Synspunkt

Imam: Det er en ære at hjælpe flygtningene

Gennem menneskets historie har de troende altid stået i de forreste rækker med hjælp, fordi de frygter Gud og har troen inde i dem, som viser dem vejen frem. De er forbilleder for andre mennesker, mener imam Kassem Rachid. Foto: Privatfoto

I sidste uge, hvor der kom rigtig mange flygtninge, var jeg flere gange i Padborg til kl. 04.00 om morgenen. Jeg har også ved hver fredagsbøn opfordret mine trosfæller til at hjælpe, skriver imam Kassem Rachid

Det er ingen tvivl om, at vi med de mange flygtninge, der kommer til Danmarks grænser i øjeblikket, står overfor store udfordringer, som vi ikke har oplevet i rigtig mange år. Vi må hver især handle ud fra vores tro og vores værdier, men også ud fra vores ressourcer.

Vi har alle et meget stort ansvar i dag: Først og fremmest overfor vores Gud, men også overfor de stakkels mennesker, som er på flugt fra den værste krig, vi har oplevet de sidste 70 år. Vi ser med vores egne øjne hver dag, hvordan Syriens præsident Asaad slagter sit folk uden de store reaktioner fra omverdenen. Jeg ser denne mangel på indgriben som den værste skandale i menneskets historie efter Anden Verdenskrig.

Vi hører og ser, hvordan politikere vil takle flygtningestrømmen til Europa, men vi hverken hører eller ser, hvordan man vil løse den rigtig konflikt i Syrien. Politikerne er villige til at behandle symptomerne, men man vender ryggen til selve sygdommen.

Når det er sagt, så vil jeg af hele mit hjerte takke alle de mennesker, som har overrasket mig ved pludseligt at stå frem med deres barmhjertighed og kærlighed uden forudgående aftaler for at hjælpe de mennesker, som var i nød .

Det viste sig, at den danske befolkning stod sammen uden at tænke på en politiske beslutning eller den danske lov. De stod med deres åbne hjerter og deres åbne arme for at tage imod flygtningestrømmen og byde dem hjertelig velkommen.

Den danske befolkning har været ude med deres budskab til de øvrige vestlige lande, som for at sige de også er gode nok, at de også har næstekærlighed, at de er Jesusfølgere, som har lært at give hånd til de mennesker, som søger hjælp.

De religiøse grupperinger har selvfølgelig et særligt ansvar i forhold til de mange flygtninge, som krydser vores grænse for at finde fredelige steder. Gennem menneskets historie har de troende altid stået i de forreste rækker med hjælp, fordi de frygter Gud og har troen, som viser dem vejen frem. De er forbilleder for andre mennesker. På samme måde har alle Guds sendebud og profeterne handlet, for eksempel Abraham, Jesus, Moses og Mohammad.

Siden krigen startede i Syrien har jeg selv hjulpet rigtige mange flygtninge, ikke kun i mit lokalområde men over næsten hele landet. Min telefon ringer hele tiden, både om dagen og natten med forespørgsler om hjælp.

I sidste uge, hvor der kom rigtig mange flygtninge, var jeg i Padborg til kl. 04.00 om morgenen flere dage. Jeg har også opfordret mine trosfæller ved hver fredagsbøn til at gøre deres bedste for at hjælpe vores brødre og søstre. De har virkelige gjort et fantastisk stykke arbejde alle de steder, hvor flygtningene kom frem.

De stod med mad, vand, tøj og penge. Mange brugte deres biler for at hjælpe dem. Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket og meget rørt i mange forskellige situationer. Jeg græd og kunne ikke holde tårerne tilbage, når jeg så de forfærdelige forhold for disse mennesker.

Vi skal tage denne begivenhed, som en gave fra Gud, fordi vi får lov til at række hånden frem med et smil og tage hånden på hjertet, når vi hjælper flygtningene. Det er en ære for ethvert menneske, som har været ude og yde hjælp til de flygtninge, der havde brug for det. Det er helt sikkert en god gerning, vi gør, og som vi får glæde af i vores næste og evige liv.

Det eneste, vi må håbe på, er, at krigen i Syrien snart bliver stoppet. Vi må alle bede for de syriske flygtninge, og især dem som har små børn og sidder mellem landegrænser uden mulighed for at komme frem til et fredeligt sted. Vi beder Allah om, at gøre dem tålmodige og stærke, så de kan forsætte deres flugt uden dødsfald.

Kassem Racid er imam, tolk og panelist ved religion.dk.