Faste er fortsat en kristen skik

Ramadanen kan måske lære kristne at besinde sig på deres egne rødder og begynde at praktisere faste igen, skriver Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke 

Ved et morsomt tilfælde indledtes to fasteperioder i 2011 på én og samme dato, den 1. august. Den ene har den danske offentlighed fået præsenteret, kommenteret og analyseret i aviser, TV og øvrige medier. Den anden har vist ingen mors sjæl hørt omtalt overhovedet.

Den 1. august indledte muslimske troende den fasteperiode, der kendes som ramadan. Den har de seneste år påkaldt sig stor interesse i medierne. Man har kunnet få oplysninger om, hvorfor der fastes, og hvordan der fastes, og emnet har været diskuteret fra diverse vinkler. Der har for eksempel været bekymrede røster om, hvorfor de muslimske børn møder så trætte frem til undervisning i skolen.

Den kristne faste bliver overset
Den 1. august indledte den ortodokse kirke en to ugers fasteperiode frem til fejringen af Gudsmoders Hensoven, som er den 15. august. Sådan er det i 2011, og sådan er det hvert år. Men i modsætning til ramadanen påkalder den kristne fastetid for Gudsmoder, Maria, sig ingen offentlig interesse.

Ligesom den kristne faste i det hele taget ikke påkalder sig megen opmærksomhed. Med undtagelse af, når denne eller hin kendispræst slukker for fjernsynet eller finder på en helt særlig, original og luksuriøs fasteopskrift fra de varme lande.

Derfor får ingen via medierne den mindste oplysning om den vigtige fest, som er den sidste højtidsdag i det ortodokse kirkeår. Ikke et ord om Gudsmoders centrale placering i Den Ortodokse Kirke. Ingen analyser af, hvorfor Marias død opfattes forskelligt i ortodoks eller romersk-katolsk teologi. Og slet ingen diskussion af, hvorfor Maria, Guds moder, stort set er fraværende i den danske, lutherske folkekirke.

Det kunne ellers alt sammen være interessant, måske ligefrem af større interesse for den kristne offentlighed end ramadanen.

Nuvel, der kunne naturligvis tænkes en umiddelbart indlysende forklaring på dette misforhold. Ramadanen har måske fortsat en vis 'nyhedens interesse.'

Det er relativt få år siden, muslimske traditioner er blevet fremtrædende i Danmark. Mange kunne tænkes at være nysgerrige efter at vide, hvad det egentlig er, deres muslimske naboer foretager sig, når de skubber måltiderne til sent på aftenen eller ud på natten for at nå at indtage alt dét, de ikke har kunnet om dagen.

For her er i hvert fald én markant forskel mellem muslimsk og kristen praksis. Hvor islams fasteregler, så vidt jeg har forstået, alene har at gøre med tidspunktet for, hvornår der fastes, og hvornår der må spises og drikkes, dér handler den kristne kirkes forskrifter først og fremmest om, hvad der spises og drikkes.

Den Ortodokse Kirkes faste består deri, at de troende i fasteperioderne (som der er fire af årligt) afstår fra alle animalske produkter, kød, fisk, æg, mælk, samt fra olie og vin og spiritus. Hertil kommer, at der er visse dage, hvor total afholdenhed anbefales, for eksempel indleder mange ortodokse kristne den 40 dages lange påskefaste med tre dages fuld faste.

Kristne bør huske deres egne rødder
Kristne kan vel ikke, efter min opfattelse, egentlig lære noget, teologisk og trosmæssigt, af ramadan-fejringen. Men hvis den muslimske fastepraksis og den opmærksomhed, den får i medierne, kunne medvirke til, at flere kristne i Danmark bliver opmærksomme på den kristne tradition for faste og måske oven i købet begynder at overveje, hvorfor denne kirkelige tradition stort set er blevet sat i skammekrogen af den lutherske kirke, så kunne det være begyndelsen til en besindelse på egne rødder.

En sådan læring kunne være en morsom omvending af tidligere tiders rækkefølge. For den kristne kirke havde jo kendt og praktiseret fasteperioder gennem mindst 632 år, inden muslimerne begyndte at holde ramadan.

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse