Sommerlæsning

Erindringsbog minder os om, at hver dag er en potentiel ferie

"For åben dør" handler om, hvordan forfatteren i klare øjeblikke oplever at være en del af evigheden, skriver Finn Janning og anbefaler bogen som sommerferielæsning. Arkivfoto Foto: Christian Lindgren

Johannes Anker Larsen er mindful længe før mindfulness blev populært, skriver Finn Janning i sin anbefaling til sommerens hængekøje-læsning

Johannes Anker Larsens (1874-1957) personlige erindringsbog "For åben dør" fra 1926 (genudgivet i 2012) er relevant i dag. Den er lille af omfang, men potent i sin livskraft.

Det afgørende for Johannes Anker Larsen er oplevelsen, ikke hvem der oplever.

”Det er mig ubehageligt, at jeg i denne beskrivelse ustandseligt er nødt til at bruge det grimmeste af alle ord: jeg,” skriver han.

Anker Larsen åbner døren for at opløse denne jeg-mentalitet. Han rækker ud. Det er generøst.

"For åben dør" handler om, hvordan forfatteren i klare øjeblikke oplever at være en del af evigheden. Den inderste viden er den, som man erfarer. Man kan ”ikke opnå den uden at blive den, ikke have den uden at være den".

"Enhver må ”gå vejen på sine egne ben,” supplerer han.

Et sted beskriver han fornemt, hvordan dette glimt af evigheden svarer til at bevæge sig fra en røgfyldt togkupe og ud i den friske luft, hvorved man bliver sund og ren bare ved at trække vejret.

”Det var virkelig som at trække vejret i Guds umiddelbare nærhed.” 

"For åben dør" er en fortælling om at give slip. Om at turde blotte sig og følge livets kræfter. Tage imod den hånd, som pludselig tager fat i én, mens man som et barn i mørke vakler henover isen.

Det, som for alvor gør bogen givende er, at forfatteren ikke moraliserer. ”Evighedens sol har ingen moralsk hensigt.”

Det drejer sig om at møde virkeligheden: ”et nu, som er – og et nu, som sker.”

J. Anker Larsen suspenderer sin dømmekraft. Han er tilstede. Han er mindful længe før mindfulness blev populært. Det tænkte jeg, da jeg forrige sommer læste bogen, mens jeg kørte i tog gennem grønne Danmark. Kort forinden havde jeg bemærket titlen i en lille boghandel. Den tiltalte mig.

"For åben dør" bekræfter, at et liv, der leves opmærksomt og uden konstant evaluering, er mere frit. Ja, sågar mere kærligt og generøst. 

Uanset, om man tror på noget hinsides eller ej, så har de fleste af os nok oplevet det ekstraordinære i det mest ordinære: en frisk brise, en regndråbe, et kys, et barns hånd i ens egen, at være forelsket. Fødsler og død.

Trivielt, men ikke desto mindre oplevelser, som det kan være svært at sætte ord på.

J. Anker Larsen beskriver sig selv som en ”evighedsoplever.” Han er beslægtet med Buddha, Tao-Te-King eller Jesus. Engang prøvede han at studere teologi, men droppede ud på grund af manglende liv.

Derefter røg han ind i teosofien, hvor ”det tog lidt tid, før jeg slap ud igen.”

Det er ikke teoretisk indsigt, som driver ham, men trangen til at berøre selve virkeligheden. ”Thi sandheden er jo – virkeligheden,” skriver han, og tilføjer: ”Men hvor mange ser den virkelig?” 

Nok suspense. Hvad oplever den kære forfatter?

Han oplever, at alting er tilstede her og nu. Tiden krølles sammen. Fortid og fremtid foldes sammen i nuet. Han oplever, at det eneste han skal, er, at være. ”Være til uden bagtanke,” som han så smukt skriver.

”Friheden hviler i nuet, men den må virkeliggøres i tiden". Det vil sige, leves. Han oplever det frigørende i at være en del af et større hele. ”Jeg var ikke den samme bagefter, som før dens indtræden … fremfor alt følte jeg en lykkelig befrielse fra noget,” skriver han. 

Hvorfor skal du læse denne bog, mens solcremen syder på din ryg? På ferier kan man ofte opleve en frihedsfølelse, der udspringer af en øget opmærksomhed. Vi er mere nærværende. Ikke travle med at præstere.

Anker Larsen minder os om, at hver dag er en potentiel ferie. På ferier kigger vi vores elskede dybt i øjnene, inden vi kysser vedkommende.

Hvorfor ikke gøre det hele året? Hvorfor ikke prøve at være til uden nogen bagtanke? 

"For åben dør", 1993 (genudgivelse), af Johannes Anker Larsen, Sankt Ansgar Forlag

Finn Janning er forfatter, filosof, Ph.d. og foredragsholder