Flerkoneri er en før-muslimsk skik

Flerkoneri er ikke ment som en dagligdags fornøjelse for en mand, som har lyst til det, pointerer muslimske Safia Aoude

Flerkoneri, eller polygami som det også hedder, er ikke i sin oprindelse nogen muslimsk skik. Igennem årtusinder har det været tilfældet i Mellemøsten, at en mand kunne gifte sig med flere koner, og man forventede faktisk af en konge eller en høvding, at denne havde flere koner.

Grundlæggende er flerkoneri opstået som et politisk middel til at skabe fred og politiske forbindelser. Hvis en konge giftede sig med en prinsesse fra nabolandet, ville de to lande ikke kunne gå i krig med hinanden. Flerkoneri var altså en slags handelsaftale.

Efterhånden blev flerkoneri et statussymbol, og også jævne borgere efterabede kongernes ægteskab med flere på een gang.Ved tiden for islams fremkomst i det 7. århundrede giftede især købmænd sig med flere kvinder; delvist som cementering af handelsaftaler, og delvist, fordi rejsende købmænd ikke havde mulighed for at slæbe familie med sig på farten, og derfor kunne man have en familie i de byer, hvor i mellem man rejste.

Før-islamiske arabiske kilder i form af digte beskæftiger sig tit med problematikken omkring søskenderivalisering i sådanne ægteskaber.

Profeten Muhammed (saas) fik en række åbenbaringer omkring ægteskabet efter år 610; faktisk beskæftiger en stor del af netop Koranen sig med ægteskabet og med kvinder.

De fleste muslimers begrundelse for retten til flerkoneri stammer fra Koranens kapitel "Kvinderne" vers 3: "Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje."

Indenfor islamisk kontekst har der været store diskussioner om dette vers; nogle mener verset giver en mand ret og dermed krav på at gifte sig med fire kvinder, mens andre lærde mener, at verset giver en mand lov og tilladelse til at gifte sig med flere under den forudsætning, at giftermålene bliver indgået for at hjælpe enker, hvis mænd er faldet i krig eller på anden måde døde. Verset blev åbenbaret til profeten (Saas) i forbindelse med et militært slag, hvor mange mænd mistede livet og kvinder og børn stod tilbage hjælpeløse uden underhold og beskyttelse.

Ægteskab af kærlighed eller begær indgår således ikke i verset, selv om en del flerkoneri-ægteskaber i muslimske lande bliver indgået med yngre kvinder, fordi den første er "for gammel" eller manden trænger til adspredelse. De islamiske retslærde er splittede i den sag, om det er lovligt for en mand at gifte sig med en ny kone, fordi han er forelsket i hende. Mange islamiske lærde støtter kravet om en "god grund" for et nyt ægteskab, for eksempel den første kones barnløshed eller sygdom.

I kapitlet al-Ahzab, vers nr. 52 (Vandkunstens forlags koran-oversættelse) siges der: "Det er dig ikke tilladt at tage andre kvinder herudover og heller ikke, at du skifter nogle af dine hustruer ud med dem, selvom deres skønhed behager dig, bortset fra slavinder. Gud holder øje med alt."

Efter denne åbenbaring giftede Profeten (SAAS) sig ikke mere, og en del islamiske lærde tolker dette vers som et direkte forbud imod at muslimske mænd må gifte sig med flere af lyst og forelskelse.

Islamiske lærde er stort set enige om, at ægteskab med flere koner, er at anse for en særlig situation, hvor man gør en god gerning ved at hjælpe fattige kvinder i krigssituationer eller derefter, eller fordi den første kone er barnløs og ikke kan afhjælpes derfra. At gifte sig med flere betyder i islamisk, oprindelig kontekst, at man gør gode gerninger. Flerkoneri anses indenfor den oprindeligt praktiserede islam som en prisværdig handling, ikke en dagligdags fornøjelse for en mand, som har lyst til det.

Man skal også huske på, at ægteskab med flere koner vil være så svært at overholde, at mænd kun i ganske få tilfælde vil være i stand til at følge islams krav om total ligebehandling af alle konerne (økonomi, børn, bolig, opmærksomhed, affektion). Har en kone et hus, skal de andre koner også have deres eget hus og så videre. En mand skal dele sin tid mellem konerne helt ligelig med hensyn til besøg og opmærksomhed. Ifølge islamisk ret har manden forsørgerpligt overfor samtlige koner og børn, og disse arver ham også allesammen.

Med hensyn til eventuelt tilsagn fra den første kone, er islams lærde også splittede på dette spørgsmål. Mange anser den første kones uvilje imod kone nummer 2 som et uløst problem for manden, og et tegn på ulighed blandt konerne alene, og derfor vil det kræve et tilsagn fra første kone, før næste kone kan indgå i ægteskabet. Lærde mener også, at alle tre koner skal give tilsagn til den 4. Desuden er det normalt et krav, at den nye kone er klar over, at hun indgår i et flerkoneri. Sådan blev flerkoneri praktiseret i Medina og den muslimske verden kort efter profetens død.

Men med tiderne opstod små ændringer. Og på trods af, at de oprindelige regler og påbud var blevet givet i en bestemt historisk kontekst, ser man nu desværre i dag alligevel flerkoneri indgået som lystægteskaber i dele af den muslimske verden, ligesom reglen om at alle koner skal indgå i flerkoneriet frivilligt oftest bliver brudt eller "glemt" fra myndighedernes og familiernes side.

Alt i alt er flerkoneri indenfor islam heldigvis ikke så hyppige, som de i praksis bliver omtalt af medierne. Flerkoneri har altid været et spændende samtaleemne i Vesten, og forestillingen om sultanen i sit harem har pirret mangen en vesterlænding både i litteratur og i avisspalterne.

Der er også gedigen forskel på, hvordan flerkoneri praktiseres i den muslimske verden. I Saudiarabien bliver mange islamiske principper omkring flerkoneri udvandet, og kvinderne kender ikke deres rettigheder i sådan et ægteskab. I Somalia, derimod, er flerkoneri en hverdagsting, som giver kvinder og mænd mulighed for at få et legalt sexliv med rig mulighed for skilsmisse og nye relationer med andre.

Beduiner og landmænd praktiserer flerkoneri oftere end folk, som bor i byen. Og med undtagelse af Saudiarabien, bliver de fleste flerkone-ægteskaber indgået af fattige og uuddannede mennesker, hvor økonomisk arveret ofte spiller en større rolle for familierne.

I Danmark, hvor flerkoneri er forbudt i Straffelovens paragraf 208, finder reelt ulovligt flerkoneri kun sted med meget få tilfælde om året (hvoraf kun en del er muslimer), og disse ægteskaber bliver tvangsopløst af staten, hvis parterne ikke indenfor en given frist selv gør det.

Safia Aoude er muslim og cand.jur.