Dette er ikke en religionskrig

Det ligger snublende nær at fortolke udviklingen i krisen om Muhammed-tegningerne som et tegn på en religionskonflikt imellem den muslimske og den kristne verden. Den ligner på overfladen indbegrebet af den dystre profeti om civilisationernes sammenstød, som den amerikanske professor Samuel Huntington for godt 10 år siden forudså ville komme til at præge fremtidens konflikter. Men selvom konflikten handler om religion, er det ikke en religionskrig imellem islam og kristendom.

De protesterende muslimer overser i deres blinde vrede, at mange kristne i og uden for Danmark deler deres kritik af de satiriske tegninger. Danske biskopper og præster har lagt afstand til tegningerne. Tidligere på ugen gjorde den ortodokse kirke i Rusland det samme. Så fulgte Det Mellemøstlige Kirkeråd, forleden udsendte de katolske biskopper i Norden en erklæring, og i går tog Kirkernes Europæiske Konference afstand fra tegningerne.

Vi står ikke i en konflikt imellem religioner, men derimod i en konflikt imellem religion i det hele taget og sekularismen. Ikke mindst i Europa, hvor sekulariseringen i de senere årtier har taget mere og mere karakter af sin egen ideologi, er ytringsfrihed blevet gjort til noget helligt i sig selv. Det er den naturligvis ikke. Ytringsfriheden er den vigtigste menneskeret, fordi den beskytter demokratiet, men den er ikke og har aldrig været ubegrænset. Et samfund, der mister fornemmelsen for, at noget er ukrænkeligt, forhærder sig og ender i forråelse. Ethvert dagblad og medie begrænser i øvrigt hele tiden sig selv i kraft af den etik, hvormed aviserne og medierne redigeres.

Det er vigtigt at understrege, at denne konflikt ikke er en religionskonflikt i disse dage, hvor kyniske kræfter i Mellemøsten har taget den lille sag om Muhammed-tegningerne i Danmark og pustet den op til ukendelighed i deres værdikamp mod Vesten, hjulpet af danske imamers dobbeltspil og fordrejning af sagens substans. Sagen har tilsyneladende udgjort en kærkommen anledning for ledende muslimer til at skyde skylden på andre for den sociale armod og økonomiske og kulturelle stagnation, der præger deres egen mellemøstlige kultur.

Når dønningerne oven på sagen om Muhammed-tegningerne forhåbentlig snart har lagt sig, vil vi se, i hvilken retning europæernes syn på religion går. Den store fare ved udgangen på denne konflikt er, at al religion bliver lagt for had. Blandt andre pave Benedikt XVI har peget på, at når så mange europæere hidtil har vendt ryggen til kristendommen, skyldes det deres frygt for den intolerance, som ligger i fundamentalismen. Udgangen på krisen kan derfor blive en af to.

Enten vender endnu flere sig væk fra enhver form for religion, også kristendom, fordi de anser et samfund renset for religiøsitet som det bedste værn imod fundamentalisme og intolerance. Eller også nuanceres synet på religion, så bevidstheden om kristendommens kulturbærende kræfter bliver stærkere. Det er arven fra kristendommen og oplysningstiden, der har skabt den europæiske kultur, demokratiet og ytringsfriheden. Vender vi denne arv ryggen, kan den europæiske kultur ikke opretholdes.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk