Er religiøse mennesker dummere?

En dansk intelligensforsker, Helmuth Nyborg, vakte i januar 2007 opmærksomhed med en undersøgelse, der viste, at religiøse mennesker er mindre intelligente end ateister. Nu stiller han op som folketingskandidat for partiet Stram Kurs

Ud fra en intelligenstest, der blev foretaget på 7000 unge amerikanere, konkluderede Helmuth Nyborg, at religiøse mennesker statistisk set har en lavere intelligens end ateister. I hans undersøgelse scorer ateister 5,8 intelligenskvotient-points højere end religiøse

Nogle religiøse talsmænd har protesteret imod hans konklusion. Indtil videre har jeg ikke fundet deres indsigelser berettigede. Så vidt jeg kan se, har Helmuth Nyborg som forsker blot videregivet nogle forskningsresultater, der taler deres eget upartiske sprog. Det har han gjort uden hensyn til, om de er politisk korrekte eller ej, eller om nogle kan lide dem eller ej, hvilket han i øvrigt fortjener ros for. Flere af den slags forskere, tak.

At jeg i samme åndedrag vil hævde, at den religiøse konklusion ikke desto mindre er en mere intelligent konklusion end den ateistiske, behøver så en nærmere forklaring. At mere intelligente mennesker skulle nå til mindre intelligente konklusioner end mindre intelligente mennesker, lyder nok som en selvmodsigelse i nogles ører (underdrivelse tilsigtet). Derfor kræver dette en nærmere begrundelse.

At en religiøs konklusion er mere intelligent end en ateistisk kan hurtigt forklares med, at det er den bedste naturvidenskabelige forklaring på verden og livet, der har træk, der ikke ser ud til at kunne forklares på nogen anden måde, end at der står en Gud bag. Specielt i disse år er det blevet tydeligt for mange videnskabsfolk, at forsøget på at forklare livet med fysikkens love alene er slået aldeles fejl, og den eneste alternative naturvidenskabelige mulighed er en form for bagvedliggende skabende intelligens.

Erkendelse af Guds eksistens er altså ikke en uintelligent konklusion, men en rationel, naturvidenskabelig slutning. Hvorfor når mere intelligente mennesker så ofte (eller måske ligefrem oftest) til en modsat konklusion? Her skal man selvfølgelig forstå, at Helmuth Nyborg ikke har konstateret, at religiøse mennesker ikke kan være intelligente, eller at ateister ikke kan være dumme. Der er selvsagt masser af eksempler på det modsatte.

Ifølge min matematiklærer var Leonardo da Vinci og Goethe de to mest intelligente mennesker, man har kendt til. Begge var religiøse, ligesom Einstein var det. Marx, Stalin og Sartre var også intelligente, men de var ateister. Intelligente mennesker findes i begge lejre.

Det er også værd at have i mente, at undersøgelsen kunne tænkes at have givet andre resultater, hvis den var foretaget på andre steder og tider. En tilsvarende undersøgelse for flere hundrede år siden kan have vist noget andet. I lande, hvor ateisme selv i intellektuelle miljøer er en sjældenhed (Indien dukker op som et eksempel), ville undersøgelsen måske have givet et andet resultat.

I det hele taget er det vigtigt at være opmærksom på den historiske tidslomme, som vi befinder os i. Historisk set lever vi i darwinismens tidsalder, og specielt det intellektuelle miljø tager i høj grad fortsat darwinismen for givet som sit metafysiske grundlag.

Darwinismen, eller mere præcist idéen om, at det er muligt at forklare livet med fysikkens og kemiens love alene, har været den mest indflydelsesrige tanke på Vestens kultur de sidste 150 år. Den har for øjeblikket mange og blandt uddannede mennesker sikkert et flertal overbevist om, at det er muligt at forklare livsfænomenet uden at skulle inddrage en bagvedliggende guddommelig intelligens, en ting, som de færreste kunne forestille sig før darwinismens fremkomst.

At darwinismen så i dag er under et naturvidenskabeligt angreb, som ikke før er set i dens historie, og at det bestemt er muligt, at den om nogle år er opgivet som en mulig videnskabelig forklaring, er endnu ikke blevet bemærket af alle. Men hvis eller når det sker, vil darwinismens skyggebror, ateismen, ikke længere være i samme intellektuelle kurs som nu, og samme undersøgelse foretaget på et sådant fremtidigt tidspunkt kan også tænkes at give et andet resultat.

