Er der ligestilling mellem kønnene i Koranen?

KVINDESYN: Er Koranen selv kvindeundertrykkende, eller er det noget, der er lagt ned over den af bange muslimske mænd, spørger Ricardt Riis i sin diskussion med Aminah Tønnsen

Debatten mellem Ricardt Riis og Aminah Tønnsen fortsætter - læs også første del "Vold imod kvinder er et universelt fænomen"

Debatindlæg af Ricardt Riis:

Vold mod kvinder er et universelt problem, hævder Aminah Tønnsen. Det har hun sagt før, om jeg husker ret. Da jeg hævdede, at der på vore krisecentre for kvinder var et overtal af muslimske kvinder, fik jeg også den stukket ud: Vold mod kvinder er et universelt problem.

Og sandt er det jo, at det findes i alle kulturer. Men hvad van Gogh-filmen focuserer på, er, om koranen kan give anledning til, at en mand slår sin hustru. Ét af de vers, kvinden i filmen har malet på sin krop, er netop Sura 4,34. Og Aminah Tønnsen siger da også, at dette vers er blevet misbrugt på det skammeligste op gennem historien. Det vil sige, hvis det er noget sludder, jeg har skrevet, så ser det ikke ud til, at jeg er helt alene om det. Ikke blot har jeg Hirsi Ali med mig (manuskriptforfatteren til van Gogh-filmen), men også en lang muslimsk tradition støtter mig, så det er altså ikke helt forkert, når jeg hævder, at "mændene har haft en fortrinlig forbundsfælle i koranen".

Angående udlægningen af sura 4,34 og specielt betydningen af ordet "dharaba" vil jeg gøre to bemærkninger.

1) Det forekommer lidt uheldigt, at Muhammed har valgt et så mangetydigt ord i en sådan ret afgørende sag. Og endnu mere uheldigt bliver det jo, hvis man forestiller sig, at det er Gud selv, der har valgt ordet.

2) Det ser ud til, at de anbefalinger, som manden får i vers 34, har en vis stigende tendens indbygget i sig; at altså meningen er, prøv først dette, hvis det ikke hjælper, så dette, og endelig hvis det heller ikke hjælper, dette tredie. At formane er, hvad manden først skal prøve, hvis hans kone ikke opfører sig ordentligt; dernæst skal han nægte at dele seng med hende; endelig skal han gøre det, som betegnes med ordet "dhabara".

Dette ord kan, siger Aminah Tønnsen, betyde "slå, eksemplificere, fordømme, drage ud, dække, forklare, forsegle og ignorere". Af dem kunne man tænke sig "forsegle og ignorere" dækkende den tredie og mest alvorlige anbefaling til manden. Men "ignorere" synes at være dækket ind under den anden anbefaling. "Forsegle" måske også. Og så er der jo ikke så meget andet end "slå" tilbage. Denne oversættelse er da også, hvad de tre oversættere, jeg fandt på nettet, går ind for.

Jamen, siger så Tønnsen, "oprigtigt gudstroende ville aldrig ty til vold". (Jeg går ud fra, at Tønnsen her mener "vold i ægteskabet").

Det er nu en påstand, der lyder som et hurtigt skud fra hoften. Jeg kan da udmærket forestille mig, at mange oprigtigt fromme mennesker ville ty til vold, også overfor deres hustruer. Det gælder både i oldtiden, i middelalderen og i 15- 1600-tallet, at manden af religionen (kristendommen eller islam) blev regnet for den ansvarlige i familien; og at han tænktes at bruge de midler, han havde til rådighed, deriblandt også sin større muskelkraft.

Problemet er jo ikke de ægteskaber, hvor det går godt. Problemet er dem, hvor konen skejer ud (hvad konen skal gøre med den mand, der skejer ud, fortælles der ikke noget om). Og her forekommer det mig ikke umuligt, at en from middelaldermand af sin egen fromme livsholdning vil føle sig foranlediget til at slå sin kone. Dengang tænkte man sig jo ikke manden og kvinden som ligestillede partnere. Det er først noget, der er kommet ret sent ind i vor kulturs historie.

