Filioque - en uddybning af den ortodokse position

Filioque-debatten: Svar til Kirsten Kjærulff fra Poul Sebbelov

Debatindlæg

Skrevet af Poul Sebbelov 29/6 2003

Arne Thomsen har opfordret til en debat i den danske folkekirke om Den Nikænske Trosbekendelses artikel om Helligåndens udgang, det såkaldte filioque-problem.

En sådan debat implicerer naturligvis visse forudsætninger. Nærværende skribent har for nylig kort skitseret Den Ortodokse Kirkes forståelse af sagen. Noget mindre kort fremstiller Kirsten Kjærulff samme sag fra romersk katolsk side.

Kjærulffs fremstilling er desværre mangelfuld. Hun gentager den gammelkendte katolske påstand, at der slet ikke er noget problem; eller rettere, at der alene er tale om politik, ikke om teologi. Det er naturligvis ikke rigtigt.

Hvis denne katolske påstand havde noget på sig, hvis man i den katolske kirke virkelig havde resolveret, at det er hip som hap, om filioque er med i Trosbekendelsens ordlyd eller ej, ja, så havde intet jo været lettere end at fjerne denne "ligegyldige" tilføjelse og dermed bringe sig nærmere de ortodokse. Det har man ikke gjort. Hvorfor mon?

For os ortodokse stiller sagen sig anderledes. Vi kan ikke føje filioque til Trosbekendelsen, for vi har den opfattelse, at det faktisk gør en betydelig forskel; en forskel, som er skitseret i mit tidligere indlæg.

Påstanden om, at de to formuleringer "i virkeligheden" udtrykker fuldkommen samme tro, tjener blot til at forplumre den videre samtale mellem kirkerne.

Problemet om filioque er frem for alt et teologisk problem. Heraf følger imidlertid ikke, at der ikke er politiske elementer i det. Det er der.

Kirsten Kjærulffs historiske skitse forekommer desværre en ortodoks læser både ensidig og tendentiøs. Kjærulff skriver bl.a., at filioque-tilføjelsen var "et påskud [for de ortodokse, må man antage] for at vende ryggen til Romerkirken".

Vi ortodokse finder det mere præcist at sige, at den romerske kirke med sin ensidige ændring af trosbekendelsen kastede vrag på tusind års kirkeligt fællesskab. Jeg skal til uddybning føje visse, både afgørende og sigende, elementer til den historiske vinkel:

I år 809 havde brugen af filioque bredt sig i Vesten, hvor Karl den Store var i færd med at befæste og udvide sin politiske magt. Som led heri søgte Karl at overtale den daværende pave i Rom, Leo III, til at give tilføjelsen kirkens officielle stempel og gøre brugen af filioque til et uomgængeligt krav.

Leo III nægtede imidlertid at medvirke. Og ikke blot nægtede han. Han lod sætte to sølvtavler op på hver side af indgangen til Peterskirken i Rom. På tavlerne var Trosbekendelsen indgraveret, på hhv. græsk og latin, med den oprindelige ordlyd og altså uden filioque.

Og for at ingen skulle være i tvivl om, hvad meningen var, kommenterede Leo III selv opsætningen af tavlerne med følgende ord: Haec Leo posui amore et cautela fidei orthodoxae. På dansk: "Disse ord har jeg, Leo, nedtegnet af kærlighed og som et værn om den ortodokse tro".

Leo III var altså ganske klar over, at troen naturligvis ikke forbliver "den samme" med en ændret ordlyd.

Godt to hundrede år senere havde man ændret holdning i Rom. Motivet lader, lige som i tilfældet med Karl den Store, at være stræben efter magt.

Ikke alene antager Rom nu tilføjelsen filioque til Trosbekendelsen, man forlanger til overmål, at resten af kirken skal gøre det samme.

Et væsentligt anklagepunkt, da en udsending fra Rom i år 1054 mødte op i Hagia Sofia med en erklæring om ekskommunikation, var netop, at man i Konstantinopel nægtede at slutte op om Roms ensidige tilføjelse af filioque (sic!)

På den måde blev filioque-problemet i det 11. århundrede kædet sammen med Roms krav om at kunne diktere hele kirken i trosmæssige spørgsmål.

Det er krav, som var og er aldeles uacceptable for os ortodokse, krav, som siden har udviklet sig til den forunderlige, dogmatiske påstand, at en enkelt biskop, paven i Rom, skulle have den guddommelige evne helt på egen hånd at kunne definere kirkens lære.

Kort før bruddet i 1054 skriver pave Leo IX til Konstantinopel: "Ingen kan nægte, at ligesom hele døren styres af håndtaget, sådan bestemmes hele kirkens orden og struktur af Peter og hans efterfølgere.

