"Familielivet er blevet samfundets hemmelige dårlige samvittighed"

Alle taler kærligt om den nære familie, men få vil betale prisen for dens trivsel, mener præst og familieterapeut Kirsten Sarauw

Hvis man spørger danskerne om, hvad der betyder mest for dem her i livet, vil et flertal sikkert samstemmende sige den nære familie.

På den anden side tyder den nuværende skilsmisseprocent på ca. 40% ikke på, at den moderne familie har status som noget særligt umisteligt.

Familien var et kald
Engang var indstiftelsen af en familie forbundet med en eller anden form for kald. Faste familiestrukturer, traditioner og mange mennesker bar den oppe.

Mand og kvinde havde hver sin opgave. Kvinden skulle vogte hjemmets arne, opfostre børnene, sørge for den omstændelige husholdning, manden skulle værne og beskytte familien udadtil og sørge for det økonomiske grundlag. Pligttroskab var i centrum. Kaldet var det, der gav parterne værdighed og mening.

LÆS OGSÅ: Mødre i verdens religioner

Den opfattelse af familien hørte sammen med et helt andet slags samfund og syn på forholdet mellem kønnene, som hverken kan eller skal genoplives. Men måske kunne man alligevel lade sig inspirere af visse træk?

Den nutidige familie bæres ikke af noget kald eller nogen som helst højere idé, et fælles tredje, som forpligter eller bærer - de involverede parter udover den dagsorden, som sættes af de personlige følelsesmæssige relationer og de individuelle forestillinger om lyst og lykke.

Dagligdagen er en spurt
Ambitionerne om det perfekte familieliv er til gengæld skyhøje. I de unge familier med småbørn slider mand og kone værre end galejslaver.

LÆS OGSÅ: Fædre i verdens religioner

Begge må have fuldtidsjob. Et par børn i vuggestue og børnehave koster. Det gør den selvfølgelige anfordring på materiel komfort også. Dagligdagen er én lang hæsblæsende spurt for at få enderne til at nå sammen. Familien er meget ensom i sin daglige trædemølle.

Selvom mange bedsteforældre springer til og tager et stort nap med børnebørnene, så betyder de unge familiers skilsmisser ofte, at bedsteforældre sjældent ser deres børnebørn, som skal bo så en uge hos den ene forældre, så en uge hos den anden.

Båndet bagud til bedsteforældregenerationen er ikke så støttende, som vi bilder os ind. Bedsteforældrene er måske også på fuldtidsjob og selv fraskilte. De traditioner og erfaringer, som tidligere blev viderebragt fra især mor til datter om familien, om pasning af småbørn, om ernæring, om parforhold, er måske blevet glemt og har ingen særlig betydning for de unge, som i deres forladthed i stedet orienterer sig i den righoldige litteratur om familieliv og forældreskab, som oversvømmer markedet i disse år.

Det skruer måske bare perfektions- og stressniveauet endnu højere op. Og når skoen begynder at trykke faretruende under det daglige pres, går man på kurser eller i terapi. Det er bedre end ingenting, selvom det ofte er for sent.

Opskriften: At bøje sig?
Jeg husker engang en gammel kvinde, som havde levet i et livslangt vellykket ægteskab, blive spurgt om hemmeligheden bag. Hun svarede: At bøje sig, bøje sig og atter bøje sig. Og det lød jo i mine øren ikke så opmuntrende. Men måske havde hun en pointe?

Hvis parforholdet først og fremmest skal tilfredsstille den individuelle lykke og lystopfyldelse, og vi ikke har en forestilling om forholdet som et fælles tredje, som forpligter begge parter til daglig omhu og på hvis alter, vi bliver nødt til at bringe personlige ofre, så kan intet familieliv trives.

En have skal jo også vandes, luges, plejes og dræbersneglene slås ihjel, hvis den skal blomstre. Det kræver tid. Lige præcis dét er mangelvaren i den moderne familie, hvor ikke mindst børnene lider under de lange timer i institution og det generelle jag.

Familien er blevet samfundets hemmelige dårlige samvittighed. Alle taler kærligt om den, få vil betale prisen for dens trivsel.

Kirsten Sarauw er præst og familieterapeut