Af samme grund har jeg også svært ved at se, at den læsning, der bruger ordet "slå" i sura 4,34 er i "dyb modstrid med Koranens øvrige udsagn om kvinder og kønsroller såvel som også med utallige udsagn i islamisk tradition". Men jeg har en fornemmelse af, at Amimah Tønnsen er i gang med et projekt, der skal vise, at alle de muslimske kulturer, der har eksisteret fra Muhammed til for 50 år siden, har taget fejl i deres læsning af koranen: den er slet ikke så kvindefjendsk, som man vil gøre den til.

Og jeg ville da sådan set kun ønske hende al mulig lykke og held med dette foretagende, hvis ikke det var, fordi jeg ikke tror særlig meget på det. Jeg betragter koranen som et stykke litteratur fra middelalderens Arabien, intet mere. Og det er ikke mærkeligt for mig, at den tildeler kvinden en så underordnet rolle, som den gør. For det gjorde alle kulturer dengang. Nogle islam-kendere hævder, at den i datidens Arabien forbedrede kvinders vilkår. Højst sandsynligt, vil jeg sige.

Problemet er blot, at udviklingen af den guddommeliggjorte koran blev låst fast på dette trin. Fordi koranens ord betragtes som Guds egne ord, er det umuligt at ændre de regler, der fastsættes deri. Det svider til nutidens muslimer, der skal leve i vestlige samfund, hvor udviklingen, i hvert fald, hvad kvindefrigørelse angår, er gået betydeligt videre end indenfor de muslimske samfund.

På den måde kommer muslimen til at stå i et moderne, vestligt samfund og skal rette sig efter regler fra middelalderen: regler, der forbyder en muslimsk kvinde at gifte sig med en ikke-muslimsk mand, regler, der giver manden og kun manden ret til skilsmisse, regler, der kun giver kvinder halv arveret i forhold til mænd, og måske også regler, der giver manden lov til at slå sin kone. Lad os antage, at det efterhånden kom til at blive almindelig anerkendt i muslimske kredse, at "dhabara" her betyder "ignorere", så det altså blev betragtet som forkert at slå sin kone under nogen omstændigheder. Så har vi alle de andre koranudsagn tilbage. Og hvad med dem? Skal de også nyfortolkes? Og kan de nyfortolkes? For at betragte koranen som det, vi vesterlændinge anser den for: en middelalderbog, det går vel ikke an!

Jo, muslimer har et problem med vold i ægteskabet. Det er ikke tilfældigt, at der er en overvægt af muslimske kvinder på vore kvindecentre. Det skyldes heller ikke bare det kultursammenstød, som muslimer bliver udsat for. Det skyldes også den udbredte forståelse af koranens ord, at sura 4,34 giver en mand lov til at slå sin hustru.

Derfor ramte filmen ned i et væsentligt samfundsproblem for os i vesten, der nu har så mange muslimske medborgere, hvis skæbne ikke kan være os ligegyldig.

Ricardt Riis

Svar fra Aminah Tønnsen:

Du husker forkert: Hvad jeg skrev var, at der "har eksisteret krisecentre for kvinder i mange år, før den første muslimske kvinde satte sin fod i et sådant. Og mange af de kvinder, der i dag fylder krisecentrene, er faktisk gift med danske, kristne mænd". Mænd, der tyr til vold, gør det i afmagt, vrede og frustration - eller af angst for at miste og manglende selvværdsfølelse. Det er følelser, der ikke er bundet til en bestemt etnicitet, nationalitet eller religion.

Ad 1) Langt de fleste ord har forskellige betydninger eller nuancer og kan indgå i forskellige sammenhænge - på arabisk som på alle mulige andre sprog inklusive dansk. Det er netop en af de faktorer, der gør budskabet - og specielt den etiske del - rummeligt, variabelt og dynamisk. Udfordringen ligger i at læse teksten, så den danner et hele og lever op til devisen "at tjene Gud ved at tjene skabelsen". Etiske anvisninger kan ikke gøre krav på at være universelle, hvis der kun er én eneste fortolkning mulig.

Ad 2) At et bestemt ord bruges i flere forskellige sammenhænge i Koranen betyder naturligvis ikke, at alle varianter kan bruges i alle sammenhænge. Jeg hører altså til dem, der i forbindelse med 4:34 bruger betydningen "separere" eller "standse et forehavende for at protestere eller stille krav" - hvilket jeg finder mest sandsynligt, hvis det efterfølgende vers skal give mening og fortolkningen ikke skal stride imod Koranens øvrige udsagn om kvinder og kønsroller.

