EU-politikere svigter de religiøse rettigheder
SYNSPUNKT: Når menneskerettighederne drives til deres yderste er de på kollision med den kristne kirkes tradition, også selv om traditionen ikke skader nogen.
Det er vel kun et spørgsmål om tid, før den katolske kirke vil blive tvunget til at lade kvinder være præster. Det kan heller ikke vare længe, før mænd skal have adgang til nonneklostre, og kvinder skal lukkes ind i munkenes celler. Og hvor længe kan folkekirken overhovedet være bundet til staten?
Alt sammen krænker det på den ene eller anden måde menneskerettighedernes ord om, at alle skal behandles lige.
Når disse menneskerettigheder bliver til religion for politikere, kan det gå grue-ligt galt. Ikke mindst når der går kønskamp i sagen. Så galt er det netop gået for politikerne i Europa-parlamentet. De har med stort flertal vedtaget en såkaldt betænkning om menneskers grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union. I dette omfattende dokument roses og skoses der til højre og venstre.
Nogle lande hyldes for deres overholdelse af indgåede erklæringer og aftaler om menneskerettigheder, andre kritiseres for ikke at være gode nok. Det kan der alt i alt være god mening i. Men kæden er hoppet helt af for EU-politikerne, når det gælder afsnit 86 i beslutningen om »Respekten for de grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union«, som netop er vedtaget.
Den paragraf omhandler det græske munkesamfund på halvøen Athos, hvor kvinder ikke har haft adgang i 1000 år.
EU-politikerne har vedtaget at opfordre Grækenland til at sikre kvinders adgang til denne helt enestående ø, der har en afgørende betydning i den ortodokse kirke og dermed også i kristendommens historie.
EU-politikerne har i ramme alvor og med stort flertal - heraf også de danske parlamentsmedlemmer - bestemt, at det lille lukkede munkesamfund i den nordøstlige del af Grækenland, hvor ingen kvinde nogensinde har sat sin fod, krænker princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder. Politikerne har vedtaget, at munkesamfundets regler er en overtrædelse af de internationale konventioner, der fastslår, at man ikke må diskriminere på grundlag af køn. Og så har de i ramme alvor tilføjet, at munkesamfundets lukkethed for omverdenen er i strid med EU-bestemmelserne om fri bevægelighed for alle personer.
Det er ikke for ingenting, at kritikere af EU-parlamentet har betegnet det som et Mickey-Mouse-parlament. Beslutninger som denne skal heldigvis ikke føres ud i livet, men den har symbolsk kraft og viser, hvorledes rettighedstænkningen rummer totalitære træk. Når menneskerettighederne gøres til en gud og eneste norm, går det ud over friheden til at tro og leve efter sin tros retningslinier. Rettigheder skal beskytte og ikke bruges til at slå hinanden i hovedet med.
Det er helt rimeligt at iføre sig menneskerettighederne og anklage islam for sit forbud mod at lade muslimer konvertere til en anden religion eller forbud mod at kvinder kan vælge deres egen ægtefælle.
Men når menneskerettighederne drives til deres yderste er de på kollision med den kristne kirkes tradition, også selv om traditionen ikke skader nogen.
Athos, der er en halvø på størrelse med Langeland, ligger i det nordøstlige Grækenland og huser 20 store munkeklostre med flere end 2200 munke. Munkehalvøen har i mere end 1000 år været et åndeligt kraftcenter for ortodokse kristne. Her er blevet bedt og malet ikoner igennem størsteparten af kirkens historie. Munkesamfundet er svært tilgængeligt og kan kun besøges af mænd, via båd og med særlig tilladelse, der udstedes efter ansøgning. Kvinder har ingen adgang og har ikke haft det i de 1000 år, munke har holdt til på Agion Oros, Det Hellige Bjerg, som
Athos kaldes på græsk.
Hvad kan være mere krænkende for den moderne, sekulariserede og rettighedstænkende politiker end et munkesamfund, som siger nej til kvinder på sin jord?
Det er netop også kvindelige politikere, der har været drivkraften i kampen mod det lille munkesamfunds helt særlige status.
Den er indskrevet i den græske forfatning og for en sikkerheds skyld også indskrevet i de traktater, som Grækenland underskrev, da landet blev medlem af EF i 1981.
Athos har næsten mytisk betydning for mænd i den ortodokse kirke, der sammen med andre kristne mænd i stort tal tager imod munkenes gæstfri invitation til at bo på klostrene for at forny deres tro og fordybe sig i bøn og stilhed.
Den groteske beslutning i Europa-Parlamentet er kulminationen på flere års kvindekamp mod munkesamfundet.
I 1997 afviste Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol to kvindelige EU-parlamentsmedlemmers forsøg på at få kvindeforbudet på Athos erklæret ulovligt. Samme år landede EU-Kommissionens daværende formand, Jacques Santer, i helikopter på Athos for at berolige munkene.
De frygtede, at den forestående vedtagelse af Amsterdam-traktaten med sin paragraf om, at der ikke må diskrimineres mod nogen, ville være en trussel mod munkesamfundet. Grækenland fik for en sikkerheds skyld indføjet en paragraf, der sikrer munkene på Athos mod indtrængende kvinder. Munkene siger selv, at deres historiske samfund vil dø, hvis kvinder får adgang til klostrene, og deri har de uden tvivl ret.
I kvindekampen kendes der tilsyneladende ikke til mådehold, og det gør der heller ikke i den sekulariserede, ikke-religiøse, lighedstænkning.
Kvindelige ministre i både Sverige og Finland har tidligere forsøgt at få Athos' lukkede grænser mod omverdenen åbnet som en del af Schengen-aftalen om åbne grænser.
Beslutningen i Europa-parlamentet er endnu et eksempel på, hvorledes tolerance bliver til tyranni, når den føres frem uden vilje til at værne om traditionen og menneskers grundlæggende ret til religionsfrihed.