"Dommedag er ikke for de fromme"

Dommedag skal forstås i en eksistentiel, afmytologiseret kontekst, mener Ricardt Riis Foto: stock.xchng

Dommedagens bogstavelige nærhed handler om dagligdags gerninger, ikke luftige spekulationer om frelse og fortabelse, mener teolog Ricardt Riis

I 1932 blev den lollandske sognepræst Otto Larsen afskediget. Han havde skrevet bogen "Skatten i Lerkar," som Kristeligt Dagblad havde vendt sig skarpt imod, og bisperne mente også, at han deri var gået ud over, hvad man som tilsynsmyndighed kunne tolerere af en præst i folkekirken.

LÆS OGSÅ: Vi, der overlevde "dommedag"Dommedag blev afmytologiseret
Han havde såmænd blot sagt det, som alle en generation senere sagde: at man stillet overfor Det Nye Testamentes tale skulle lytte ind til de værdier, der bar den. Det drejede sig ikke om, hvorvidt Jesus var født af en jomfru, eller om han var opstået fra de døde, men om, hvad dette betyder for mig.

Når en sådan tale senere blev alment anerkendt, skyldtes det den tyske professor Rudolf Bultmann. Han skrev i 1941 afhandlingen "Neues Testament und Mythologie."

Heri hævdede han, at man måtte opfatte budskabet i Det Nye Testamente eksistentielt, og gjorde man det, lod teksterne sig 'afmytologisere'. Og ikke sandt, her talte jo ikke en simpel sognepræst, som man kunne beskylde for nervesvækkelse og ret hurtigt få lempet ud af bagdøren, her talte en professor, oven i købet én fra det store udland, og en sådan måtte man bøje sig for.

Det er nok grunden til, at det er lykkedes mig, skønt jeg i høj grad mener det samme som Otto Larsen, at snige mig gennem præstegerningen frem til pensionisttilværelsen uden at blive afskediget.

Bibeltro udlægning af dommedag er en storm i et glas vand
Og det er også grunden til, at jeg stadig kan blive godt og grundigt forarget på de mange, der kalder sig bibeltro, men i virkeligheden ikke har forstået det mindste af, hvad Det Nye Testamente siger.

De tager det med dommedag så bogstaveligt. De regner helt anderledes bogstaveligt end os ugudelige præster med, at der virkelig kommer en dommedag. De formår ganske ligetil, mener de selv, at fremhæve glæden og fortrøstningen for de frelste (til hvilke de altid henregner sig selv) ved tanken om dommedag.

Vel gør de ej! De tager ikke talen om dommedag bogstavelig, de tager den forfængelig. De vover ikke at forstå talen om dommedag som mytisk tale. Og derfor bliver al deres tale en storm i et glas vand; det bliver noget, der i grunden ikke kommer dem ved; højst bliver det til en krig, de kan føre med andre kristne om, hvordan man kan tage dommedagstalen mest bogstavelig.

Lad mig prøve at forklare. Jesus har en ret karakteristisk formaning i Matthæus 6,3:

Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte.

Her taler Jesus ligefremt. Her taler han, så også vi moderne mennesker kan forstå ham.

Og vi er oven i købet selv i stand til at udvide talen til ikke blot at omfatte almissegivning, men alle de gerninger, vi gør imod hinanden: De skal gøres uden sideblik til fortjeneste fra Guds side, uden tanke for, om vi af den grund anses for bedre mennesker end ellers, uden at vi derved pudser vor glorie.

Det, der her siges i ligefrem tale, kan imidlertid også udtrykkes ved hjælp af mytisk tale. Det har Jesus gjort i sin dommedagslignelse i Matthæus 25, 31-46.
Her er der dommedagsbrag for alle pengene. De frelste og de fortabte stilles op overfor hinanden, og Menneskesønnen dømmer dem for deres gerninger.

Bibelen er ikke en facitliste
Men hvis man tror, man får svar på alle sine nysgerrige spørgsmål: hvornår dommedagen kommer, hvad man skal gøre for at slippe for tiltale, hvad der skal ske med alle de andre, der ikke gør sig særlig umage med at være gode, så tager man sørgeligt fejl.

Dén ene ting skal man derimod lægge mærke til, at de frelste lidt undrende spørger, hvornår de har gjort alle de gerninger, som gør, at de frikendes.

Her ser vi gengivet tanken fra før: din gerning skal være uden gloriepudsning. Men denne gang er den gengivet i mytisk forklædning. Og spørgsmålet er ikke, om vi nu også tror fuldt og fast på, at dommedagen kommer, at den arter sig, som Jesus her beskriver det, eller den slags ydre ligegyldigheder, spørgsmålet er, om vi gør vore gerninger enkelt og ligetil.

Har man ikke blik for det, så giver jeg ikke meget for al 'from' tale om dommedagens bogstavelige nærhed. Det bogstavelige skal ligge i de dagligdags gerninger, ikke i de luftige spekulationer.

Ricardt Riis
Pastor emeritus og panelist på religion.dk