Ekskluderende teologi?

"Muslimerne er lige så ekskluderende over for kristendommen, som lutherdommen er overfor muhammedanismen", skriver blogger Ricardt Riis i en kommentar til imam Naveed Baig

Efter at have læst Naveed Baigs indlæg Religion: Kilde til konflikt eller forsoning har jeg gået og tygget på det nogle dage, men jeg kan faktisk ikke afgøre, om det er vrøvl eller teologi se. Jeg skal ikke drage alle hans tanker frem her, men holde mig til ordparret inkluderende og ekskluderende.

Man forstår på Baig, at det at være inkluderende er noget godt, det at være ekskluderende noget mindre godt. Men hvorfor det skulle forholde sig sådan, får vi ikke at vide. Det er blot noget, Baig går ud fra. Og da islam påstås at være inkluderende, lutherdommen derimod ekskluderende, er der lagt op til, at islam er bedre end lutherdommen, hvilken opfattelse i sig selv forresten ikke er særlig inkluderende. Men kan man stille sagerne sådan op?

Det er jo sandt nok, at lutherdommen i den augsburgske bekendelse vender sig imod muhammedanismen. Og det kan man da godt kalde ekskluderende. Og det er også sandt, at islam anerkender Jesus som en profet. Og det skulle jo så omvendt være inkluderende. Jeg er ikke helt sikker på, at det er sådan, Baig mener det, men det forekommer mig sandsynligt, at det kunne være noget i den retning, han har for øje.
Spørgsmålet er imidlertid, om den Jesus, islam vil inkludere, er den kristne Jesus. Jesus forekommer mange gange i Koranen og betragtes følgelig inden for islam som en stor profet. Derimod benægtes det kraftigt, at han er Guds søn. Så allerede dér får vi et vink om, at det vist ikke er de kristnes Jesus, islam viser sig inkluderende overfor.

Denne antagelse bliver bekræftet, når vi i sura 4,157 læser, at Jesus ikke blev korsfæstet. For da korsfæstelsen er en hjørnesten i den kristne teologi, den beskrives omhyggeligt i alle vore fire evangelier, så må man konkludere, at den Jesus, islam vil vise sig inkluderende overfor, ikke er evangeliernes Jesus og derfor heller ikke de kristnes Jesus. Og når muslimerne ikke inkluderer vores Jesus, så ekskluderer de ham jo. Hvilket vil sige, at muslimerne er lige så ekskluderende over for kristendommen, som lutherdommen er overfor muhammedanismen.

Og det er jo logisk set ikke så mærkeligt. Der er noget, der hedder modsigelsens grundsætning: man kan ikke bekræfte noget, uden samtidig at benægte dets modsætning. Hævder jeg, at to plus to er fire, så benægter jeg samtidig, at det er fem. Og hævder jeg, at Jesus ikke blev korsfæstet, så benægter jeg samtidig, at han blev korsfæstet. Ingen bekræftelse uden en benægtelse af det modsatte. Så hvis man vil hævde, at det i den forstand er bedre at inkludere end at ekskludere, så er det en grundlæggende logisk grundsætning, man forsynder sig imod.

Så altså: Hvis det er ud fra sådanne betragtninger, Baig vil hævde, at lutherdommen er ekskluderende, islam inkluderende, så er det dels ikke sandt, at islam er inkluderende, og dels ikke sandt, at det skulle være bedre at være inkluderende end ekskluderende. Hvilken påstand, du end fremsætter, du ekskluderer derved dem, der hævder det modsatte.

Men på én eller anden måde vil Baig vist ikke blot således lægge islams forståelse af religion ned over kristendommen, han vil også lægge en almen, religionsfilosofisk forståelse ned over alle religioner. Har han større held med det?

Han hævder, at alle religioner principielt ikke kan være kilde til vold, at vi skal forstå religion mere bredt end sædvanligt, og at en ny vækkelses tilhængere leder efter essensen i hver deres religion.

