Etik er noget, vi selv har fundet på

Hvis vi lytter åbent til Jesu undervisning, vil vi se, at den var fuldstændig befriet for enhver form for moralisme og loviskhed, skriver forfatter Ben Alex. Foto: Foto: Arkiv

En kristen etik er overflødig ja ligefrem vildledende, mener forfatter Ben Alex

Vi har stillet debatpanelet på religion.dk fire spørgsmål om deres personlige overvejelser om religiøs etik.

Forfatter Benny Alex svarer:

Som tilhængere af kristendommen roser vi os af at have en højt udviklet etik. Det er forståeligt nok.

Der er milevidt fra gengældelsesprincippet: øje for øje, tand for tand i begyndelsen af 1. Mosebog til Det Nye Testamentes: Elsk jeres fjender og Bær hverandres byrder, for således opfylder I Kristi lov.

Alligevel vil jeg hævde, at en kristen etik er overflødig ja, ligefrem fejlagtig og vildledende.

Der findes godt nok en etik i kristendommen, men det er en etik, vi selv har fundet på, og derfor ligger den langt fra Kristi lov- Jesu egen etik.

Den er baseret på en lovisk, gammeltestamentlig tolkning af Jesu ord på skal, bør og hvis: Du skal, Du bør ikke, og Hvis du gør sådan og sådan, så....

Ikke etik, men moralisme
Tillad mig at nævne tre tolkninger, som har været med til at forme den forståelse af en kristen etik, som vi har i dag.

Den første er det hypotetiske imperativ, som man for eksempel møder i en sætning som: Gør Guds vilje, og du vil blive velsignet, eller: Gør godt imod andre, så vil andre gøre godt imod dig.

Altså: Hvis du gør noget, vil du få noget til gengæld. Det er en egoistisk etik, hvis vi handler for at få noget igen og derfor er det ikke sand etik.

Den næste tolkning er det kategoriske imperativ. Denne form for etik er ikke motiveret af egoistiske interesser, men af et ønske om at fremme det almene vel.

Det kategoriske imperativ siger med andre ord: Du skal gøre det gode, og det gode er det, som gavner helheden i en given situation.

Også denne etik er lovisk, for den er stadig hypotetisk det individuelle jeg er bare skiftet ud med det kollektive vi. Derfor er der heller ikke her tale om sand etik.

Den tredje tolkning ligger i den etik, som Løgstrup kaldte den etiske fordring, og som vi kunne kaldedet sociale imperativ. I selve formuleringen ligger den illusion, at der er tale om en fordring, et krav at vi må tage vare på hinanden og vise tillid til hinanden, fordi vi er afhængige af hinanden og præger hinanden, om vi vil det eller ej.

Og et krav, en fordring, er på sin vis også en lovisk opfattelse af, hvad meningen med menneskelivet er. Det er blot en mere fordækt form for moralisme, men der er stadig tale om en årsag og en virkning.

Vi kan altså ikke tale om etik uden at undgå loviske kategorier som skal, bør og hvis og derfor er der ikke tale om etik, men om moralisme.

Gudsrigets imperativ
Min påstand er så, at der findes et fjerde alternativ, lad os kalde det gudsrigets imperativ.

Jesu undervisning var gennemsyret af dette imperativ, men desværre har kristendommen fordrejet det og gjort det til i bedste fald - et kategorisk imperativ, og i værste fald et hypotetisk imperativ.

Hvordan det? Jo, hvis vi lytter åbent til Jesu undervisning, vil vi se, at den var fuldstændig befriet for enhver form for moralisme og loviskhed.

Selv om der i evangelierne kan være formuleringer, som synes at indeholde både hypotetiske og kategoriske imperativer, er den inderste essens ikke desto mindre den totale friheds etik.

Tag for eksempel Saligprisningerne, der hos Mattæus begynder med: Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres.

I denne første saligprisning ligger nøglen til alle de andre saligprisninger gemt. Jesus siger ikke: Hvis I bliver fattige i ånden, skal I få del i himmeriget. Der er intet hypotetisk i det ej heller noget kategorisk eller fordrende.

Han taler om at være i en bestemt tilstand, og i denne tilstand får man ikke del i noget nej, man er noget.

Du er fattig i ånden, ergo er himmeriget dit, for himmeriget er ensbetydende med at være fattig i ånden. Himmerigets saligheder er til stede i den, som er fattig i ånden.

Det er nutid uden nogen belønning eller gevinst i fremtiden. Gevinsten er spontan. Det er et faktum her og nu i form af en tilstand.