Når jeg skriver "oprigtigt gudstroende ville aldrig ty til vold", så mener jeg det faktisk. Jeg kender ingen religion eller lovgivning, der opfordrer til eller billiger selvtægt og vold imod sagesløse. Inderlig og oprigtig religiøsitet hjælper menneskene til at styre negative følelser - i stedet for at lade sig styre af dem. Inderlig og oprigtig religiøsitet får det bedste frem i mennesker, så de virker til gavn for det fælles bedste.

Jeg er fuldstændig klar over, at du betragter Koranen som "et stykke litteratur fra middelalderens Arabien", og at du - som du har skrevet andetsteds - mener, "at muslimer tror ud i den blå luft". Den mening har du naturligvis lov at have; men som jeg flere gange har påpeget, så får man, hvad man søger: Hvis man går til Koranen for at få sine fordomme bekræftet og uden et virkeligt ønske at forstå indholdet, vil man aldrig kunne forstå den. Derfor giver det ingen mening at fortsætte denne diskussion.

Med venlig hilsen

Aminah Tønnsen

Svar fra Ricardt Riis:

Aminah Tønnsen skriver, at det ikke giver mening at fortsætte denne diskussion. Jeg havde skrevet, at jeg betragter koranen som et stykke litteratur fra middelalderens Arabien. Hun fortæller også, at jeg tidligere har skrevet, at "muslimer tror ud i den blå luft". Det havde jeg glemt, men det skal såmænd nok passe. Men ærlig talt, er det noget særligt? Må muslimer ikke regne med, at det er den måde, ikke-muslimer betragter koranen på? Hvordan kan man ellers se på den som ikke-muslim? Og hvis muslimer uden nogen begrundelse tror, at koranen er Guds ord, så er det da i almindelig sprogbrug at tro ud i den blå luft.

Tønnsen fortsætter: "Hvis man går til Koranen for at få sine fordomme bekræftet og uden et virkeligt ønske om at forstå indholdet, vil man aldrig kunne forstå den". En sådan bemærkning lader ane, at hun mener, det er sådan, jeg går til koranen. Derved bliver bemærkningen lettere nedvurderende og egentlig ikke fremmende for nogen dialog. Men dertil kommer, at det er forkert. Jeg går til koranen for at blive klogere på, hvordan mine muslimske landsmænd tænker. Men forøvrigt, vi skulle vel kunne diskutere koranens tekst uden at kræve særlige trosforudsætninger af hinanden. Den er jo dog skrevet på et forståeligt menneskesprog.

Imidlertid, Aminah Tønnsen vil ikke fortsætte dialogen med mig. Nuvel, så må det blive til en monolog. For jeg vil godt prøve at gøre det klart, hvordan jeg ser på Tønnsens bestræbelser på at vise, at koranen ikke er kvindeundertrykkende. Altså, er koranen selv kvindeundertrykkende, eller er det noget, der er lagt ned over den af bange muslimske mænd?

For at få svar på det har jeg hentet lidt materiale ned fra nettet. Der er nemlig en del kvindelige muslimske teologer, der ligesom Tønnsen vil vise, at koranen stiller kønnene lige langt mere, end man før har troet.

Det, jeg vil tage frem her, er koranens syn på menneskets skabelse. Det kan bl.a. ses i sura 4,1, hvor det hedder: "O menneskehed! Ær jeres herre og vogter, som skabte jer af en enkelt person, skabte hans mage af en lignende natur, og fra de to udbredte talløse mænd og kvinder".

Det spørgsmål, der her rejser sig for koranudlæggeren, er, om dette vers skal forstås selvstændigt eller på baggrund af den bibelske skabelsesberetning. Koranen vil ikke nægte, at der har fundet en åbenbaring sted overfor Moses, den henviser sommetider til, hvad der blev sagt til Israels børn. Men naturligvis, alle muslimer regner koranen for den endegyldige åbenbaring. Men tænkes her den bibelske fortælling at være kendt af tilhørerne, så det ikke behøver nævnes, at Eva blev skabt af ét af Adams ribben, eller har ordene her slet ikke noget med den bibelske beretning at gøre?

