"En opdeling af Jerusalem er udelukkende et politisk anliggende"

Den israelske regering valgte i 1967 at garantere alle religioner en uhindret adgang til deres hellige steder i Østjerusalem, skriver Jonatan Cohn Maxild. Her ses en gruppe jøder, der beder foran Grædemuren i Jerusalem. Foto: Wikimedia Commons

Det er op til israelske politikere at afgøre, om man skal opgive Østjerusalem for fredens skyld, eller man skal holde på sin ret til en evig udelelig hovedstad, skriver Jonatan Cohn Maxild

Diasporaens jøder har i en periode på over 2000 år haft et ønske om at kunne vende tilbage til Jerusalem. Byen har nemlig en central plads i jødedommen. Det skyldes, at det var denne by, som den største jødiske konge, David, gjorde til hovedstad, og som de jødiske templer efterfølgende blev opført i.

Jerusalems betydning for jøderne

Man har derfor gennem århundreder kunnet høre jøder ønske hinanden, at fejringen af næste års jødiske påske, Pesach, skulle finde sted i Jerusalem.

Et andet eksempel på byens betydning er, at alle synagoger peger med retning imod Jerusalem. Et tredje eksempel er, at navnet zionismen, der er den jødiske nationalbevægelse for et hjemland i Israel, refererer til det mål, at jøder skal vende tilbage til Zion, hvilket er navnet på en af Jerusalems høje. Med andre ord kan Jerusalem altså ikke adskilles fra jødedommen, og for mange jøder er det utænkeligt, at Østjerusalem opgives til en måske fremtidig palæstinensisk stat.

Men at Jerusalem og jødedommen hænger sammen, er selvsagt ikke ensbetydende med, at jødedommen forudsætter, at Jerusalem er på jødiske hænder. Siden romerne gjorde en ende på de jødiske oprør i Judæa i de første århundreder efter vor tidsregning og op til seksdagskrigen i 1967, har hele Jerusalem ikke været under jødisk kontrol. Alligevel er jødedommen, som vi kender den i dag, i høj grad blevet til i denne periode.

Kun en politisk beslutning at opdele Jerusalem

Hvis Jerusalem bliver opdelt mellem Israel og palæstinenserne er der formentlig mange jøder, der vil sørge, men det er ikke ensbetydende med jødedommens endeligt. En potentiel opdeling er derfor ikke et religiøst anliggende, men udelukkende en politisk beslutning.

Vil en politisk beslutning om at dele byen op i en israelsk og palæstinensisk del være rimelig? Det er der mange i Europa, der mener. De ser Østjerusalem som palæstinensernes retmæssige hovedstad, og derfor er Israels suverænitet over denne bydel forkert.

Men hvad er det, der får mange til at mene, at palæstinenserne har ret til Østjerusalem som deres hovedstad? Det kan i hvert fald ikke være historien.

I 1947 blev der i FN fremlagt en delingsplan for Palæstina-mandatet, der ville resultere i en jødisk og en arabisk del. I denne plan var det endvidere fastlagt, at Jerusalem skulle være en by under international kontrol, således at alle blev garanteret adgang til deres hellige steder. Mens den jødiske delegation accepterede planen, afviste araberne den. Konsekvensen blev den israelske uafhængighedskrig i 1948, hvor Vestjerusalem blev israelsk, mens Østjerusalem kom under jordansk fane.

Fra 1948 til 1967 var jøder udelukket fra at besøge Østjerusalem, hvor resterne af Herodes' tempel lå. Da Israel i 1967 vandt den såkaldte seksdagskrig, blev Øst- og Vestjerusalem atter genforenet og udnævnt til Israels evige og udelelige hovedstad denne gang ikke i Kong Davids rige, men i David Ben Gurions moderne Israel. Selvom araberne havde forhindret jøders adgang til Grædemuren, valgte den demokratiske israelske regering at garantere alle religioner en uhindret adgang til deres hellige steder i Østjerusalem.

Historien taler altså ikke for, at Østjerusalem bør adskilles fra Israel.

Selvfølgelig kan man hævde, at jordanernes udelukkelse af jøder fra Østjerusalem ikke betyder, at det skal gå udover palæstinenserne. Men ingen kan betænke Israel i at ville undgå en situation, hvor man igen risikerer, at arabere udelukker jøder fra Østjerusalem. Og desuden kan palæstinenserne heller ikke komme udenom, at jøderne i 1947 accepterede et Jerusalem under international kontrol, mens palæstina-araberne afviste dette.

Der er selvfølgelig også dem, der mener, at Jerusalem bør opdeles, ikke fordi palæstinenserne nødvendigvis har ret til den østlige del, men fordi at det er den eneste måde, hvorpå man kan skabe fred. I den forstand vil en politisk beslutning om at dele byen op i en israelsk og palæstinensisk del være nemmere at forsvare som rimelig.

Men det bør være israelske politikere og ingen andre, der på vegne af sin befolkning træffer beslutningen om at opgive Østjerusalem, fordi man er kommet frem til, at fred ikke kan opnås uden en deling, og fordi man mener, at fred er vigtigere end at holde på sin ret til en evig udelelig hovedstad.

Jonatan Cohn Maxild er jøde, statskundskabsstuderende og panelist ved religion.dk