Ensomhed kan sætte mennesket fri

Ensomheden er som en indsigt, der kan slå hul i muren hos det menneske, der måske drives frem af jageriets motor, helt ned i hverdagslivet, skriver teolog Jørn Henrik Olsen. Foto: Giorgio Pulcini - Fotolia

Ensomhed kan være en tung følelse. Men mennesket bliver frit, når det i frivillig ensomhed tilsidesætter tidens krav om fornyelse og effektivitet, skriver teolog Jørn Henrik Olsen

Ensomhed er overvejende en god ting, når den er frivillig eller selvvalgt. Alligevel sniger den noget ubestemmelige følelse af utilstrækkelighed og manglende vellykkethed sig ind på mange mennesker. De påtvinges en noget skampræget erkendelse.

Følelsen af uforbundethed åbner op til en sårbarhed og smerte, hvor det er svært at skimte den positive side af ensomhed. Når man ikke er forbundet til noget, som på et dybere niveau betyder noget for en, bliver man ensom – måske helt frem til jordelivets sidste dag. Uvægerligt kommer man til at tænke på ham, om hvem der blev sagt: ”Selv i døden var han ensom.”

Ensomhed er ofte en livstung erfaring og følelse. Derfor må der altid kaldes til kamp med den eksistentielle ensomhed, der slår bunden ud af et liv, hvor naturlige relationer indgår og bærer igennem. Derfor bør vi heller ikke opfordre til uhildet dyrkelse af ensomhed.

Man skal ikke have talt længe med mennesker, der åbent vedgår deres ensomhed, for at erfare at den kan være svær at bære og acceptere. Megen livsvilje knægtes på ensomhedens vej. Der er aldrig langt til, at man føler sig parkeret diagonalt i et parallelt univers. Man venter på noget, som aldrig bliver til virkelighed. Men ensomhed er også en god ting. Alt det fraværende i ensomheden må derfor ikke alene blive bestemmende for det nærværende. 

En række gode gevinster knytter sig til ensomheden.

Det er godt at forsone sig med grundensomheden i livet. For ensomheden er i og for sig et livsvilkår. Derfor er det ikke entydigt negativt at opleve sjælens mørk nat. Vi må som mennesker acceptere, at både eksistentielle over- og undertoner klinger med i ensomheden.

Ensomhed skaber ofte vej for fornyelse og kreativitet. Den giver adkomst til en særlig styrke. Den er som en indsigt, der kan slå hul i muren hos det menneske, der måske drives frem af jageriets motor, helt ned i hverdagslivet. Det ydre får hurtigt mere styrke i livet, når man fortløbende ønsker at være meget effektiv. Men en koncentration om alt det potentielt opnåelige resulterer tit i en mere stålsat ensomhed. Den bygger ingen broer til de mere forløsende drømme og inspirationskilder. Det er på det ensomme, stille og tomme sted, at de bedste idéer har sit fødested.

Den frivillige ensomhed og pause gennem en aktiv tilsidesættelse af tidens almindelige krav og trends, en frasigelse af verdens nyheder, herunder alle de interessante kulturelle, politiske og teologiske diskussioner, gør et menneske mere frit. Også ofte mere glad og ubekymret. Afvisningen af ensomhedsmagtens fangarme bliver en reel mulighed.

Ensomhedens store udbredelse i nutidens kultur og samfund fortjener en aktiv modhandling. Det forudsætter måske, som den tyske sociolog Hartmut Rosa påpeger det, at man modarbejder den sociale acceleration og fremmedgørelse i samfundet og hos enkeltmennesker. Den smertelige adskillelse i familie- og samfundslivet plus individualismens opløsning af den sociale kit noget af en kraftkilde i dag. Men omvendt kan netop det menneske, der har forsonet sig med ensomheden, finde ind til et opgør med den unødvendige eksistentielle rystelse og afværge en stadig voksende livslidelse.

Ensomheden kan også smelte sammen med stilheden. Da er den tit stærk. Der findes en velsignet stilhed på den ensomme vandring. Denne vandringsvej tager det tid at finde. På vejen kan man sende et andet menneske de bedste tanker. Generelt går man sig de bedste tanker til på den stille vandring. Indsigt og livsvisdom befinder sig pludseligt indenfor rækkevidde. Oplevelsen af ensomhed derude i ørkensporet i perioder af sit liv åbner op til megen god efterklang eller eftertænksomhed. 

Ensomhed er ikke nødvendigvis et fastlagt spor. Men sjælen der ser skønheden og storheden i livet må nogle gange vandre alene. 

Jørn Henrik Olsen, cand.theol., ph.d., forfatter, foredragsholder og billedkunstner.

Billedkunstner: Jørn Henrik Olsen