Synspunkt

Præst: Til sankthans vil jeg lade mig inspirere af heksene

Mit ærinde er at se på hekse, trolde, nisser og andre overnaturlige væsener denne Sankt Hans med et barnligt sind og lade mig fascinere af dem, og det univers og den indsigt de repræsenterer, skriver sognepræst Asser Skude. Foto: Leif Tuxen.

I stedet for at føre krig mod hekse, trolde, nisser, monstre og andre eksponenter for det overnaturlige kunne man netop til Sankt Hans lade sig inspirere af heksene, mener sognepræst Asser Skude

Selvom det næsten har været en tradition hvert år i min barndom og ungdom, at man ”brændte heksen af” sankthansaften, så har jeg besluttet, at det er slut med det. Det er ikke en tradition, jeg vil give videre til mine egne børn.

Og når jeg i år står som arrangør af Sankt Hans for børn og familier i Bellahøj-Utterslev sogn, så bliver det uden ”afbrænding af heksen på bålet”. Det har været afgørende for mig at prøve at markere Sankt Hans på en moderne måde – og samtidig også en relevant teologisk måde.

Spørgsmålet er, om det nogensinde har givet mening at ”brænde hekse af”. Indlysende nok er det bestialsk at brænde mennesker på bålet, som man gjorde op til 1600-tallet. Det er en skamplet for vores historie, ikke mindst fordi øvrigheden og præsterne bifaldt hekseafbrændingerne.

Uden at være ekspert på området tør jeg godt påstå, at hekse var nogen, man ville til livs – fordi både kirken og præsterne var bange for at miste monopol og autoritet. Pudsigt nok stammer ”hokus pokus” slet ikke fra heksekunsten, men fra præsterne. Nemlig fra de latinske nadverord ”hoc est corpus”, på dansk ”dette er [Jesu Kristi] legeme”, altså indstiftelsesordene ved alterbordet.

Fremfor at fordømme eller kaste bål efter det vi (præster) ikke kan forstå eller forklare, men som vi kalder heksekunst eller trolddom, så er det vel mere givende at prøve at rumme og tolerere andre tilgange og opfattelser af livet. Så i stedet for at føre krig mod hekse, trolde, nisser, monstre og andre eksponenter for det overnaturlige kunne man netop til Sankt Hans mane til at forstå og lade sig inspirere af heksene.

Mig bekendt er heksekunst ikke ensbetydende med ondskab eller sort magi, men det er en tolkning af verden og kræfterne i naturen, og en evne og indsigt til at kunne anvende disse kræfter og energier – som udgangspunkt til gode for andre ved at læge, lindre og måske endda helbrede sygdomme.

Ordet ”magi” stammer også fra det græske ”magoi”, som vi kender fra bibelhistoriens hellige tre konger, der var såkaldte ”tydere” eller ”magere”, som det hed i den gamle oversættelse af Bibelen. Disse hellige tre konger havde en dyb indsigt og kunne tyde varslet om Gudsbarnets fødsel. Denne indsigt fik dem til at drage ud på en lang rejse, så de blev de første fremmede til at se og tilbede det nyfødte Jesusbarn. Disse ”magere” blev de første, der kom til Jesusbarnet, vel og mærke ikke en delegation af fromme præster.

Så når vi i Bellahøj-Utterslev sogn markerer Sankt Hans den 23. juni, vil der i stedet for hekseafbrændig være en konkurrence for bedst udklædte heks og monster. Og vi prøver at sætte os ud over det, vi kan forstå og forklare. Blandt andet skal vi høre, hvad der skete efter Jesu dåb, nemlig da Jesus blev udsat for uforklarlige hændelser, da han var i ørkenen i 40 dage og 40 nætter.

Her prøvede Jesus på egen krop og eget sind at gå ud i det mørkeste og mest ukendte. En rejse, som ikke er beskrevet særlig detaljeret i skrifterne, men hvor det bestemt ikke kan afvises, at han mødte uforklarlige kræfter både fra naturen og fra de ondeste og mørkeste kræfter, der findes, nemlig fra djævelen selv. En rejse, som om muligt gav Jesus endnu mere indsigt og selverkendelse.

Nu er det naturligvis ikke min intention at få børn og voksne til at interesse sig for hekseri eller trolddomskunst, endsige gøre dem til kommende aspiranter udi det okkulte. Hvis det er den opfattelse, der står tilbage efter læsningen af dette indlæg, er min pointe ikke slået igennem.

Mit ærinde er at se på hekse, trolde, nisser og andre overnaturlige væsener denne Sankt Hans med et barnligt sind og lade mig fascinere af dem, og det univers og den indsigt de repræsenterer. I en erkendelse af at livet og kræfterne i naturen måske ikke er så tilfældige størrelser endda, og at alt levende er skrøbeligt. Det er noget, vi skal passe på og naturligvis bør anvende med respekt og ydmyghed - vel og mærke i det godes tjeneste, til gode for mennesker, planter og dyr.

Asser Skude er sognepræst.