En pilgrim er en rejsende i længsel

Målet med valfart er ikke vandringen i sig selv. Målet er at møde Gud. Kirsten Kjærulff skriver om den katolske valfart

Det urolige hjerte
Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig. (Augustin).

Pilgrimsfærd, valfart, det er at begive sig af sted bort fra det trygge, hjemlige ud i det fremmede for at komme nærmere Gud. En pilgrim er en rejsende i længsel længsel efter Skaberen efter ens oprindelse og dybeste bestemmelse.

Derfor er pilgrimsfærd og valfarter fælles for alle folkeslag i verden, for ethvert menneske under solen er jo skabt af Gud i Kristi billede. Derfor søger og længes alle, der har et åbent hjerte, også selv om de giver Skaberen andre navne og ikke kender Kristus som Hans Søn. Derfor søger muslimerne til Mekka og hinduerne til Ganges.

Stjernepilgrim
At drage på valfart er at søge Gud. Et af de skønneste udtryk for sådan en pilgrimsfærd er beretningen om de tre vise mænd, som brød op fra deres fjerne hjemlande, fordi de havde fanget budskabet om stjernen, det tegn, som viste vej til Gud selv: Hans åbenbaring i Jesus-barnet i Betlehem.

Betlehemsstjernen er frem for alt ikonet på pilgrimmens længsel og mål. Måske du først må træde så mangt et mødigt fjed, før du kan finde vejen, hvor stjernen stråler ned. Hold ud, du stjernepilgrim på vej til Betlehem, du er på vej til lykken, du er på vejen hjem!, siger digteren Johannes Jørgensen.

Forlad dit land
Valfart og pilgrimsfærd er næsten det samme. Med ordet valfart forbinder man nok en større flok af mennesker på rejse mod et helligt sted, mens pilgrimsfærd måske i højere grad fokuserer på den enkeltes vandring.

Man kender fænomenet gennem hele Bibelen, lige fra den gang Gud kaldte på Abraham og sagde: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Det var det forjættede land, det sted, hvor Gud ville møde sit folk og opfylde sine løfter om Frelseren. Vandringernes strabadser og den sugende længsel var en bod og skulle rense den vandrende, lutre hans tro og forberede ham til mødet med Gud.

Kristus er vejens mål
Kristne valfarter og pilgrimsrejser har siden Jesus naturligvis altid haft HAM som rejsens egentlige mål. Derfor er de steder, hvor Han har levet og virket, hvor Han er død og opstanden, selvfølgelig de vigtigste valfartsmål: Jerusalem og Det hellige Land. Hans historiske, fysiske eksistens som et menneske blandt mennesker er det, som på en særlig måde kvalificerer de steder, hvor Han har levet. Inkarnationens mysterium har på en konkret måde helliggjort også den fysiske verden og de mennesker og ting, som Han har rørt.

Det forklarer også, hvorfor Hans apostle, martyrerne og alle hellige mennesker, som har levet i Hans efterfølgelse, også tiltrækker pilgrimme: Guds kraft og kærlighed manifesterer sig på en særlig måde i disse mennesker, hvad enten de er levende eller døde. Ligesom den kvalificerer Guds udvalgte steder og helliggør dem på en måde, der afgrænser dem fra de profane omgivelser.

Bed uden ophør
Hvorfor begive sig ud på sådanne rejser, som pr. definition var fyldt med farer og strabadser? Hvorfor ikke bare søge Gud i lønkammerets ensomhed og de hjemlige omgivelsers sikkerhed?

En væsentlig grund er, at pilgrimsvandringens strabadser skulle rense og helliggøre sjælen og derved gøre den rede til at modtage Guds nåde, når målet endelig var nået. Derfor var en pilgrimsrejse altid en rejse både på det ydre og det indre plan. Den ydre pilgrimsfærd er et billede på sjælens indre pilgrimsvandring mod det himmelske mål.

Derfor beder en pilgrim uden ophør: Med fødderne, mens han møjsommeligt vandrer mod målet. Og med hjerte, mund og hænder Jesusbønnen: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig, eller rosenkransbønnen, som er én lang meditation over hele Jesu liv, død og opstandelse.

Det er afgørende i den oprindelige, katolske valfartstanke, at det ydre plan ikke kan undværes. Det er konsekvensen af, at Gud har åbenbaret sig i den objektive historisk/fysiske virkelighed og derfor ikke kan reduceres til en subjektiv, rent åndelig/psykologisk kraft.

Formålet er, at mødet med Gud ved rejsens mål skal hjælpe dig med at blive forenet med Ham i et helligt liv, også når man forlader det hellige sted og vender hjem til sin daglige tilværelse. Helliggørelse at forlade alt for Guds skyld og at gøre Kristus til centrum i sit liv - det er det dybeste formål med en valfart.

Bare at røre ved kvasten af Hans kappe
At rejse til de historiske, geografiske steder bevirker også, at troen levendegøres på en sanselig måde, som ens egen fantasi aldrig kan erstatte: At stå på de steder, hvor Jesus færdedes og at dyppe fingrene i Jordan-flodens vand. Eller at køle fødderne i Genezaret-søens bølger og lade blikket glide hen over de selv samme kyster, som Jesus så ud over, da Han gik her ved søen og prædikede for folk. Eller at stå ved Bebudelseskirken i Nazaret og læse indskriften: HER blev Ordet kød.

Men også andre pilgrimsmål får troen til at brænde i brystet på dem, der søger Gud. Alle de steder, hvor Kristi efterfølgere har kæmpet for troen, f. eks. i Rom, hvor Peter og Paulus og mange andre døde som martyrer, dvs. vidner for Kristus. Eller Santiago, hvor apostlen Jacob (en af Zebedeussønnerne) ifølge legenden skulle være begravet.

Ligesom de syge på Bibelens tid prøvede at komme helt tæt på Jesus, røre ved Ham, ja bare røre kvasten på Hans kappe, sådan søger mennesker nu at nærme sig Jesus via et menneske, der har fulgt Ham efter, og hvis jordiske rester er til stede på valfartsstedet.

Ikke kun martyrer er vidner; Mænd, kvinder og børn, gennem hvem Gud på en særlig måde har talt til verden, er målet for valfarter. Tænk f. eks. på Frans af Assisi, som i særlig grad taler til nutidens mennesker. At stå på hans steder, hvor Gud har talt til ham og rørt ved ham, og hvor han har vidnet om Kristus og været et eksempel i Kristi efterfølgelse det rører ved ens sjæl på en særlig måde.

Og det kan aldrig erstattes af den hjemlige bedeskammel eller meditationer i den lokale natur, om den så er nok så paradisisk. Det er en spiritualisering af Gudsforholdet, som fornægter den kropslighed og sanselighed, som hører med til det at være menneske, og som Jesus selv helliggjorde, da Han blev menneske af kød og blod. Ja dybest set en spiritualisering af inkarnationens mysterium, som relativerer dens objektive sandhedsværdi.

Jesus Kristus er kriteriet på en autentisk åbenbaring
Her adskiller den moderne pilgrimskultur sig fra den oprindelige katolske form. Naturen er naturligvis altid et udtryk for Skaberens almagt, godhed, skønhed og visdom. Men i naturen alene finder du kun vidnesbyrd om Gud som Skaber, mens Kristus ikke er nærværende. Derfor står en sådan valfartsspiritualitet i risiko for at blive til en relativistisk, subjektiv, psykologiserende og selvcentreret terapibevægelse.

For kun gennem sin gradvise åbenbaring i Det Gamle Testamente og senere i kirkehistorien, men først og fremmest gennem sin åbenbaring i Kristus, taler Gud til os med menneskeord i den objektive historiske og fysiske virkelighed. Derfor helliggør Han på en særlig måde de mennesker, Han taler igennem, og de steder, hvor det sker.

I de senere århundreder har overnaturlige åbenbaringer også løftet udvalgte steder op til helligsteder og mål for valfarter, hvor pilgrimme strømmer til for at bede om hjælp, gøre bod og bede om tilgivelse og bringe takoffer.

Et af de første steder var Maria-åbenbaringen i Guadalupe i Mexico i 1536. Senere fulgte mange store og betydningsfulde Maria-åbenbaringer, de vigtigste i Lourdes (Sydfrankrig) i1858, Fatima (Portugal) i 1917 og Medjugorje (Kroatien) i 1981. Sidstnævnte åbenbaring er endnu levende, og millioner strømmer nu til dette valfartssted, der er blevet et af de største i verden.

Overalt er budskabet det samme: Omvend jer og tro på evangeliet. Det er Jesu budskab, som lyder igen og igen. Det er Jesus, der er centrum i alle disse åbenbaringer. Maria er kun formidleren, budbringeren, som i brylluppet i Kana: Gør, hvad som helst han siger til jer. (Joh 2,5).

Sakramenterne: Mødet med Gud
Her er vi ved sagens kerne: Kun hvis Kristus og Hans budskab er det centrale i åbenbaringen, kan man stole på, at der er tale om en autentisk åbenbaring. En valfart, der ikke har Kristus som mål, står i fare for at blive et egotrip.

Derfor må modtagelsen af sakramenterne også være kulminationen på en pilgrimsfærd. Gennem skriftemålet og først og fremmest gennem Eukaristiens sakramente bliver man jo i mysteriets virkelighedsdimension helt fysisk forenet med Gud, som man gennem hele sin lange færd har længtes efter.

Hvor den moderne valfart primært fokuserer på vejen, på selve vandringen, er det i den katolske valfart således målet, der er det afgørende vigtige: Målet er mødet med Gud. Vejen er kun forberedelsen i bod, renselse og omvendelse. Men en vej uden et mål er en selvmodsigelse, en meningsløs og trøstesløs ørkenvandring.

Det ligger jo i den jødisk-kristne menneske- og verdensopfattelse, at verden (makrokosmos) og mennesket (mikrokosmos) udvikler sig hen mod et endelig mål. Vi tror ikke på et evigt kredsløb, hvor det kun handler om at udvikle sit eget selv.

Den kristnes mål er at gå hellighedens vej for at blive forenet med Kristus, at blive ét med Ham. For Gud har i sin kærlighed og visdom besluttet i tidernes fylde at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske, og Han ønsker, at vi skal samarbejde med Ham i denne proces.

Kirsten Kjærulff er katolsk forfatter og foredragsholder

Læs mere her:
Theologische Realenzyklopädie, Band 35, Berlin 1976 -2006
Lexikon für Theologie und Kirche, Freiburg. Herder 1993-2001
New Catholic Encyklopedia: Pilgrimages
Helge Clausen: Katolsk Minileksikon. Katolsk Forlag 1994