I de øvrige saligprisninger indikeres tilsyneladende en fremtidig belønning altså en årsag og en virkning: Salige er de, som sørger, for de skal blive trøstet og så videre.

Med andre ord: Hvis du sørger, skal du bare holde ud, for før eller siden vil du blive trøstet.

Men når vi læser de andre saligprisninger i lyset af den første og største saligprisning eller for den sags skyld de andre udsagn af Jesus, der tilsyneladende indikerer en årsags-virkningssammenhæng vil vi se, at al tale om etik i moralistisk forstand er overflødig.

Jesus er ikke en moralist, der fortæller os, hvad vi skal, eller bør eller ikke må.

Han taler om at være i en tilstand, som han kalder gudsriget (eller himmeriget hos Mattæus), og i denne tilstand er der ingen kausalitet, årsags-virkningssammenhænge. Der er kun et nu, hvor den, som sørger, oplever den trøst, der ligger implicit i sorgen; oplever den sandhed, der ligger implicit i hungeren efter sandhed; oplever at se Gud i hjertets renhed og så videre.

Spild af tid at diskutere kristen etik
Min pointe med alt dette er at invitere læseren ind i det nu, som er gudsrigets og salighedens grænseløse tilstand.

Der er ingen grund til at spilde tiden med at diskutere kristen etik i gængs forstand og slå os selv og hinanden oven i hovedet med skal, bør og hvis.

Vi kan alligevel ikke efterleve fordringerne, og der ligger ingen forvandling i at prøve på det.

Forvandlingen sker først, når vi indser dette og stiller os i en position, hvor vi er fattige i ånden. I samme øjeblik sker forvandlingen, for i denne erkendelse træder vi ud af lovens mørke og ind i nådens lys, hvor sandhed og kærlighed sker naturligt.

Den fattige kvinde i templet er et godt eksempel. Jesus sagde om hende, at hun gav alt, hvad hun ejede, selv om det kun var nogle småmønter, og derfor gik hun salig hjem. Hun gav ikke primært til et godt formål, hun gav bare, og i denne handling var der salighed.

Der, hvor nådens lys skinner, kan der ikke også være mørke. Gudsrigets imperativ virker på samme måde, som når man tænder en lampe i et mørkt rum. Hvor længe vil det vare, før mørket forsvinder? Hvor lang tid går der, inden lampen oplyser hele stuen?

Sådan kan man ikke spørge. Så snart lyset er tændt, er der ikke længere mørke. De to kan umuligt eksistere på samme tid. Sådan også med gudsriget. Når det er der, er det der.

Bag gudsrigets imperativ ligger ikke nogen fordring. Det handler ikke om at gøre godt mod andre, men alene om at gøre godt mod os selv.

Når Jesus siger, du skal elske dine fjender, eller give, hvad du ejer til de fattige, er det ikke fjenderne eller de fattige, han primært tænker på. Han tænker på dig og mig. For i selve handlingen ligger saligheden gudsrigets tilstand.

Vi tænder lyset, og der er ikke længere noget mørke.

Jesus ophæver moralisme og etik
Den, der giver alt ligesom kvinden i templet, er i denne tilstand ikke fordi han ofrer alt, men fordi det at ofre alt er denne tilstand. Det er første skridt, og det er også det sidste. Resten er væren, den samme tilstand Jesus var i, og som han kaldte gudsriget.

Her ophæves al moralisme og etik, for der er ikke længere nogen afstand mellem middel og mål, årsag og virkning, fortid og fremtid, subjekt og objekt.

Det hele er sammenfattet i salighed, og fra denne salighed udspringer den kristnes frihed til at leve uden tanker, bagtanker, eftertanker eller nogen som helst anden form for refleksion over, hvad der er rigtigt og forkert i en given situation. Det giver sig selv.

Vi er fri fra at skulle vælge det rigtige og det gode, når vi indser, at det rigtige og gode vælger os.

Benny Alex er Forfatter, tidl. højskolelærer og redaktør. Har læst litteratur og teologi i Aarhus og USA. Kender de kristne vækkelsesmiljøer indefra, men opfatter sig selv som "eksilkristen" og bevæger sig frit i de nyspirituelle miljøer. Har skrevet flere bøger på engelsk, bl.a. om Kierkegaard. Seneste bøger på dansk er "Vejen ud: En ny Vision for kristen spiritualitet", "Mødet med Eckhart: En indvielse i kristen mystik" (Gnosis Forlag, 2008) og "Spiritualitet: Fire veje til oplyst bevidsthed" (Gnosis Forlag 2009). På religion.dk skriver han om åndelig praksis.

Andre læser lige nu