Forfatter: Moderne vampyrer kan også handle etisk

Måske kan vampyrfigurens store nutidige succes forklares med dens sælsomme tegnmæssige glidning fra det onde til det hellige, skriver kunsthistoriker og forfatter Annette Ambrosius

Engang kunne fromme - og velhavende kristne opnå at blive stedt til hvile inde i kirkerummet. At afvente opstandelsen tættest muligt på alteret, hvor det hellige er mest fortættet, var optimalt.

Spektret for det hellige udvider sig i det senmoderne, ligesom evighedshåbet baner sig nye veje. Én af disse fører til fantasy og vampyrfiguren. Twilight-Sagaens levende døde er bemærkelsesværdigt blege, røgelsesduftende og engleagtige. Men alle blodsugeres føde er en hellig, tabubelagt livsvæske, der indgår i religiøse ritualer, for eksempel den kristne nadver.

LÆS OGSÅ:Vampyrfilm har religiøse undertoner

Vampyrer kan også være gode
Men er vampyrer ikke onde? Vestens første vampyriolog, teologen Leo Allatius (1586-1669) mente, at dæmoner/vampyrer ikke er skabt onde. Men de har valgt at gøre dårlig brug af Guds gave: Den frie vilje. Mange senmoderne blodsugere fra Angel til The Vampire Diaries har besindet sig på en bedre brug af Guds gave: De vælger at være gode vampyrer - så langt viljen rækker. De redder menneskeliv med deres mirakuløst healende blod, skænker udødelighed og bruger deres overnaturlige styrke i kamp mod det onde.

True Blood vampyren Godric er villig til at dø en slags soningsdød for egne og andre vampyrers synder gennem tiden. Efter sin død åbenbarer han sig som en Kristus-lignende fredsstifter og fortaler for tilgivelse, som bløder ved andre vampyrers tale om hævn.

LÆS OGSÅ:Unge dyrker vampyrer som religion

Seriens humane hovedperson, Sookie, afgiver blod til de to mandlige vampyrer, som hun elsker lige inderligt. Det gør hun i en kropspositur der associerer til korsfæstelse. De bidende vampyrer ved hvert af hendes håndled har erstattet korsfæstelsens nagler. Scenen er både rørende og oprørende!

Det hellige vækker modstridende følelser
Det hellige bestemmes netop i kraft af de ambivalente følelser, det fremkalder. Eller rettere: Det hellige i en bestemt fortolkning, fremsat af den tyske evangeliske teolog og religionshistoriker Rudolf Otto (1869-1937). I Das Heilige (1917) hævder Otto, at al religion har sit udspring i menneskets erfaring af det hellige, der i bund og grund er numinøs. Ottos sproglige nyskabelse kombinerer det latinske ord numen (guddomsmagt) og ominøs, ildevarslende, som er afledt af det latinske ord omen (varsel).

At identificere det hellige med det gode/etisk-rationelle er reduktivt. Begrebet om det numinøse skal fange den irrationelle, følelsesmæssige reaktion, som udgør kernen i mødet med det hellige.

LÆS OGSÅ:Fem Kristus-figurer i Hollywood-film

Otto ser det numinøses tidligste stadier i fænomener som for eksempel frygt for dæmoner og skellet mellem rent og urent. Det Gamle Testamentes beretning om Moses og den brændende tornebusk, hvor Moses ikke tør se på Gud, er for Otto et eksempel på brydningen mellem to stadier i udviklingen af det hellige: Frygten for det dæmoniske versus det mere udviklingsmæssigt fremskredne etisk-rationelle stadium. Det numinøse er mysterium tremendum et fascinosum: En hemmelighedsfuld magt, 'mysterium', fremkalder ærefrygt, 'tremendum', hos mennesket og virker samtidig tiltrækkende,'fascinosum'.

Moderne vampyrer handler etisk-rationelt
Vampyrer er modelleret over det numinøses skabelon: De fascinerer og vækker angst, eftersom de altid er truet af tilbagefald. I de senmoderne fantasy-fortællinger trækkes de i retning af det etisk-rationelle. Hermed er de tæt på at inkarnere det hellige i dets modne stadium, hvor mysterium tremendum et fascinosum er afbalanceret af det etisk-rationelle.

Bekymrende, eller blot interessant som fænomen, kan vampyrfigurens store nutidige succes tænkes at være forbundet med dens sælsomme tegnmæssige glidning fra det onde til det hellige.

Annette Ambrosius er mag.art. i kunsthistorie og forfatter til "Myter til tiden: Fantasy og religion" (Systime, 2013).