"Forbud mod bøn på gaden er diskrimination"

Et forbud mod bøn på gaden ville stride imod religionsfriheden i det danske samfund, skriver Sune Lægaard. Her er det muslimer, der beder på gaden i Paris, efter deres moské er blevet lukket.

Det ville være udansk at kopiere det franske forbud mod bøn på gaden ud fra et krav om, at det offentlige rum bør være fri for religion, skriver lektor Sune Lægaard

Man bør skelne mellem mindst tre forskellige slags begrundelser for et indgreb som det franske mod muslimer, der beder på gaderne i Paris.

LÆS OGSÅ: Frankrig forbyder bøn på gaden

Dels kan man forbyde bøn på gader ud fra hensynet til den offentlige orden, det vil sige gribe ind over for bedende, hvis de spærrer for trafikken eller er til gene for andre.

Dels kan man gribe ind, fordi man ikke bryder sig om muslimer i særdeleshed, som det jo går ud over i dette tilfælde. Endelig kan man gribe ind, fordi man mener, at det offentlige rum bør være fri for religion i almindelighed.

Det franske indgreb skyldes nok en kombination af alle tre ting.

Sammenligner man Frankrig med Danmark, skal det dog understreges, at den franske stat ser helt anderledes på religion end den danske. Den franske stat hylder princippet om laïcité (verdslighed, red.) der ikke alene kræver en streng adskillelse mellem religion og offentlige institutioner, men også efterhånden fortolkes som krævende, at det offentlige rum i bredere forstand, herunder gader og stræder, skal være fri for iøjnefaldende religion.

Dansk religionsfrihed er religionsvenlig
I Danmark er det helt anderledes: Selv om kirken ikke har politisk indflydelse i Danmark, er staten og kirken ikke institutionelt adskilt, og staten favoriserer folkekirken over andre trossamfund.

I Danmark er offentlige institutioner ikke strengt religiøst neutrale, og religionsfrihed omfatter retten til at manifestere sin religion i det offentlige rum.

Baggrundene for forholdet mellem stat og religion i Frankrig og Danmark er helt forskellige. I Frankrig opstod den sekulære stat i opposition til den katolske kirke, så religionspolitik handler om at begrænse og udelukke religion fra politik.

I Danmark betød indførelse af Grundloven derimod en frisættelse af religionen; hvor der under enevælden var religionstvang, fik vi nu religionsfrihed og mulighed for dannelse af frimenigheder.

Hvor fransk laïcité er religionsfjendtlig, er dansk religionsfrihed religionsvenlig.

Derfor ville det være udansk at kopiere det franske indgreb i Danmark ud fra et krav om, at det offentlige rum bør være fri for religion, for det er det offentlige rum ikke i Danmark, og det har det aldrig skullet være.
Dette gælder også daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens krav om religionen ud af det offentlige rum og krav om burkaforbud fra De Konservative og Dansk Folkeparti.

Selv om der ikke er tradition for at kræve et religionsfrit offentligt rum i Danmark, kunne man dog godt kræve det alligevel. Men hvorfor acceptere en sådan radikal form for sekularisme?

Forbud mod iøjnefaldende religion er diskrimination
Den franske laïcisme er illiberal, da den ikke lader det være op til folk selv, om og hvordan de vil være religiøse. Liberal religionsfrihed betyder ikke frihed fra religion, ligesom ytringsfrihed heller ikke betyder, at man kan slippe for at høre synspunkter, man ikke kan lide.

Og i praksis er kravet diskriminerende, da det kun er iøjnefaldende former for religion, der forbydes, det vil sige former for religion, som majoriteten finder mærkelige eller fremmedartede.

Selv om dansk religionsfrihed er religionsvenlig, havde vi længe især protestantiske former for religion, der af egen kraft opfattede tro og bøn som private anliggender.

Men principielt set vil det være diskriminerende at tvinge denne religionsopfattelse ned over andre religioner som for eksempel islam.

Konsekvenserne af et forbud ville formentlig være yderligere marginalisering af muslimer fra det danske samfund. Hvis man pludselig opstiller generelle forbud, så snart islam bliver synlig, virker det mest som udtryk for fjendtlighed over for islam frem for et mere principielt synspunkt.

Sune Lægaard
Ph.d., lektor i filosofi på Roskilde Universitet