Derfor bør kristne kende den jødiske påske

Det er en skam, at kirken i så mange århundreder har ladet sin fejring af påsken begynde med palmesøndag og ikke med udgangen af Egypten, mener generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt. Tegning: Morten Voigt.

Den jødiske påske sætter betydningen af Jesu lidelse og død i perspektiv. I fortællingen om jødernes udvandring af Egypten har vi den bibelske baggrund for den kristne påskefortælling, skriver generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt

Både jøder og kristne fejrer påske, men helt siden oldkirken har man fulgt hver sin kalender og fejret påsken på forskellige datoer. Jøder har fejret deres påske på aftenen mellem den 14. og den 15. i den jødiske måned Nisan.

I kirken gik man i oldkirken over til altid at mindes Jesu lidelse og død en fredag og fejre hans opstandelse på den følgende søndag. Men jøder og kristne har også fortalt hver sin historie uden nødvendigvis at se en sammenhæng mellem de to begivenheder, som henholdsvis den jødiske og den kristne påske markerer.

Forskellen mellem den jødiske og kristne påske

Når jøder fejrer påske, mindes de udgangen af Egypten. Når kristne fejrer påske, sker det til minde om Jesu lidelse, død og opstandelse. Når de nytestamentlige forfattere fortæller, hvordan Jesus indstiftede nadveren, gør de alle opmærksom på, at det skete i forbindelse med fejringen af påsken og de usyrede brøds fest.

Nadveren blev indstiftet den aften, hvor Jesus og disciplene holdt påskemåltid. Altså jødisk påskemåltid, for når ordet påske forekommer i Det Nye Testamente, er der jo i sagens natur tale om den jødiske påske, selv om vi let kommer til at læse Jesu lidelseshistorie ind i ordet, og forbinde ordet påske med skærtorsdag, langfredag og påskemorgen.

Men det er ikke kun en interessant bemærkning, at Jesus indstifter nadveren og den nye pagt på netop den aften, hvor han sammen med sine disciple fejrede sit folks udfrielse fra trældom og slaveri i Egypten.

Jødisk påske sætter betydningen af Jesu lidelse og død i perspektiv. Og påske som Jesu død og opstandelse kaster et nyt lys over læsningen af Exodus-fortællingen fra 2. Mosebog. For vi har her den bibelske baggrund eller præludiet for den kristne påskefortælling. Nu er det ikke kun er Farao og hans soldater, der lider nederlag, men synden og døden der besejres.

I påsken genfortalte man historien om Guds frelse

Vi ved, at jødisk påske på Jesu tid var en stor fest. Jesus og disciplene var bare nogle af de mange pilgrimme, som kom til templet i Jerusalem for at feste. Der var en forventning om, at sådan som Gud en gang havde frelst sit folk fra undertrykkelse og slaveri, sådan ville han igen frelse og forny sin pagt med dem.

Man spiste påskemåltidet og genfortalte historien om hvordan Gud med stor styrke og vældig arm havde frelst israelitterne fra slaveri og undergang, sådan som jøder gør det i dag. Og man så frem til, at Gud igen måske denne påske - ville vise sig mægtig og gøre en ende det herredømme, man nu var underlagt, nemlig romernes.

Vi kan ikke i detaljer vide, hvordan jøder i Jerusalem på Jesu tid fejrede påske, men det var forbundet med slagtningen af påskelammet og spisningen af påskemåltidet. Kender vi lidt til jødisk påskefejring og traditionerne bag det jødiske påskemåltid i dag, kaster det lys over det, som evangelisterne fortæller i forbindelse med Jesu sidste måltid, det måltid som også kaldes nadvermåltidet.

Jesu liv og død skete ikke på tilfældigt tidspunkt

Der er mere end ét interessant sammenfald mellem det, som evangelisterne fortæller fra nadvermåltidet og så den måde, et jødisk påskemåltid forløber i dag. Det er ikke en tilfældighed, at de mest afgørende begivenheder i den kristne fortælling om Jesus, nemlig det som skete i Jerusalem den sidste uge af Jesu liv, falder sammen med fejringen af den mest skelsættende begivenhed i det jødiske folks historie, nemlig historien om udfrielsen fra slaveriet i Egypten.

Derfor er det også en skam, at kirken i så mange århundreder har ladet sin fejring af påsken begynde med palmesøndag og ikke med udgangen af Egypten.

