Dødsdomme i Pakistan

DEBAT: Den islamiske retslære er kompleks - og strafudmålinger præget af de kulturelle normer i det samfund, hvor straffen fastsættes. Ved Mona Sheikh

Kære Jørgen Wahl,

I dit overordnede spørgsmål omkring sagen er jeg fuldt ud enig i, at det virker som en uproportional straf i forhold til, hvad manden rent faktisk har ytret.

Jeg forbinder blasfemi med udtalelser der nedværdiger, håner og besudler andres tro og ikke med udtalelser der blot er anderledes. For der skal ifølge min opfattelse være plads til en forskellighed af meninger og som i tilfældet du skitserer også forskellige historiske gengivelser af Islams historie.

I denne sag kunne man håbe, at det var de bedste argumenter/beviser der stod centrale i stedet for denne tragiske dom, der ikke tager hensyn til meningsforskellighed. Primært som menneske (men også som muslim) kan jeg ikke forlige mig med intolerance og jeg mener, at sagen er et eksempel på, at en ønskværdig retsstat forudsætter et velfungerende demokrati, hvor man respektere retten til forskellighed. Pakistan er et godt eksempel på, at det går galt med retssanktionerne når man ikke har en retsorden - med andre ord at det demokratiske underskud fører til et uretfærdigt retssystem.

Hermed ikke sagt at jeg støtter den ubegrænsede ytringsfrihed, idet jeg mener, at der med hver frihed følger et ansvar, der bliver frihedens naturlige begrænsning. Også i DK har vi begrænsninger på ytringsfrihed i form sanktioner i tilfælde af blasfemi som du fint nævner eller for overtrædelsen af racismeparagraffen for den sags skyld. Det mener jeg er en forudsætning for, at et pluralistisk samfund kan fungere, uden at man tillader en direkte nedværdigelse af hinandens forskelligheder.

Men ligesom dig, kan jeg i den sag du har skitseret, ikke forlige mig med den aktuelle strafudmåling. For det første fordi, jeg ikke personligt ville kategorisere det som blasfemi (selvom jeg er uenig med manden) og for det andet fordi den er ude af proportioner.

Til dine tillægsspørgsmål vil jeg sige:

1) At jeg desværre ikke har særligt stort kendskab til den pakistanske retspraksis, hvilket gør, at jeg ikke forsikre dig om, at loven bliver anvendt konsekvent. Jeg mener dog, at Pakistan også har haft en kristen højesteretsdommer, hvilket kan tyde på, at blasfemilovens anvendelse rækker bredere end blot at gælde krænkelser overfor muslimer.

Man kan ikke udelukke, at strafudmålinger mange gange er præget af kulturelle normer, der hersker i det samfund straffen dømmes. Og selvom kristne og muslimer har forskellige religioner, så deler de immervæk samme kultur i Pakistan.

2) Hvorvidt man kan finde hjemmel i de islamiske retskilder til dødsstraf for blasfemi er i sidste ende et spørgsmål om fortolkning. I hadith vil du kunne finde beretninger fra Profetens (fvmh) tid, hvor strafudmålingen for blasfemi var dødsstraf. I Koranen vil du finde udtryk for, at blasfemi er forkasteligt.

Den islamiske retslære er imidlertid kompleks, men når jeg siger der er et spørgsmål om fortolkning, er det fordi der har været en diskussion blandt islamiske retslærde omkring hvilke elementer i islamisk lov, der er permanente og hvilke der er foranderlige.

Tariq Ramadan opdeler meget vel kodificeringen af islamisk lov (fiqh) i to dele: regler for Gudsdyrkelsen (ibadaat), der har et permanent indhold og regler for samfundsmæssige forhold (muamalaat), der kan ændre sig over tid og er kontekstbestemte. Under sidstnævnte placerer han straffelov, der bør være genstand for konstant overvejelse i forhold til tid og sted i lyset af shariaens generelle principper.

Således er dødsstraf, ifølge denne forståelse (som jeg i øvrigt deler), ikke en del af en uforanderlig kerne.

3) Jeg mener ikke at man kan sige, at det er fordi religion bruges som legitimator, at det er religionen der er skurken. Retfærdighed er et centralt princip med hjemmel i såvel Koranen som Hadith. Og dette princip, der bestemt også handler om proportionalitet mellem forseelse og straf bør stå centralt i enhver retsorden.

Jeg tror hovedproblemet ligger i den retspraksis man har udviklet i Pakistan, der meget vel afspejler den ringe demokratiske tradition i landet. Selvom Pakistan er selverklæret demokratisk har adskillige faktorer, herunder den ekstremt høje procent analfabetisme og fattigdom, betydet, at landets befolkning ikke er blevet 'demokratiseret'.

Dommere er jo også præget af den kultur de tilhører og der er ingen tvivl om, at grænserne for det 'tilladelige' er snævre i Pakistan i forhold til Danmark selvom det pakistanske samfund er mere pluralistisk (består af mange religiøse/etniske grupper) end det danske.

4) I Pakistan bliver de formelle love også til i parlamentet. En enkelt person har under normale omstændigheder ikke mulighed for at vedtage love eller bestemme lovenes anvendelse - heller ikke stifteren af Minhaj-ul-Quran, der i øvrigt sjældent har udvist tilfredshed med den pakistanske retspraksis. At han som rådgiver har argumenteret for en blasfemilov er et, men hertil kommer det væsentligste, navnlig hans agitation for retfærdige rettergange i Pakistan.

Strafudmålingen er stadig i hænderne på den enkelte dommer præcis som det er tilfældet i vores egen verden. Hvor meget jeg end kunne ønske det, så har jeg ikke hverken middel eller mulighed for at omstøde dommen eller indrette den pakistanske retspraksis.

Jeg kan gennem det jeg normalt laver, gennem mine ord og skriverier blot tage afstand og gøre hvad der er i min magt at gøre. Ligesom dig.

Mens jeg er bevidst om mine begrænsninger er der ingen tvivl om, at enhver uretfærdighed er én for meget. Derfor bør vi alle gøre hvad vi kan og magter for at sige fra, ændre hvad vi kan, til fordel for retfærden.

Jeg skal gøre mit bedste.

Kærlig hilsen

Mona

Se Jørgen Wahls spørgsmål ved at klikke på henvisningen under "relaterede artikler"