Det spiller en vis rolle, fordi det jo er gået i den muslimske verden, som det er gået i den kristne verden, at myten om Evas skabelse af Adams ribben på forhånd har givet kvinden en plads som mandens tjenerinde. Hvis det er gået sådan for sig, så vil næsten uvægerligt en from eftertid regne med, at mand og kvinde IKKE er ligestillede, nej, manden kom først og kvinden kom til som en skabning, der skulle være manden en medhjælp, som det hedder i 1 Mos 2,18.

Indenfor kristendommen har denne tendens været ret udtalt. Paulus kan således henvise til denne skabelsesberetning, når han skal sætte kvinderne "på plads". Han skriver i 1 Kor 11,8: "For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld". Det er sådan set ret mærkeligt. For i bibelen har vi faktisk TO skabelsesberetninger. Og den første skabelsesberetning siger ganske klart, at Gud skabte dem som mand og kvinde, at altså de to køn blev til samtidig og derfor er ligestillede (1 Mos 1,27).

Blot har den jødiske og kristne tradition flettet de to skabelsesberetninger sammen, så forestillingen om Eva som skabt af Adams ribben fuldstændig har fået overvægten. Først den moderne historiske kritik har formået at frisætte den første skabelsesberetning, så den igen er kommet til ære og værdighed.

Det skal også føjes til, at Paulus i Gal 3,28 siger: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus". Den énhed i Kristus er ikke så ringe endda.

Nu véd man, at Muhammed har lært ikke så lidt af jøderne og de kristne på hans tid, og det er derfor ret sandsynligt, at han har kendt historien om Evas skabelse. Men derfor behøver det jo ikke være sådan, at denne beretning forudsættes kendt i koranen. Eller den behøver ikke forudsættes godkendt; for det kunne jo være, at koranordene lidt stilfærdigt ville kritisere den bibelske beretning.

Det sidste kan man dog vistnok udelukke. Koranen plejer at holde på, at der er overensstemmelse mellem de tidligere åbenbaringer (den til Moses og den til Jesus) og så åbenbaringen til Muhammed. Men alligevel kan man vel godt tænke sig, at koranen vil være en selvstændig beretning, der skal tolkes og tydes uden hensyn til, hvad der står i bibelen.

Det er i hvert fald, hvad de muslimske feminister vil forsøge på. Og jeg ville da sådan set ønske, at det måtte lykkes for dem. For jeg holder i de bibelske beretninger så afgjort på første skabelsesberetnings og Paulus' ligestillingstanke. Men jeg véd ikke, om det er holdbart, hvad koranen angår.

Der er nu først det ved det, at der findes ganske mange hadither, som fortæller, at Muhammed så udmærket har kendt beretningen om Adams ribben. En hadith er en overlevering om noget, Muhammed har sagt. Den har ikke samme vægt som et koranord, for dette er direkte åbenbaret for Muhammed, hævder muslimerne. Haditterne er "kun" Muhammeds egne tanker om dette og hint. Men almindeligvis regnes de dog for at have en vis lovgivningskraft. Historisk set er koranordene de ældste og de bedst overleverede. Haditterne er først blevet samlet cirka 150 år efter Muhammeds død. De kan have været i omløb i mundtlig form i mellemtiden, men man kan ikke udelukke, at en del af dem er blevet opfundet til lejligheden.

Men alligevel, skulle alle de seks hadither, der fortæller, at Muhammed ikke blot kender historien om Evas skabelse af Adams ribben, men også bruger den til at tale nedsættende om kvinder med, være opdigtede?

Én af de tekster, jeg har fundet frem på nettet, en lille artikel af Reema Zeineldin, hævder netop det. Og begrunder det med, at en bestemt person er nævnt i alle de seks hadither som én, der har været med til at overlevere dem. Og, siges der videre, denne person forekommer i andre sammenhænge som en upålidelig person, hvis vidnesbyrd man ikke kan regne med.