Darwinismens indflydelse kan altså være en delvis forklaring på, hvorfor ateister lige her og nu er mere intelligente end religiøse. I vores uddannelsessystem har ateismen i ly af darwinismen (der ikke direkte udelukker Guds eksistens, men dog gør den irrelevant eller unødvendig for en naturvidenskabelig forståelse af verden) en altdominerende position. Da flere intelligente mennesker end uintelligente mennesker henter deres livssyn og værdier fra uddannelsessystemet, vil der naturligt også være en højere grad af ateister blandt intelligente mennesker under et sådant uddannelsessystem.

Dette er dog næppe den eneste forklaring på, hvorfor religiøse mennesker i gennemsnit kan konstateres at være mindre intelligente end ateister. En anden årsag kan være, at intelligens ikke er den eneste psykologiske faktor, der kræves for at erkende Guds eksistens. Ja, somme tider er intelligens ligefrem en hindring for det.

Godt nok kan Guds eksistens ikke erkendes uden en vis portion intelligens, men lige så vigtig er den rigtige mentale indstilling. Den rigtige mentale indstilling kendetegnes af en følelse af ydmyghed, hvorimod det modsatte, stolthed, altid har været anset for at være en hindring for erkendelse af Guds eksistens.

Caitanya Mahaprabhu sagde, at kun i et ydmygt sindelag kan man recitere Guds navn konstant. Hvorfor? Vel nok fordi man med en stolt indstilling ikke indser sin egen lidenhed og hjælpeløshed, men tværtimod tror sig selvtilstrækkelig uden behov for Gud.

Stolthed og indbildskhed er selvfølgelig uintelligente mentale indstillinger, men det paradoksale er, at en lille smule intelligens, specielt en anelse mere end den, de fleste andre besidder, i mange tilfælde leder til en sådan stolthed og indbildskhed. Holbergs satire om Erasmus Montanus er nok mere sand, end mange intelligente mennesker bryder sig om at indrømme. Også Sokrates viste igennem sine dialoger, at en anelse intelligens ud over gennemsnittet ofte medfører en følelse af stolthed og indbildskhed, selv om han også viste igennem sit eget eksempel, at en virkelig høj intelligens fører til ydmyghed og beskedenhed ("Jeg ved kun, at jeg intet ved.").

Hvis en forøgelse af intelligens derfor ofte leder til stolthed, er det ikke forbavsende, at den samme intelligens i mange tilfælde er en hindring for erkendelse af Guds eksistens.

En tredje årsag er beslægtet med sidstnævnte. Erkendelse af Guds eksistens afhænger i sidste ende ikke kun af en selv, men lige så meget af Gud selv. Gud lader Sin tilstedeværelse mærke i hjertet og i intelligensen hos dem, som Han selv ønsker skal mærke den. Hvem Han 'viser' sig for, er i sidste ende op til Ham selv. Dermed ikke være sagt, at Han er partisk og vilkårlig. Han viser sig der, hvor Han møder en velkommen indstilling.

Ingen føler sig velkommen i stue med en stolt og indbildsk personlighed, og derfor lader Han sig heller ikke mærke i et stolt sind. Derimod føler Han sig velkommen i et mere ydmygt sind og lader sig oftere mærke der. Dette er også en forklaring på, hvorfor intelligens og en dermed følgende stolthed fører til, at Guds tilstedeværelse sjældnere mærkes end der, hvor en sådan stolthed ikke er til stede.

At Helmuth Nyborg således har kunnet konstatere, at religiøse mennesker er mindre intelligente end ateister, bør derfor ikke overraske, heller ikke selv om den religiøse konklusion i sig selv er en mere intelligent og velbegrundet konklusion end den ateistiske. I hvert fald i vores nuværende historiske sammenhæng og måske også i en bredere forstand er det tværtimod, hvad man skulle forvente.

Om det så er virkelig intelligens, der måles i Helmuth Nyborgs intelligensforskning, er en anden ting, som jeg er ude af stand til at vurdere, men det er det jo nok. Ikke desto mindre skrev Rupa Goswami i 1500-tallet, at det eneste virkelige mål for intelligens er evnen til at kunne overgive sig til Guds vilje. Hvorvidt disse de to intelligensbegreber kan sammenlignes, er en anden diskussion.

Leif Asmark Jensen

Forfatter, debattør og medlem af Hare Krishna