"Det er mangel på respekt at gøre grin med andres helligdomme"

Månedens bog i Kristeligt Dagblads Bogklub i august er <br>"Folkekirke?" af Jan Lindhardt Foto: Privatfoto

Jeg ville tage lige så meget anstød, hvis Charlie Hebdo havde trykt jokes om Moses, Jesus, Buddha eller Krishna, skriver den muslimske studerende Tessie Jørgensen

Det lader til, at avisen er kendt for at lave jokes med en række forskellige religioner, inklusive islam. Personligt kan jeg ikke forstå, hvorfor nogle mennesker finder det sjovt at gøre grin med diverse religioner.

Hvorfor skal man lave sjov med religioner?
At praktisere en religion er et ømtåleligt emne for mange mennesker verden over. De kan ikke forstå trangen til at lave sjov med dette emne.

Når det så er sagt, blev jeg hverken overrasket eller sur, da jeg først hørte om den franske avis Muhammed-joke. Det handler tydeligvis ikke om islam, men om en form for satire, som er svær at forstå.

Jeg mener, at det er mangel på respekt at gøre grin med andres helligdomme. Jeg ville tage lige så meget anstød, hvis den franske avis havde trykt jokes om Moses, Jesus, Buddha eller Krishna.

Jeg har derfor erkendt, at jeg aldrig vil kunne forstå den form for uintelligent satire, der lader til at komme fra uvidenhed, en misfortolkning af ytringsfriheden og en mangel på respekt.

Det er dog på ingen måder i orden at angribe den franske avis eller andre, som må finde religiøse helligdomme sjove. Det er ikke i orden at angribe eller skade nogle mennesker såvel som materialer på grund af ideologi, overbevisning eller vrede.

Begge parter er forkert på den
Til det kan jeg så kun håbe, at dette er den sidste og eneste reaktion, som den franske avis tegning vil udløse. Jeg mener ikke, at vi har brug for mere adskillelse eller had mellem Mellemøsten og Vesten og håber, at de intellektuelle personer, som finder denne form for satire sjov, er velvidende om, at nogle af Mellemøstens befolkningsgrupper og indvandrere fra Mellemøsten desværre er analfabeter og ikke har så meget viden, om hvilken reaktion der er mest hensigtsmæssig.

Muslimer må forstå, at fordi nogle personer finder det sjovt at tegne Profeten, så er det ikke en kamp imod islam. Deres jokes om diverse religioner er ikke en krig mod islam, som muslimer er påkrævet at besvare med vrede.

Jeg ville tro, at gerningsmændene bag angrebet er utilpassede personer, som bærer på en stor vrede, muligvis imod samfundet af forskellige årsager, og knytter sig til deres identitet som muslim.

Vi ser det samme ske i Danmark, hvor utilpassende unge, der ikke føler sig velkomne eller knyttet til samfundet, går ind i ekstreme grupper.

Begge parter i denne sag er forkert på den, men jeg håber, at fremtiden vil medbringe mere tolerance.

Tessie Jørgensen shiamuslim og studerer religionsvidenskab