Det jødiske påskemåltid skulle indtages i et rum, som var gjort rede eller gjort rent. Sådan er det også i dag. Jødisk påske og forårsrengøring hænger sammen. Man skal have den gamle surdejg renset ud. Derfor hedder det også om det rum, hvor de to disciple skulle gøre klar til påskemåltidet, at det var gjort rede. Det var erklæret for kosher til påske.

Der var også hynder i rummet, fortæller evangelisterne. Påsken er en frihedsfest, og som frie mennesker lå man til bords, uanset hvor mange romerske soldater, der i øvrigt var i byen.

Brødet, man spiste, var usyret til minde om det hastværk, hvormed man forlod Egypten. Der var ingen tid til at lade det hæve, og siden da er den jødiske frihedsfest blevet fejret med slavebrød, usyret brød eller matzot.

Vin og fest hang også på Jesu tid sammen i jødisk tradition. Lukas fortæller, at Jesus indledte påskemåltidet med at dele et bæger vin med disciplene. Efter måltiden delte han endnu et bæger med dem. Det var det bæger, han kaldte den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

Traditionelt hører der fire glas vin til et jødisk påskemåltid, to før selve måltidet og to efter. Det glas, som drikkes umiddelbart efter måltidet kaldes velsignelsens eller frelsens bæger. Det er det bæger, hvortil Jesus knytter ordene om den nye pagt ved hans blod.

Den historie, som jøder fortalte den gang, og som jøder fortæller i dag gennem det man spiser, de sange man synger og de bønner man beder, er historien om, hvordan Gud med stor styrke og vældig arm, førte en flok slaver ud i frihed for at slutte en pagt med dem og gøre dem til sit ejendomsfolk.

Når israelitterne siden hen skulle fortælle næste generation, hvem de selv var, og hvem og hvordan Gud er, var det den historie, man henviste til. Så afgørende er den begivenhed for forståelsen af hele den bibelske historie og for jødisk selvforståelse også i dag.

Fortællingen om det jødiske folks befrielse fra politisk og social undertrykkelse, økonomisk udnyttelse, udfrielse og indlemmelse i en ny pagt med Gud var en forløber og model for den kristne påskefortælling om Jesu lidelse, død og opstandelse. Jesus kalder det en ny pagt, men den sker og forstås på baggrund af den første påske, påsken i Egypten.

Jo tydeligere det bliver, at jødisk påske og kristen påske ikke er et tilfældigt sammenfald, jo mere bliver kristen påske til en ny og altomfattende frihedsfest. Derfor giver det god mening, at kristne lader fejringen af påsken begynde i Egypten og med at læse Exodus-beretningen som et præludium til fejringen af skærtorsdag, langfredag og påskemorgen.

Skete opstandelsen samtidig med jødisk førstegrødeoffer?

Og apropos påskemorgen. Påskemorgen læser vi beretningen om, hvordan kvinderne begav sig ud gennem Jerusalems byport til det sted, hvor de havde set Jesus blive lagt i graven (lang)fredag, inden sabbatten begyndte. Evangelisterne fortæller, hvordan kvinderne kommer og ser den bortvæltede sten, den tomme grav og møder englen, som fortæller dem, at Jesus ikke er der. Han er opstået fra graven og fra de døde. Paulus kalder Jesus opstandelse for en førstegrøde af dem, der er sovet hen.

Hvis vi nu i stedet for at slå følge med kvinderne ud af byen samme morgen havde begivet os op på tempelpladsen i Jerusalem, ville vi have set noget andet, men måske ikke uden sammenhæng til det, som kvinderne så.

Jødisk påskefest var også en høstfest. Påsken markerede starten på byghøsten, og når man nåede frem til pinse 50 dage senere fejredes hvedehøsten. Som med alt det førstefødte tilhørte også den første høst Gud. Det første neg skulle derfor bringes som et førstegrødeoffer.

3. Mosebog fortæller hvordan ypperstepræsten i forbindelse med påskefejringen på den første dag efter sabbatten den første dag i ugen skulle bringe et neg og svinge det foran alteret i templet som et førstegrødeoffer og et tegn på, at hele høsten tilhørte Gud.

Er det mon det billede, Paulus har i tankerne, når han kalder Jesu opstandelse for en førstegrøde? Kan man forestille sig, at alt imens ypperstepræsten bragte førstegrødeofferet i templet i Jerusalem, løb kvinderne ind i byen for at fortælle disciplene om Jesu opstandelse som en førstegrøde og en garanti for vores opstandelse?

Bodil Skjøtt er generalsekretær i Israelsmissionen og panelist ved religion.dk.