Dog, hvad betyder det? Det betyder jo ikke mere, end at man ikke kan regne med Muhammeds kvindefjendske udtalelser. Det er sandelig også en væsentlig ting. Men man kan ikke slutte, at Muhammed ikke har kendt beretningen om Evas skabelse af et ribben fra Adam. Så stadigvæk, denne beretning kunne godt klinge med i sura 4,1.

Gør den så det?

Ja, det tror jeg faktisk.

Jeg kan godt se, at feministerne har en pointe, når de siger, at der her i sura 4,1 netop ikke står noget om, hvilket køn denne første person er. Ganske vist bruges der et ord "nafs", som er femininum, men der lægges her ikke vægt på kønnet, ordet bruges begrebsmæssigt. Dette ord kom indenfor sufismen (en mystisker-retning indenfor islam) til at betyde "sjæl". Derfor kan ordet her oversættes ved "sjæl", og man kan tolke verset sådan, at både Adam og Eva blev skabt ud fra denne sjæl, hævder Reema Zeineldin.

Men ærlig talt, det er nu ikke så ligetil at se. Det kan godt være, at nafs kan betyde sjæl, og at der ikke i den anledning siges noget om, hvilket køn der er tale om. Men der står netop ikke, at både Adam og Eva blev skabt af denne sjæl, nej, der står, at denne sjæl var den første og at der af denne blev skabt endnu en sjæl, ligedannet med den første. Så det højeste, man kan hævde, er, at det ud fra teksten her er uvist, om det var Adam eller Eva, der blev skabt først. Én af dem blev skabt først, og den anden blev så skabt derefter som den førstes mage, men, kan man sige, der lægges ikke vægt på, om det var manden eller kvinden, der var den første.

Og det er så spørgsmålet: Er koranteksten ligeglad med kønnet? Kan man ud fra formuleringen her drage den slutning, at kønnene ifølge koranen er ligestillede? Det forekommer mig meget usandsynligt. Ikke mindst, fordi man ikke kommer udenom, at den bibelske beretning var kendt i forvejen. Og hvis koranen havde villet sige, at kønnene var ligestillede, skulle den have sagt som bibelens første skabelsesberetning, at Gud skabte mennesket, han skabte dem som mand og kvinde, ikke at den ene blev til først og den anden blev til af denne første. Forøvrigt siges det samme tre andre steder i koranen, nemlig sura 7,189, 30,21 og 39,6 uden at der ændres på ordlyden.

Nuvel, jeg har gjort temmelig meget ud af dette korancitat, for jeg mener, at det herudfra kan ses, om de muslimske feminister har en god eller en dårlig sag. Og skønt jeg altså ønsker dem al mulig held og lykke med deres kamp for at mindske kvindeundertrykkelsen, kan jeg ikke se andet, end at koranen er meget dårlig til det brug. De føler vistnok selv, at der ligger store muligheder for dem ved at optræde ud fra den almindeligt godkendte teologiske forudsætning, at koranen bogstavelig er Guds ord. Derudfra mener de at kunne bevise, at det ikke er koranen, der er kvindefjendsk, men de mandlige udlæggere af samme, der er det.

Som man måske husker, var det noget af det, der var min indvending mod Aminah Tønnsen i første omgang: De mænd, der undertrykker de muslimske kvinder, har en god forbundsfælle i koranen, mente jeg. Nu har jeg så undersøgt det lidt nøjere, og desværre må jeg give mig selv ret: Det har de stadigvæk. Koranen er ikke neutral, hvad køn angår.

Så er der nok nogen, der vil sige: Javel, men er bibelen ret meget bedre? Mit svar er, at vi kristne ikke læser bibelen, som muslimer læser koranen. Vi udlægger bibelen ud fra Paulus' ord om, at bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende (2 Kor 3,6). Og det betyder ikke, at det hele ikke skal tages så højtideligt alligevel, det betyder, at det er os selv, der skal forstå budet, det er os selv, der skal formulere loven, vi skal leve efter ånden, ikke efter bogstaven.

I den kristne teologi, men så at sige ikke i muslimsk teologi, er der noget, der hedder den naturlige lov'. Hvad vi skal gøre og ikke gøre, er noget, der er skrevet ind i vore hjerter, ikke noget, der er nedskrevet i en lov. Denne naturlige lov' er f. eks. den retfærdighedsfornemmelse, vi alle har siddende i os. Den er det, vi i de kristne samfund vil afbilde med vore love og bestemmelser.

