"Foråret er ikke kommet til de kristne i Egypten"

Der er også positive eksempler at spore i Cairo. 2000 egyptere, kristne og muslimer, lokale og udefrakommende, demonstrerede i området under sloganet "Muslimer og kristne står sammen!" De kommende år vil vise, om demonstranterne her ret, skriver Jørgen Skov Sørensen. Foto: Nameer Galal Demotix Denmark

Den sekteriske og interreligiøse vold er stigende i Egypten, skriver sekretariatschef i Det Mellemkirkelige Råd Jørgen Skov Sørensen

Nu gik det ellers lige så godt. Diktatoriske regimer i Mellemøsten væltede på stribe, og vi talte om det arabiske forår som begyndelsen på en helt ny tid i en region, som gennem alt for lang tid havde været præget af undertrykkelse, usikkerhed og sekterisk vold. Demokratisering. Folkelig opstand. Samarbejde mellem kristne og muslimer med samme mål: fred.

LÆS OGSÅ: Egyptiske kristne dræbt i kirke

Fred og frihed i Egypten
Det har ikke skortet på smukke og idealistiske ord i de utallige artikler og reportager, vi har modtaget fra regionen. Vi kom næsten til at tro på miraklet, når vi så billeder af kristne og muslimske ægyptere i omfavnelse, bærende på det nationale flag i løb på Tahrir Pladsen i Cairo. Symbolet på frihed og borgerlig mobilisering. Et samlet folk på trods af religiøse skel og trosmæssige forskelligheder. Det fælles gode. Næsten for godt til at være sandt.

Blodigt sammenstød i Mar Mina-kirken
Men var det måske også naivt? Vi ved det ikke rigtigt endnu, men den forgangne uges begivenheder i det fattige Imbada-distrikt syd for Cairo satte lige en midlertidig stopper for den euforiske glæde.

Vi oplevede et wake-up call til en virkelighed, som er dagens realitet i den egyptiske hovedstad. Den lille koptisk-ortodokse kirke Mar Mina blev centrum for dødelige sammenstød mellem kristne og muslimer, angiveligt startet med baggrund i en formodning om, at en kristen kvinde, der ønskede at konvertere til islam, blev holdt som fange i kirken.

Hændelsen skænder det billede, som ellers var ved at danne sig af et nyt Egypten, men skal vi i grunden være så overraskede?

De kristne er pressede 
Alene siden nytår har landet været vidne til mindst fire lignende situationer, og der er desværre en kedelig statistik, der viser at sammenstød af sekterisk karakter ikke er usædvanlige i dette store toneangivende mellemøstlige land.

Dette forhold synes ikke at have ændret sig synderligt. Nærmest tværtimod, for de politiske uroligheder har kastet en mængde nye spillere på banen, som ikke alle har samme mål med den folkelige revolution.

Fortalere for det gamle regime, som stadigt findes i landet, har en naturlig interesse i at vise, at der efter Mubaraks fald vil opstå kaos, som igen vil legitimere det tidligere styres stabiliserende effekt, fortæller lederen af Det Danske Dialoginstitut i Cairo, Jakob Erle, og henviser til rapporter i den agtede avis Al Masry Al Youm, som påviser, at politiet ikke greb ind i tide over for de angribende horder.

Andre peger på de ekstremistisk konservative salafiya-muslimer, som de kalkulerende og religiøst betingede hovedmænd bag ulykkerne.

Den anglikanske biskop i Egypten, Mouneer Hanna Anis, maler i et hyrdebrev til sine menigheder på baggrund af weekendens begivenheder også et trist billede af situationen efter det gryende politiske forår, idet han konstaterer, at den sekteriske og interreligiøse vold er stigende i Egypten.

En større konference mellem muslimske og kirkelige ledere fra Mellemøsten og Europa på Kreta i april måned i år bekræftede da også, at kristne i Egypten på ingen møde føler, at foråret er kommet til dem med den nye politiske situation.

Egyptens kristne føler sig pressede. Ikke bare af den usikkerhed for fremtiden, som foråret alt andet lige har bragt med sig, men set i en større sammenhæng har kirkerne i landet gennem de seneste år oplevet en situation, hvor kristne i stort tal forlader deres kirke og deres land for at skabe sig et nyt liv i USA eller Europa.

Samtidigt har der på det seneste været meget fokus på kristne kvinder, som konverterer til islam af den simple grund, at de ønsker skilsmisse, fortæller Jakob Erle.

For mange er denne mulighed den eneste for at slippe ud af et voldeligt ægteskab, og selvom der således måske ikke i første række er tale om en religiøst betinget handling, og selvom det relativt set er få kvinder, der vælger denne udvej, så har det fået enorm bevågenhed i de egyptiske medier og er med til at sætte de kristne kirker under pres.

Der er beretninger om, at kirker og menigheder har skjult kvinder mod deres vilje for at undgå endnu en konverteringssag, så sagen fra Mar Mina-kirken i Imbada-distriktet er langt fra den eneste, fortsætter Jakob Erle, som understreger, at konflikterne ikke kan ses som en simpel konflikt mellem en majoritet og en minoritet.

Er der noget håb?
Der er voldshandlinger på begge sider, hvilket da også understreges af, at der blandt de foreløbigt 190 arresterede efter urolighederne ved Mar Mina-kirken findes såvel muslimer som kristne, herunder en kristen grønthandler, som angiveligt skulle have affyret det første skud.

Tilbage står omkring 10% kristne i et overvejende muslimsk land, som oplever usikkerhed og vold og frustration, der til tider kommer ud som aggression i egne rækker.

Er der da slet ikke noget håb? Den anglikanske biskop Mouneer er ikke uden håb. Han peger på det tværreligiøse initiativ Beit El-Eila, Familiens Hus, hvor moderate kristne og muslimer er gået sammen om at fordømme weekendens begivenheder og arbejde i retning af forsoning mellem de involverede parter. Forsoning er, mener biskoppen, den eneste varige løsning.

Et konkret eksempel på forsoning og samlet tværreligiøs reaktion kunne beboerne i Imbada distriktet opleve mandagen efter den blodige weekend. 2000 ægyptere, kristne og muslimer, lokale og udefrakommende, demonstrerede i området under sloganet Muslimer og kristne står sammen! De kommende år vil vise, om demonstranterne her ret.

Jørgen Skov Sørensen er ph.d. og Sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd sætter for tiden fokus på religionsfrihed og undertrykte kristne minoriteter.