Og, siger han videre, denne søgen leder frem til ét og det samme for alle. Han fortsætter: Lad mig forklare det teologisk. Når Jesus siger: Ingen kommer til faderen uden ved mig og Muhammad siger: Den der har set mig, har set Gud, og Buddha: Den der ser Dharma, ser mig, og den der ser mig ser Dharma, er det det samme væsen, de alle snakker om på deres måde. Der er ingen modsigelser her, fordi i alle religioner er dens profeter/de vise/budbringere personifikationen af det relative i det absolutte. Der er ingen religion, som påstår, at den religion eller ideologi står over Gud eller er absolut.

Her søger Baig altså at lægge en bestemt forståelse ned over alle religioner. Men det kan han ikke gøre uden at lave om på de udsagn, han gengiver. Hvis Jesus mener at være det relative i det absolutte, betyder det, at når han siger: Ingen kommer til Faderen uden ved mig, så mener han i virkeligheden (det vil sige i Baigs virkelighed): Man kan godt komme til Faderen uden ved mig. Men det er da noget vrøvl. Ved at sige det ene, nægter han det andet.

Det kan godt være, at Baig ikke kan lide Jesu ord. Men ordet viser, at Jesus på ingen måde vil være noget relativt i det absolutte, tværtimod, han vil være det absolutte i det relative. Det samme vil han, når han siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Det vil sige, når vi står overfor de relative meningers marked, som tilværelsen fremviser for os, så giver Jesus os noget absolut, og han giver os det med en sådan sikkerhed, at vi tør lade os slå ihjel for denne sandheds skyld.

Hvad Muhammed angår, synes heller ikke han at opfatte sine ord som relative, tværtimod, Koranen er, hævdes det, en direkte afskrift af himmelske tavler, ja, man kan næsten sige, at han giver sine tilhængere en større sikkerhed, end Jesus gør, for han hævder jo, at han besidder sandheden med en sikkerhed, der giver ham guddommelig sanktion til at slå andre mennesker ihjel for sandhedens skyld. Om det er en større sikkerhed, der er tale om, eller kun en større krampagtighed, lad det stå hen i denne forbindelse. Men kan man slå ihjel i Guds navn, så opfatter man vist ikke sig selv som 'det relative i det absolutte'.

Men det skal man altså gøre, hvis man skal være en søgende i Baigs nye globale vækkelses mening. Det nye religiøse, siger han, er et opgør med den dogmatiske og tomme formalisme, der hersker i de forskellige verdensreligioner.

Det er et ret dristigt udsagn, han dér kommer med. Var det en tom formalisme, da ajatollah Khroumeini opfordrede til mord på Salman Rushdie? Sådan opfattede vi det heldigvis ikke i Vesten. Er det en udlevet og formalistisk islam, der prøver at fastholde kravet om, at en frafalden muslim skal slås ihjel, eller er det en del af den muslimske nye vækkelses kerne?

Eller hvad er det udtryk for, når muslimer fastholder kravet om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslim? Er det en ny muslimsk vækkelse, der pukker på en tese om mere islam og aldeles ikke vil mene, at andre religioner har ligeret med islam, eller er det en forstokket gammeldags indstilling, som man indenfor islam selv må se at blive kvit i lyset af, at alle religioner taler om den samme Gud?

Svaret blæser i vinden.

Jeg skal ikke nægte, at der findes mærkværdige former for islam, som kan minde lidt om Baigs altinkluderende religion, for eksempel dele af sufismen, dele af al-Ghazzalis teologi. Men dels har jeg ikke hidtil oplevet, at disse islamformer har kunnet forenes med main-stream islam, dels forekommer det mig ved en filosofisk gennemtænkning umuligt, blandt andet fordi sådanne sufismeformer ved at ville omfavne alt i ét fromhedstag lader hånt om sprogets uomgængelige lov: modsætningen grundsætning.

Ricardt Riis er pensioneret sognepræst. Læs hans blog her.