"Forslag om tørklædeforbud illustrerer problemet med universelle rettigheder"

Det grundlæggende spørgsmål er, om alle borgere kan gøre krav på deres rettigheder, når vi lever i et multikulturelt samfund med modstridende værdier? skriver højskoleforstander Thue Kjærhus

Vores samfund er præget af en rettighedsliberalisme. Det betyder, at samfundet er præget af en tænkning om, at alle borgere har universelle rettigheder og bør behandles ens. Når Dansk Folkeparti vil forbyde offentligt ansatte at bære religiøse symboler, vil det derfor ramme alle religiøse grupper, fordi der ikke må forskelsbehandles.

Hensigten med DF’s lovforslag er primært at inddæmme islams dominans i det offentlige rum. Om man så gør det ved nævnte forslag, stiller jeg mig tvivlende overfor.

Vi er efter min vurdering i Europa således aktuelt udfordret af det multikulturelle. Nogle muslimske indvandrere har det overordnet set vanskeligt med den vestlige livsform.

Dermed er andre grupper i samfundet, som ikke udgør et problem for den sociale orden, blevet berøvet en del af deres frihed, fordi lovgivning skal være universel og almen. De jødiske og kristne offentligt ansatte vil således med Dansk Folkepartis forslag miste friheden til at bære religiøse symboler.

Det samme gør sig gældende, hvis der kommer et politisk krav om, at imamer, for at få lov til at praktisere i Danmark, skal på et obligatorisk kursus i anti-radikalisering. Hvis man mener, at alle borgere har universelle rettigheder, så skal loven omfatte alle trossamfund. Katolske, calvinistiske og folkekirkelige præster skal dermed også indskrives til anti-radikaliseringskursus. Dette vil erfares som absurd af befolkningen.

Det grundlæggende spørgsmål er, om alle borgere kan gøre krav på deres rettigheder, når vi lever i et multikulturelt samfund med modstridende værdier?

Vi skal beskytte friheden i et demokrati, hvor der hersker ulige idealer. Derfor skal vi gøre op med den universelle rettighedstænkning, for ellers bliver problemkomplekset ikke løst praktisk og pragmatisk. Idealet om, at alle borgere til enhver tid har umistelige rettigheder, står i vejen for pragmatiske løsninger, der er i almenvellets interesse.

Demokratiet og retssamfundet er idéhistorisk nært forbundet med rettighedsliberalismen og forestillingerne om abstrakte, universelle individuelle rettigheder. Ifølge den politiske tænker Hannah Arendt er mennesket ikke født med abstrakte, individuelle og universelle rettigheder. Friheden og rettighederne er ikke givet som en naturret.

Friheden og rettighederne er derimod formet af frie borgere i mødet med andre frie borgere. Mennesker kan således vedtage politisk at gøre menneskerettighederne til norm. Derved bliver rettighederne ikke absolutte. Derved imødegår Arendt argumenterne for, at menneskerettighederne er totalitære.

I det frie, ubetingede møde, hvor de politiske beslutninger træffes, kan der ifølge Arendt opstå nye begyndelser. Nye politikformer. Nye menneskeskabte rettigheder.

Arendts tilgang til menneskerettigheder som politisk bestemte kan være en ny begyndelse. En ny måde at formulere rettigheder i det multikulturelle EU og Danmark.

Vi har aktuelt brug for at renoncere på menneskerettighederne som universalistiske og førpolitiske. Menneskerettigheder er ikke hævet over enhver politisk forhandling. Arendts kritik af menneskerettighederne kan danne afsættet for en ny begyndelse og nye politikformer, som er mere nuancerede, konkrete og menneskeskabte.

Thue Kjærhus
Forfatter, debattør og forstander på Rønshoved Højskole