"Der er ingen grænser for, hvad man som muslim kan tilgive"

Mennesket opfordres både i Koranen og i Profetens sædvaneberetninger (hadith) til at tilgive andre deres synder, for enhver ønsker jo også at få tilgivet sine egne synder, skriver muslimsk jurist og forfatter Safia Aoude. Foto: Privatfoto

Der er stor belønning for den, der kan tilgive et mord. Men det er ikke sikkert, at tilgivelsen også bliver givet af Gud i det hinsides, skriver muslimsk jurist og forfatter Safia Aoude

En af de største synder, man kan udføre i islam, er den synd, at man tager et andet menneskes liv uden retfærdig sag. (En retfærdig sag kunne for eksempel være i personligt eller fælles selvforsvar. Se Koranen 6:151 og 17:33).

LÆS OGSÅ:
Imam: Religioner forbyder drab

Drab medfører straf i det hinsides
Det siges, at hvis man tager et uskyldigt liv, er det som om man har dræbt hele menneskeheden, og hvis man redder et enkelt liv, er det som om man har reddet hele menneskeheden.

I henhold til islamisk ret og islamiske dogmer vil mord kunne blive sanktioneret med dødsstraf - af hensyn til ofrets familie og af hensyn til resten af samfundet. Dog er der mulighed for tilgivelse og mildhed, og der opfordres til begge dele. Inden for islamisk jura har mordofrets familie det sidste ord i denne sag; ofrets familie kan vælge at tilgive en morder eller ej (Koranen 2:178).

Men når man myrder et andet menneske, vil man udover den jordiske straf også opleve en straf i det hinsides. En morder kan blive tilgives af Gud, men det er op til Gud alene, for kun Han kan se ind i et menneskets hjerte og bedømme en morders intentioner og vilje til at gøre bod og oprigtigt bede om tilgivelse for sin synd. Morderen kan også ende i helvede for sin udåd; det er kun Gud, som ved, hvilken endelig dom en morder får.

Mennesket opfordres både i Koranen og i Profetens sædvaneberetninger (hadith) til at tilgive andre deres synder, for enhver ønsker jo også at få tilgivet sine egne synder.

På den anden side er det kun naturligt, at familien til en myrdet slægtning kan føle harme, vrede, sorg og også had imod den person, der har berøvet dem deres familiemedlem.

Der er stor belønning for den, der kan tilgive et mord
Der er ingen grænser for, hvad man kan tilgive som muslim, men det er op til den enkelte person, hvordan vedkommende forvalter sine følelser og sin smerte. Der er stor belønning for den, der kan tilgive et mord, fordi det kræver ekstraordinært meget fra sådan en person at bekæmpe sit had imod en morder, men det er ikke sikkert, at tilgivelsen også bliver givet af Gud i det hinsides.

Det er muligt at bevæge sig fra det onde land til det gode land
I henhold til en hadith fra samlingen Bukhari og Muslim, beretter Said al-Khudri, at Profeten Muhammed (Allahs fred og velsignelser være med ham) skal have fortalt om en mand, der havde dræbt 99 mennesker.

Efter sin udåd bad morderen om at mødes med den klogeste og mest veluddannede person i verden, og han blev vist hen til en munk. Manden spurgte munken, om der var nogen mulighed for ham, at han kunne angre sin udåd og modtage tilgivelse for den. Munken sagde nej, og dermed blev munken mandens offer nummer 100, for han dræbte også munken.

Igen bad morderen folk om at guide ham til den person i verden, der var mest veluddannet og klog. Han blev henvist til en lærd, og fortalte om sine 100 mord og spurgte, om han kunne opnå tilgivelse for sine handlinger. Den lærde svarede: ja, og han spurgte så morderen:

"Hvem står mellem dig og angeren? Gå til et andet land, hvor du vil finde folk, der oprigtigt tilbeder Allah, og bliv en af dem, og kom ikke tilbage til dette land, for det er ondt."

På vej til landet blev morderen fulgt af to engle, der begyndte at argumentere. Barmhjertighedens engel sagde:

"Denne mand er kommet med et angrende hjerte til Allah."

Men Straffens Engel sagde:

"Han har aldrig gjort en god gerning hele sit liv!"

Så kom der en tredje engel for at mægle mellem dem. Denne engel sagde:

"Mål efter, hvor langt han er nået mellem de to lande. Han vil tilhøre det land, som han er tættest på."

Englene målte efter, og de fandt, at han var nået mere end halvejs til det gode land, og derfor blev hans sjæl samlet op af Barmhjertighedens Engel.

Denne hadith skal fortælle læseren, at der er mulighed for tilgivelse for enhver, som angrer oprigtigt, og som bevæger sig fra det onde land (et liv i ondskab) til det gode land (et liv i godhed) og som har nået længere til det nye liv, end han er kommet fra det gamle og onde liv. Men det er kun Gud, som kan vurdere, hvor langt et menneske er nået.

Safia Aoude
Muslimsk jurist, forfatter og panelist på www.religion.dk