En muslim har ret til at spørge og blive svaret

Hvis man ikke må have lov til at bringe svar videre til anden fra samme minoritetsgruppe, så er der ingen mening med at give minoriteter ytringsfrihed og andre rettigheder, skriver tidligere imam og lærer Ahmed Akkari.- Foto: Foto: Martin Ballund

Ahmed Akkari stopper som panelist på religion.dk, fordi han bliver angrebet for sine læsersvar - senest ét om homoseksualitet

Jeg har hverken tid, lyst eller kræfter til gang på gang at få mine ord fordrejet og min person mishandlet på grund af, hvad jeg svarer en eller anden muslim på nettet.

Jeg har derfor truffet en beslutning om foreløbig ikke at besvare flere spørgsmål på religion.dk. Fred være med det, for muslimerne har et utal af hjemmesider og universitets-lærde, som de kan henvende sig hos både i Europa og i den muslimske verden.

Jeg behøver ikke stå model til et hagl af luftbøsse-angreb på min person, fordi jeg viderefører et teoretisk svar på et spørgsmål. Den ulykkelige dame og andre kan nemt finde deres svar et andet og bedre sted. Men inden jeg trækker mig, vil jeg gerne sige et sidste ord i denne omgang.

Muslimske mindretal har fælles forståelsesramme
Som et mindretal med rettigheder til tro, forsamling og ytringsfrihed taler vi til hinanden om vores tro og lære ud fra en fælles forståelsesramme. Muslimer forstår udmærket godt, at de må være parate til at søge at tackle de svar, som de får, og at de i virkelighedens verden må finde en passende tilgang til den måde, de bruger dem.

Det, man vidst har svært ved at skelne imellem i de moderne borgerskabsfællesskaber byggende på de universelle menneskerettigheder er, hvorvidt et mindretal taler til sig selv eller til samfundet generelt.

Hinduer, buddhister, jøder og visse kristne retninger har således også deres dogmer, retningslinjer, regler og lære, som de deler med hinanden i deres respektive trossamfund og giver videre til deres børn og nye medlemmer. Det er fuldt ud beskyttet af de love og af de menneskerettighedserklæringer, som europæiske stater bygger demokratiet på.

Vi får øretæver for at dele vores holdning med hinanden
Det samme gør sig gældende for muslimer. Vi har ret til at fortælle hinanden om vores troslære og dele vores holdninger med hinanden. Er det ikke korrekt forstået? Når vi så gør det på et offentligt sted, som f.eks. religion.dk, så bliver vi genstand for øretæver og anden grov kritik, blot fordi vores delte mening ikke følger den nuværende politiske korrekthed.

Enten har vi de rettigheder på vores side, eller også bør man klart og tydeligt sige til os, at vi bør gå stille om dørene med vores tanker og troslære, fordi den er uden for de givne rettigheders grænser.

Jeg kunne lige så godt have siddet på en sofa i et hjem og givet det svar, som jeg giver på religion.dk. Er det tilladt mig at gøre eller ej? Det er vist lovligt nok endnu. Mange af de givne svar om islam henvender sig primært til muslimer og bør af den øvrige del af den danske befolkning også forstås i den samme kontekst.

Muslimer søger svar fra islam
Muslimer som bor i Danmark tager normalt udgangspunkt i islams værdigrundlag, når de skal organisere deres liv. Det er ikke noget nyt. Nogle går mere op i detaljer end andre, og der er både mere fundamentalistiske og mere kompromissøgende muslimer.

Nogle er mere kulturelt forfinede og forsøger at tilpasse deres liv til deres omgivelser, mens andre fortsat forsøger at skabe en dagligdag, som om de lige er kommet ud af deres landsby.

Uanset hvordan muslimer handler i dagligdagen, så bør man forstå, at over 90 % af dem vil forsøge at spørge til råds hos kyndige, når de støder på et emne, som de ikke kan forholde sig til. Det kan være alt fra ritualer over ægteskab til sociale og økonomiske forhold.

Spørgeren er altså en muslim, som søger et autentisk svar på sit problem eller forhold. Uanset hvordan spørgeren selv tager svaret til sig, og om spørgeren stiller sig tilfreds eller ej, så er det et ansvar, der påhviler den adspurgte, at give så autentisk et svar som muligt.

Det betyder mere konkret, at spørgeren vil have et autentisk og dokumenteret svar. Hvad gør man så? Man søger i islams retskilder og finder et svar.

På religion.dk er der f.eks. mulighed for, at en muslim kan stille et spørgsmål til en anden muslim der antages at have et bredt kendskab for at få et svar. Hvis svaret ikke er autentisk eller velfunderet, så søger spørgeren med god ret bare videre, indtil denne finder det svar, som islam vil give.

I skal ikke indrette jer efter vores tanker
Den gode danske borger, som ikke er muslim, må derfor forstå, at langt de fleste muslimer gerne vil høre et svar, der bunder i islams kilder, uanset hvad den aktuelle danske politiske tendens så end er. Så selv om visse svar kan virke uforståelige for mange ikke-muslimske danskere, så er den adspurgte forpligtet til at besvare spørgsmålet med korrekt henvisning til islams lære.

I sidste ende er det spørgeren og ikke den adspurgte, som må vælge, hvordan han/hun vil takle dette svar inden for rammerne af de samfundsforhold, som de lever under.

Svaret er altså ikke rettet til den øvrige del af samfundet som helhed, og vi er mere tolerante over for vore kristne og hedenske danske naboer, end mange forestiller sig. Vi siger nemlig ikke, at I skal indrette jer efter vores tanker, men vi mener, at vi har ret til at have vores tanker.

Visse legaliserede forhold er ikke tilladt for en muslim, fordi det kan være skadeligt og forkert, og det oplyser man så en anden muslim om. At mene, at homoseksualitet er forkert for en muslim, er det samme som at fortælle, at en muslim ikke må spise svinekød.

Hvis man ikke må have lov til at bringe dette videre til anden fra samme minoritetsgruppe, så er der ingen mening med at give minoriteter ytringsfrihed og andre rettigheder.

Så ikke-muslimer behøver ikke at føle sig det mindste forstyrret af en muslims holdning. Hvad en muslim siger til en anden muslim, er ikke et åbent påbud til ikke-muslimer.

Jeg ønsker jer lykke til,

Ahmed Akkari
Grønland, oktober 2009