Muslimerne tænker sig, at koranen er en kopi af en himmelsk koran, som via Gabrial og Guds sendebud, Muhammed, er blevet givet til os mennesker; når derfor lovene i et samfund er i overensstemmelse med koranen, er de ikke menneskelige love, men guddommelige love, og muslimer kan derfor sige til os vesterlændinge, at vore love jo kun er menneskelige, deres derimod guddommelige. Vi kristne tænker os, at den guddommelige lov er skrevet i ethvert menneskes hjerte, og vi bestræber os for igennem vor rent menneskelige lovgivning at få så god overensstemmelse som muligt med den naturlige lov', som Gud (eller fornuften eller sproget) har lagt ned i os.

Vi véd godt, at vi aldrig vil kunne opnå fuld overensstemmelse, men vi argumenterer med hinanden frem og tilbage, for hele tiden at kunne forbedre vore love, så den størst mulige grad af retfærdighed opnås. Og muslimernes påstand om, at deres love er guddommelige, er nærmest blasfemi i vore ører.

Den iagttagelse havde allerede Paulus gjort. Han siger i Rom 2,14: "For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. v15 De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden". At Paulus har ret i denne påstand, kan såmænd ses også på muslimer og deres overvejelser.

Tanken om kønnenes ligestilling er en tanke, der er vokset frem igennem de sidste århundreder, og den er vokset i styrke i takt med, at kønnene rent faktisk er blevet ligestillet. Tidligere kunne man slet ikke forestille sig, at et samfund kunne bestå, hvis kvinderne kom ud af deres underordnede stilling, så derfor havde ligestillingstanken dengang yderst dårlige vilkår, men nu, hvor vi har erfaret, at samfund ikke blot kan bestå, men endog bestå som langt lykkeligere og bedre samfund end de tidligere samfund, nu stormer ligestillingsforestillingen frem. Det gør den også i muslimske lande. Med det resultet, at man nu må til at begrunde koranens forskelsbehandling af kønnene. Og det gør man så.

Når muslimske teologer f.eks. skal forklare, hvorfor kvinder kun arver halvt så meget som mænd, så begrunder de det med, at manden har forsørgelsespligt overfor sin hustru, mens hustruen ikke har det overfor sin mand. Og det er en begrundelse taget fra den naturlige lov', som er skrevet i ethvert menneskes hjerte. På den måde forsvarer de koranens forskrifter overfor de anklager, der kan rettes imod dem, ud fra den naturlige retfærdighedsfølelse, uden at de dog er klar over, at det er det, de gør.

Spørgsmålet er jo så blot, om muslimer vil ændre deres koranforskrifter i takt med, at forsørgelsesforpligtelsen kommer til at gælde for både mand og hustru? Og hvis de ikke vil det, måske fordi de betragter koranen som guddommelig, så viser det, at det, der vejer tungest for dem, ikke er den naturlige lov, som det er for os, men koranens forskrifter, også når de går imod den naturlige lov.

Det samme kan man se, når Aminah Tønnsen skal forsvare den sharia-forskrift, der siger, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand. Det er uklogt, siger hun, som muslim vil man helst have ens børn opdraget muslimsk, det kan man ikke få med en ikke muslimsk mand, for i de fleste lande er det mandens religion, der er afgørende. Altså: Sharia måles med fornuftens alen, ikke omvendt. Og vi får ikke svar på det spørgsmål, om sharia-forskriften skal ændres, hvor det, som her i landet, ikke automatisk er mandens religion, der bestemmer børnenes religion.

Det er, for mig at se, den væsentligste vanskelighed, muslimer står overfor i vore demokratiske samfund: de kan ikke få koranens guddommelighed indplaceret i den stadig pågående demokratiske diskussion, vi har om, hvordan vi får vore love til at blive mest muligt retfærdige. For koranens love betragtes, netop fordi de regnes for guddommelige, som uforanderlige.

Men naturligvis, jeg lader mig gerne bibringe en endnu bedre forklaring. Blot det ikke er en bortforklaring.

Ricardt Riis

Læs flere artikler i vores tema om kvindesyn under "Religiøse svar".