Synspunkt

Familiesynode viste splittelsen i den katolske kirke

Der ser ud til at være adskilligt, der er undgået Daniel Nørgaards opmærksomhed – også det forhold, at hans eget indlæg netop illustrerer den splittelse i kirken, som er kernepunktet i min analyse, skriver Iben Thranholm. Foto: Leif Tuxen

Iben Thranholm tager til genmæle efter at have fået kritik for at fjerne fokus fra familiesynoden. Hun mener, at kritikken er et udtryk for den systematiserede tvetydighed, der delte katolikkerne under synoden

”Jeg kan ikke genkende Iben Thranholms udlægning af synoden”, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard i en kommentar til min analyse om den katolske kirkes familiesynode, som fandt sted i Rom fra d.4-25. oktober. 

Læs Iben Thranholms indlæg her: Familiesynoden efterlader katolikker i forvirring

Ordet genkende antyder, at Daniel Nørgaard sidder inde med en personlig erfaring, men mig bekendt var han ikke til stede i Rom. Havde pastor Daniel Nørgaard fulgt bare en smule med i de internationale medier, så ville han vide, at den forvirring, der er kernen i min analyse, er blevet omtalt af journalister og kommentatorer i utallige medier verden over.

Daniel Nørgaard burde derfor være lidt mere tilbageholdende med at dømme mig ved f.eks. at påstå, at jeg er uærlig, at jeg fordrejer, forvansker og manipulerer, når jeg blot fremstiller fakta, hvad angår synoden.

Daniel Nørgaard refererer til en unavngiven sekretær, der var til stede under synodens fællesforsamlinger, og som har fortalt ham, at synoden skulle have forløbet i en frugtbar og fredelig stemning.

Denne udmelding tager Daniel Nørgaard ganske ukritisk for pålydende, hvor han nok burde have overvejet, om der ikke her er tale om det, vi andre kalder politiker- eller diplomatsprog, som for eksempel anvendes i officielle kommunikeer efter politiske topmøder, hvor man - af rent politiske årsager - ikke har lyst til at orientere offentligheden om, hvad der i virkeligheden foregik bag de lukkede døre.

Men hvis Daniel Nørgaard har ret i, at der midt i al hjerteligheden kun har været uenighed om tilgangen til eksempelvis problemet med fraskilte gengifte, hvorfor har vi så set ingen ringere end præfekten for Troslærekongregationen Gerhard Müller advare mod et truende skisma?

Og hvorfor ulejligede en imponerende række af Kirkens skarpeste teologiske hjerner sig i tiden mellem synoderne med at udgive bøger og stribevis af teologiske artikler om ægteskab og familie, hvor de imødegår kardinal Walter Kaspers forslag om at give kommunion til fraskilte gengifte, som – modsat hvad Daniel Nørgaard påstår - er åbenlyst i strid med Johannes Paul II’s apostolske skrivelse Familiaris consortio?

Jeg kunne også anbefale Daniels Nørgaard at sammenholde nogle af de udtalelser, der i synodens løb er kommet fra henholdsvis den tyske bispekonference, med udtalelser fra den polske bispekonference og flere af de afrikanske biskopper, f.eks. kardinal Robert Sarah. 

Og endelig, hvis alt var afklaret og enhver usikkerhed om kirkens fremtidige kurs var manet i jorden ved synodens afslutning, ja, så virker det besynderligt, at synodens mere konservative biskopper efterfølgende gav udtryk for en stor lettelse over, at det endelige dokument ikke kom til at indeholde direkte ændringer af kirkens lære – samtidig med at de liberale jublede over, at det heller ikke indeholder formuleringer, der forhindrer paven i at ændre på kirkens lære i fremtiden.

Der ser med andre ord ud til at være adskilligt, der er undgået Daniel Nørgaards opmærksomhed – også det forhold, at hans eget indlæg netop illustrerer den splittelse i kirken, som er kernepunktet i min analyse.

Daniel Nørgaard kan fint henvise til pavelige udsagn til støtte for sit synspunkt. Problemet er bare, at jeg og mine ligesindede kan gøre nøjagtigt det samme med modsatrettede argumenter. Det er netop det, som er det store problem. Alle har ret – og dermed har ingen ret. Det er denne usikkerhed og nærmest systematiserede tvetydighed, der under synoden mere var reglen end undtagelsen, og som har været mit hovedanliggende at kaste lys over. 

Daniel Nørgaard konstaterer i den forbindelse, at kirken altid har skullet navigere i et spændingsfelt mellem sandheder ”som ikke kan stå alene, men har brug for deres modsætning.”

Her nævner han: tro over for gerninger, Kristi guddom over for Kristi menneskenatur og så til sidst ægteskabets uopløselighed over for Kirkens barmhjertighed med de arme syndere. I det første eksempel understreger han korrekt, at der kun er tale om en tilsyneladende modsætning, men det er der så sandelig også i de følgende og ikke mindst i det sidste.

Hvis ægteskabets uopløselighed hører til blandt de sandheder, som ifølge Daniel Nørgaard har brug for deres modsætning for at give mening, betyder det så, at ægteskabet har brug for at være på én gang opløseligt og uopløseligt? Det bliver svært at føre ud i praksis.

Og betyder det, at der er en modsætning mellem uopløselighed og barmhjertighed? Det skal der nok være nogen, der mener. Men i så fald har de vedtaget, at det sakramente, som Kristus har indstiftet, er ubarmhjertigt og har dermed fjernet sig milevidt fra kirkens lære. Det er faktisk noget af det, striden har stået om på synoden. Og den strid er langt fra afsluttet.

Læs Daniel Nørgaards svar til Iben Thranholm her"Synoden var Helligåndens gave til den katolske kirke" 

Iben Thranholm er katolik, journalist og kommentator af katolske forhold. Hun var selv i Vatikanet under en del af synodens forløb.