"Døden kommer bag på os"

Det kan muligvis lyde brutalt, men min død er altså min egen - og den skal og kan jeg ikke forlange af andre, at de skal tage på sig, hverken helt eller delvist, skriver teolog Jørgen Kjærgaard. Foto: Privatfoto

Hvornår er det tid til at dø? I den kristne tradition er svaret: Hver dag! Det har vi glemt, fordi vort betryggede velfærdssamfund har trængt dødens virkelighed ud i kanten af vores bevidsthed, mener teolog og stiftskonsulent Jørgen Kjærgaard

Hvornår mener du, livet slutter?

For at svare ordentligt på spørgsmålet må vi afklare, hvad vi forstår ved 'livet'. Almindeligvis taler vi om `livet´ på to måder - og jeg tror, vi må tage begge med i betragtning: Med `livet´ tænker vi dels på den biologiske proces fra fødsel til død - og på det, der kvalificerer den biologiske proces menneskeligt, altså livet i dets komplekse fylde af oplevelser, følelser, tanker og drømme. De fleste vil mene, at menneskelivet er noget mere end det blot at eksistere.

LÆS OGSÅ: Naturlig og unaturlig omgang med døden

Her i Søren Kierkegaards jubilæumsår kan det være passende at minde om, at det netop var Kierkegaard, der pegede på, at kristendom i grunden er det at vide sit kortfristede liv berørt af evigheden. Da Kristus kom til verden skar Guds tid, evigheden, ind i vores timelighed - den historie, vi er en del af, og dermed også ind i det liv, der jo kan tælles i timer. Så uanset hvor langt eller kort vort liv måtte være, så er det kvalificeret af evighed, som Kierkegaard udtrykte det. Guds tid har rørt ved menneskets korte tid - det er det afgørende. Livet slutter, når døden tager over, både biologisk og menneskeligt. Men der kan være en evighed i det liv alligevel.

Hvad mener du om aktiv dødshjælp?

Jeg ved godt, hvad der tænkes på med spørgsmålet; alligevel vil jeg tillade mig at svare i en anden retning. Kaj Munk definerede engang præstens opgave som den at hjælpe mennesker med at leve, og somme tider med at dø. Dermed tænkte han på det at få hjælp til at forsone sig med det faktum, at vi skal dø. Sjælesorgens lindring af et bange menneskes angst og bekymring.

LÆS OGSÅ: Hvordan ser religionerne på aktiv dødshjælp?

Der kan også være en vis mening i at overføre den forpligtelse på det legemlige; navnlig lindringen af kroppens kamp med smerterne, når døden er uafvendelig. Stærk smertelindring kan nok i visse tilfælde fremskynde døden, men det er for mig at se stadig noget ganske andet end en 'aktiv' handling, der påfører døden. Det vil altid være drab og indebære en skyld, som det ikke er rimeligt at lægge på nogen - hverken læger eller pårørende. Giver vi, som samfund, lov til den form for dødshjælp, hvad så med dem, der ikke kan bære at medvirke? Også dér indtræder der uvægerligt en skyldfølelse."

Det kan muligvis lyde brutalt, men min død er altså min egen - og den skal og kan jeg ikke forlange af andre, at de skal tage på sig, hverken helt eller delvist.

Bør vi altid opretholde livet - også hvis smerten og lidelsen synes for store? Hvad ville dit råd være til en alvorligt syg fra din menighed, der delte sine ønsker om at dø med dig?

Overskriften for interviewet var: Hvornår er det tid til at dø. I den kristne tradition er svaret: Hver dag! Det har vi glemt, fordi vort betryggede velfærdssamfund har trængt dødens virkelighed ud i kanten af vores bevidsthed. I ældre, mere ubeskyttede tider, var man tvunget til at forholde sig til døden, fordi den hele tiden var der. Det er den jo i og for sig stadigvæk; nu kommer det bare bag på os, at det er sådan.

Jeg kunne godt ønske mig, at vi genetablerede gamle dages dødsberedelses-værktøjer, og her har kirken og kristendommen faktisk meget at tage frem af sit gode forråd - både i liturgiske former med salmer, tekster og musik - og med gedigen folkeoplysning og meningsfuld samtale.

Jørgen Kjærgaard er teolog, har været sognepræst i folkekirken i knap 25 år og er nu lektor og stiftskonsulent i salme- og gudstjenestepraksis, samt adjungeret professor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet.