"Ensomhed er som en ørkenvandring, hvor små knopper kan springe ud i sandet"

En del af menneskets liv går altid gennem ørkenen. Men det er ikke blot en udørken. For fornyelse og kreativitet kan blomstre midt i ensomheden, skriver forfatter og billedkunstner Jørn Henrik Olsen

Al god ensomhed er karakteriseret ved, at jeg er sammen med mig selv. Det går således på gode erfaringer og oplevelser i forbindelse med at være alene. Men kan man tale om lysbrud i det tavse mørke? Kan ensomheden blive god og generøs?

At vedkende sig virkeligheden i forhold til smerten over ensomhed kan være en hjælp. Man kan lytte eller læse sig til gode, livgivende ord. Ord kan, når de er bedst, føles eller opleves som en solidarisk hånd på skulderen. Som en slags støtteerklæring midt i livet og alt det svære. Det handler tit også om de ord, der ikke er blevet sagt, om den dør der blev lukket. Digteren Tomas Tranströmer henregner det til det, der hverken kan siges eller forties.
 
Der er betydelig forskel på, hvilken gavn og glæde et menneske har af sine overbevisninger, sin tro. Tvivlens usikkerhed og de kritiske refleksioner bidrager også til menneskets dannelse, dets liv og tro. Uden de store fortællinger dør ikke bare de bærende traditioner og erfaringer, vi taber også orienteringen i livet og mister de ord og billeder, som hjælper os med at tolke verden og os selv.

I fortællingerne får almengyldige problemer, tidløse spørgsmål og evige sandheder krop. I fortællingen kan jeg genkende mig selv i den anden, eller nogle gange genkende en anden i mig selv. Gennem fortællingen kan jeg være med i det, der ellers er umuligt at være med i. I fortællingen kan jeg møde og lytte til dem, jeg ikke har adkomst til ellers. Som menneske får jeg adgang til andres erfaringer og lader mig gennemskue ting, som synes uigennemskuelige.

Den svenske teolog Samuel Rubensen fremhæver i denne forbindelse, at vi har stolet meget på, at troen måtte vise sin styrke og direkte gennemslagskraft. Men vi har samtidig troet, at vi kunne undvære fortællingerne om dem, hos hvem troen virkelig har slået igennem. Måske har historieløsheden, ligestillingsidealer og andre træk ved vores kultur og menneskeliv bidraget til, at vi har tilegnet os en overtro på det moderne, autonome menneske som et rationelt væsen, der ikke har brug for beretninger og fortællinger, og hvor fornuften – og ikke forbilledet - er blevet idealet.
 
En del af menneskets vej går altid gennem ørkenen – i indre og ydre forstand. Ørkenperspektivet er ikke ment som en udørken. Det skal derimod hjælpe mennesker til at konfrontere den megen ligegyldighed, overfladiskhed og opgivenhed, der også er en del af kulturen og livet i dag. Det ensomme og stille liv tilbage i tiden hos for eksempel ørkenfædrene eller i de vidt forgrenede klosterbevægelser kan bidrage med inspirerende modkapital, sådan som også retræter og pilgrimsvandringer i dag byder ind som modbevægelse.

Vi slynges let ud i livets centrifuge og er blevet overbevist om, at periferi er centrum. Små ting bliver store, og det umistelige presses væk. Vi har forsøgt os med at tage livet af Gud. Det er af mange grunde ikke nemt at tro på Gud. Nemmere er det at tvivle på ham. Men forsøger vi direkte at tage livet af Gud, tager vi dybest set også livet af os selv, nemlig gudsbilledet i vores væsen. Vi er ikke lykkedes med det, og det vil vi heller ikke. Men vi er blevet svækkede." 
 
Når ensomhed er et frivilligt opsøgt sted, hvor der er gode betingelser for ro og stilhed, kan ensomheden derfor være særdeles god og givende. Da kan for eksempel fornyelse og kreativitet blomstre midt i ensomheden. Selv erfaringen og erkendelsen af grundensomheden hos os selv kan være et vigtigt brohoved for en forbindelse til andre. En højdespringer må igen og igen trække sig tilbage, for at tage tilløb og klare springet. En ensomhed kan også tjene tilrettelæggelsen af aktiviteter og fællesskaber, som vi kan vokse ind i og glædes over.

Jørn Henrik Olsen
Forfatter, ph.d., cand.theol og billedkunstner 
Se hans bog Den blå ild: Ensomhedens længsel og skønhedens smerte