerne ved stranden. De er ens, men alligevel forskellige, idet ens personlige situation bringer nye spektre frem i dem.

Jeg bruger ofte min rosenkrans, når jeg beder. Det er en ældgammel tradition, men det var dominikanerne, som fra 1470 gjorde rosenkransbønnen folkelig. Navnet stammer fra Rosarium, som betyder blomsterkrans. Den ligger i min lomme, og mens jeg venter på et eller andet, kan jeg bede.

Man behøver ikke afsætte et bestemt tidspunkt eller finde et bestemt sted for at bede. Man kan bede overalt og hvor som helst. Men for at opnå en inderlig fordybelse kræver det dog, at bønnerne gentages og at der er ro. Det er der på mit kontor derhjemme, og det er derfor mit bedste sted at bede.

På en rosenkrans har både korset og hver enkelt perle hver sin bøn. Mens man beder, lader man perlerne glide gennem fingrene, samtidig med at man beder den tilhørende bøn. Som ved enhver anden bøn begynder man med korstegnet, på korset bedes trosbekendelsen, på den store perle fadervor og så fortsættes der med ”Hil dig, Maria” på de små perler.

Hvert led af rosenkransen afsluttes med ”Ære være Faderen.” De såkaldte mysterier, som for eksempel indstiftelsen af nadveren eller opstandelsen, kan indflettes. Det kræver lidt øvelse, men det behøver ikke være helt efter bogen. Bare gå i gang og tilføj din egen bøn.

I et samfund, der er præget af stress og berøringsangst over for åndelighed har vi brug for et rum, hvor vi kan bede og være stille. For bøn bringer os nærmere Gud og skaber ro og mod til at overkomme livets udfordringer

Lone Skov Al Awssi,
Katolik og debattør