Filioque-debatten set fra katolsk hold
Debat om rivaliseringen mellem Rom og Konstantinopel. En historisk og teologisk gennemgang af et tusindårigt skisma
"Helligånden, som udgår fra Faderen og Sønnen"
Der er grund til at takke Arne Thomsen for, at han bringer spørgsmålet om Den hellige Treenighed frem i dagens lys.
Dette kristendommens største mysterium bliver alt for ofte reduceret til noget, mennesker mener at kunne fatte med den menneskelige forstand, og derfor bliver det også misforstået og forfladiget, som der gøres opmærksom på i indlægget.
Her er det spørgsmålet om Helligånden - det såkaldte "filioque"-problem, som fra gammel tid har været gjort til stridsspørgsmål mellem Den Ortodokse og Den Katolske Kirke. Som der rigtigt bliver gjort opmærksom på, så er det mere et politisk end et teologisk problem.
Men Romerkirkens sproglige præcisering af Helligåndens rolle blev et påskud for en stadig større afstand mellem Østkirken og Vestkirken, en konflikt, som i virkeligheden bundede i en magtkamp mellem Rom og Konstantinopel.
At der grundlæggende ikke er tale om en teologisk uenighed, kan dokumenteres med en lang række citater fra både den hellige Skrift og fra Kirkefædrene, som fra begyndelsen ikke sætter spørgsmålstegn ved, at Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen.
Men først et lille historisk rids, som kan belyse konflikten:
I den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (321-381) står, at "Helligånden udgår fra Faderen". Det var en formulering, som rettede sig mod tilhængerne af Makedonius, som benægtede, at Helligånden var udgået fra Faderen. Derfor var en præcisering nødvendig (i forhold til, hvad der står i den ældste Apostoliske Trosbekendelse.)
I Østkirken førte denne formulering ikke til misforståelser, da det både af Bibelen og af kirkefædrene - også Østkirkens egne - stod klart, at Helligånden naturligvis i samme grad udgik fra både Faderen og Sønnen.
I den vestlige Kirke havde man imidlertid haft problemer med de lokale folkeslag: Gotherne havde været inficeret af Arianismen, (en bevægelse, som mente, at Jesus Kristus ikke var guddommelig). Her var det derfor blevet aktuelt med en præcisering af, at Helligånden udgik fra både Faderen og Sønnen, som var "af samme væsen som Faderen". Det skete på den tredje synode i Toledo 589.
Gotherne vendte tilbage til den katolske tro, og den nye tilføjelse "Filioque" synes at være blevet sunget første gang i en spansk kirke efter gothernes omvendelse. Eksemplet illustrerer, at der altid foregår en dogmeudvikling og en modningsproces i Kirkens tilegnelse af Åbenbaringen.
Tilføjelsen blev godkendt på flere konciler derefter, bl.a. i Aachen 809. Imidlertid søgte den østlige del af Kirken - med Photius i spidsen og med Konstantinopel som centrum - kirkepolitisk at frigøre sig fra Rom, og derfor fandt man omkring 870 i filioque-tilføjelsen et påskud for at vende ryggen til Romerkirken.
På gentagne konciler forsøgte man at løse problemet, og flere gange, blev man fra begge sider enige om at vedtage den katolske doktrin.
Det gælder således også Det andet koncil i Firenze i 1439, hvor den katolske lære blev godtaget også af de græske deputerede. Det blev understreget af, at man her sang trosbekendelsen både på latin og græsk med ordet "Filioque".
Vedtagelsen lød:
"Helligånden er evigt fra Faderen og Sønnen, og har sit væsen og sin væren fra Faderen såvel som fra Sønnen og udgår evigt fra begge som fra ét princip og ved en eneste udånding ... Og fordi Faderen har givet alt til sin enbårne Søn ved at føde Ham (med undtagelse af sit væsen som Fader), derfor har Sønnen selv dette evigt fra Faderen, hvem Han ligeledes evigt er født af, at Helligånden udgår fra Sønnen."
Teologien var parterne således ikke uenige om, men trods de græske biskoppers gode vilje, lykkedes det dem ikke at få den øvrige del af deres Kirke med sig. Der var allerede for mange følelser involveret omkring den gamle rivalisering mellem Rom og Konstantinopel.
Derimod antog reformatorerne senere den katolske opfattelse af, at Helligånden er udgået fra både Faderen og Sønnen. Det gælder således også Luther, der jo funderer sin teologi i "Skriften alene".
Det afgørende for os i dag er imidlertid ikke så meget de historiske tildragelser som de udsagn, der ligger i Bibelen selv og i Kirkens tradition. Her finder vi en klar og utvetydig dokumentation for, at Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen.
Jeg vil begynde med at citere Oldkirkens store Kirkefader, Augustin (354-430):
"I hører Herren selv sige: "Det er ikke jer, som taler, men Guds Ånd, der taler i jer". Ligeledes hører I apostlene sige: "Gud har sendt sin Søns Ånd i jeres hjerter." Kan der da være to Ånder? En, som er Faderens og en anden som er Sønnens? Hvorfor skulle man så nægte at tro på, at Han også udgår fra Sønnen, når Han også er Sønnens Ånd? Hvis ikke Han udgik fra Ham, altså fra Jesus, da Han viste sig for sine disciple efter sin opstandelse, så ville Han heller ikke have åndet på dem og sagt: "Modtag Helligånden". Hvad betyder det andet, end at Helligånden udgår også fra Ham? "
Også Athanasius, som hører til i Østkirkens tradition, formulerer helt præcist troen på, at Helligånden udgår fra både Faderen og Sønnen.
Vender vi os til selve Den Hellige Skrift, er der da også talrige eksempler, som klart bekræfter dette.
Her er nogle få citater:
Joh 15, 26: "Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, skal Han vidne om mig. "
ApG 2,33: "Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har Han nu udgydt"
Joh.14,16-18: "Elsker I mig, så hold mine bud;" "og jeg vil bede Faderen, og Han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: Sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer."
Joh 16,7: " Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer."
Joh 16,13-15: "Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når Han kommer, Sandhedens Ånd, skal Han vejlede jer i hele sandheden; for Han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad Han hører, skal Han tale, og hvad der kommer, skal Han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for Han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at Han skal tage af mit og forkynde det for jer."
Må Den Treenige Gud fortsat lede sin Kirke ved Helligånden og føre den til en stadig dybere forståelse af hele Sandheden.
Med venlig hilsen
Kirsten Kjærulff