Hvorfor er vi så bange for at give folkekirken en stemme i debatten?

I Tyskland tør kirken stå ved sit sociale engagement og fremhæver sin etiske forpligtelse. Så hvorfor må vores folkekirke ikke mene eller gøre noget, der kan tale den politiske magt imod? skriver sognepræst Pernille Vigsø Bagge, tidligere MF for SF

"Jesus Kristus, således som han er bevidnet for os i Den Hellige Skrift, er det ene Guds Ord, som vi skal høre, og som vi i liv og død skal tro og adlyde". "Vi forkaster den falske lære, at kirken, som kilde til sin forkyndelse, ved siden af dette ene Guds Ord, også skulle kunne og skulle måtte anerkende yderligere andre begivenheder og magter, skikkelser og sandheder som Guds åbenbaring."

Netop hjemkommet fra provstirejse til Berlin og Dresden, vover jeg pelsen og overvejer om vi op til reformationsjubilæet bør huske på, at heller ikke Luther er på linje med dette ene Guds ord. Det ved de godt i Tyskland, men ved vi det i Danmark?

Citatet ovenfor er fra Barmen-erklæringen fra 1934, som skulle slå fast, at de såkaldt ”Tyske Kristne” som dyrkede Hitler som en afgud og nazismen som en sandhed på linje med evangeliet, var så helt og aldeles galt afmarcheret. Det var den tyske Bekendelseskirke som stod bag skriftet og kamppladsen var sat.

Ingen kæmpede dog kampen som Dietrich Bonhoeffer gjorde det, og i sidste uge besøgte 16 vesthimmerlandske præster Christianskirken, den danske kirke i Berlin, for at lytte til Peter Tudvads foredrag om førnævnte tyske teolog og frihedskæmper. Bonhoeffer betalte i 1945 med sit lv den højeste pris for troen på, at der ligger et krav om efterfølgelse i Jesu Kristi lære, som selv ikke den mest forbenede og stringente to-regimentelære kan frasige sig.

Bonhoeffer forholdt sig ganske vist kritisk til Barmen-erklæringen, som han fandt for vag i sine formuleringer, og han kastede sig hovedkulds ind i kampen for det, han troede på: Nemlig på kirken som Kristi tilstedeværelse i verden i form af menighedens fællesskab.

Bonhoeffer ville, at vi som kirke tager fællesskabet på os og er til stede som Kristi lemmer – også når det bliver svært, ubehageligt og endda farligt. Men først og sidst med freden, troen og tilliden som våben mod krig. For som Bonhoeffer sagde: ”Den der tror, flygter ikke!”

Kan den lære bruges i nutidens Danmark, hvor vi med Luther-øl og -skrifter helst ikke taler om kirken som et sted der skal tale statsmagt og myndigheder imod? I et land som vores med velfærd, velstand (for de fleste), folkestyre og frihed i næsten alt for rigt mål, kan der vel ikke være noget kirken skal sætte på plads over for øvrigheden, synes de fleste at mene - men er det nu rigtigt?

Jeg spurgte Peter Tudvad hvorfor den tyske kirke tør tage et stort socialt ansvar og tør være en social stemme i den tyske (kirke-)debat, når vi i Danmark altid viger tilbage fra at kirken må sige noget og mene noget der kan opfattes politisk (det bliver stadigt sværere, nu hvor der er mindst 11 partier i Danmark, som alle mener alt muligt).

Og Tudvad svarede, at når den tyske evangeliske kirke tør stå ved sit sociale engagement og tør være socialt aktiv, så skyldes det at den tyske evangeliske kirke argumenterer evangelisk for sine aktiviteter, og altså ikke bruger hverken Luthers to-regimentelære eller kirkeordningens fortræffeligheder som værn mod partipolitik i kirken, som det ofte høres i dansk kirkedebat.

I Tysklands evangeliske kirke er der ikke tale om gerningsretfærdighed og selvfedme. Der er tale om et nuanceret syn på Luthers to-regimentelære. Et kirkesyn som ikke gør kirken tandløs, men som holder fast i at evangeliet i sig bærer en etisk fordring, et særligt syn på fællesskabet, som forpligter.

Herhjemme slår vi for ofte hinanden i hovedet med, at Luthers lære om den uoverstigelige afstand til Gud betyder, at der aldrig er noget vi kan gøre for nogen – og ve den der prøver!
Men heldigvis har vi da, også efter reformationsjubilæet, gudbilledligheden i behold sammen med troen på at vi som Guds elskede børn dog er ét eller andet værd – og at det er de andre også! Det budskab så Dietrich Bonhoeffer i evangeliet. Et evangelium der forpligter mere end Luthers to-regimentelære. Så lad os prøve med lidt mere evangelium og lidt mindre Luther!