Og ligesom håndtaget skubber eller trækker i døren, men selv forbliver ubevægeligt, således har Peter og hans efterfølgere ret til at dømme i en hvilken som helst lokal kirke. Ingen bør hindre dem heri eller forsøge at overtage deres plads, for det højeste sæde kan ikke dømmes af nogen andre."

Kirsten Kjærulff lægger i sit indlæg stor vægt på kirkemødet i Firenze i 1439, hvor katolikker og ortodokse var forsamlet for at søge enheden genoprettet.

Kjærulffs fremstilling af dette møde er forméntlig repræsentativ for Romerkirkens opfattelse – og den afslører en fuldkommen mangel på forståelse for den ortodokse ekklesiologi. Fremstillingen udtrykker en grundlæggende misforståelse af Den Ortodokse Kirkes virkelighed.

Det er, hvad angår det ydre forløb, sandt, hvad Kjærulff skriver: I 1439 godtog de ortodokse repræsentanter i Firenze virkelig den katolske lære. Revl og krat. Ikke blot filioque, men en lang række andre punkter, frem for alt læren om pavens overhøjhed.

Det lignede en fuldkommen kapitulation og dertil begyndelsen til en åndelig katastrofe her 14 år før Konstantinopel faldt i muslimernes hænder og Hagia Sofia blev omdannet til moske.

Noget lignende var i øvrigt sket i 1274 i Lyon, hvor der også var opnået en tilsyneladende enighed, som helt og holdent bar Roms stempel. I ingen af tilfældene blev denne kapitulation ført ud i den ortodokse virkelighed.

Romerkirken fejrede vist nok i 1939 500-års jubilæum for "genforeningen". – I Den Ortodokse Kirke blev de skammelige vedtagelser fra Firenze derimod aldrig trosmæssig virkelighed. Det slog ikke an hos de ortodokse biskopper, præster og øvrige troende. Man ville ikke vide af det.

Den romerske lære blev ikke dengang, og er heller ikke siden blevet, del af Den Ortodokse Kirkes lære og liv. Hos os virker det ikke på den måde, at dette eller hint diktat "fra oven" automatisk kommer til at udgøre kirkens lære og bevidsthed.

Hvorfor lod de ortodokse delegater, på nær én, Markus af Efesos, sig forlede til den aldeles u-ortodokse, falske forening i 1439?

Det lader sig ikke undskylde, men nok forklare, og motiverne er politiske: Den ortodokse verden var presset og havde desperat behov for (kristne) allierede mod det islamiske pres.

Kort tid efter, i 1453, kommer det byzantinske rige endeligt til fald, det rige, for hvilket flertallet af de ortodokse hierarker havde været på nippet til at ofre selve den ortodokse tro.

"Genforeningen" i 1439 var det modsatte af ægte enhed. Den var en teologisk variant af "hug en hæl og klip en tå", og på sigt blev dens resultat da også, at mens Rom støt og roligt arbejdede sig hen imod vedtagelsen af det pavelige ufejlbarlighedsdogme, præciserede og uddybedede Den Ortodokse Kirke sin teologi på basis af Trosbekendelsens oprindelige ordlyd og på basis af den såkaldte konciliaritet, dvs biskoppernes ligestilling med patriarken af Konstantinopel som "den første blandt ligemænd".

Kirsten Kjærulff anfører en række bibelcitater for at godtgøre, at Den Hellige Skrift "klart bekræfter", at Helligånden udgår både fra Faderen og fra Sønnen. – Stederne, hun har valgt, taler alle som ét imod filioque.

Jeg skal nøjes med at omtale ét af fem skriftsteder.

Joh 15,26: "Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende jer fra Faderen, Sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen, skal Han vidne om mig."

Stedet hos Johannes bekræfter jo netop den ortodokse position! – Hvis man anfører dette sted som "bevis" for filioque, kan det alene skyldes, at man, bevidst eller ubevidst, tilsidesætter en afgørende skelnen mellem udgang i evigheden og udsendelse i tiden. Det første har at gøre med indre forhold i Den Hellige Treenighed, det andet knytter sig til forholdene heri verden. Og det er afgørende at skelne nøje for at undgå misforståelser.

Den Ortodokse Kirke lærer, at Helligånden udsendes af Kristus blandt mennesker i historisk tid. Dette er forudsætningen for Kristi kirkes virke og for at man i kirken kan udtale de mærkelige ord fra Apg "Vi og Helligånden har besluttet ..."

Men dette er ikke, hvad der diskuteres i striden om filioque. Her tales der om det evige forhold mellem de tre guddommelige personer; og her holder Den Ortodokse Kirke fast ved Faderens absolutte monarki.

Faderen er altings begyndelse, af Ham fødes Sønnen i al evighed, og fra Ham udgår Helligånden i al evighed. Dette er, for den ortodokse tro, den yderste virkelighed, bagom hvilken der ikke kan stilles yderligere spørgsmål eller tilføjes yderlige definitioner.

Med venlig hilsen

Diakon Poul Sebbelov