- Gå ind i islamdebatten med kritisk omtanke

For først når man er trængt så langt ind i en fremmed religion, at den begynder at blive en fristelse for én, kan man nå frem til noget, der ligner forståelse, skriver tidl. sognepræst Ricardt Riis. - Foto: Foto: Arkiv

Karen Larsen vil for enhver pris mene det bedste om muslimerne. Men lidt realist har man da lov at være, mener Ricardt Riis og svarer dermed på Karen Larsens artikel

Også jeg kan såmænd af og til være bekymret eller snarere irriteret over niveauet i den debat, vi har om islam. Jeg troede godt nok, at vi var ved at komme over de værste begynderfejl i debatten, men med Karen M. Larsens indlæg ser jeg, at alle fejlene, alle de 'dirty tricks', alle de retoriske kneb, alle overdrivelserne, alle fordrejelserne lever i bedste velgående. Og her er det altså mig, det går ud over.

Ét af de 'dirty tricks', hun anvender, har hun vist lært af religionsvidenskabsfolkene. De kalder rask væk folk som mig, der mener at kunne sige noget om islam som sådan, for 'essentialister'. Tror vi da virkelig, at islam er en monolit? Tror vi, at alle muslimer mener det samme? Det var, hvad vi måtte høre.

Positive ord er også generalisering
De glemte at fortælle, at dette med, at man ikke måtte være essentialist, kun gjaldt, når det var andre, der var tale om, og når der blev sagt noget ufordelagtigt om islam. De selv var da så udmærket i stand til at sige noget generelt om islam, for de siger jo kun noget positivt.

Det trick bruger Karen M. Larsen imod mig, endda krydrer hun det med fantasifulde overdrivelser. Jeg har sagt og jeg mener det i ramme alvor at jeg prøver at finde ud af, hvordan muslimer tænker. Selv synes jeg, det er en yderst prisværdig bestræbelse. For først når man er trængt så langt ind i en fremmed religion, at den begynder at blive en fristelse for én, kan man nå frem til noget, der ligner forståelse.

Men hvad får jeg så at vide? Såmænd, at jeg tror, at alle muslimer tænker ens, og at de er en slags religionsrobotter. Essentialist-argumentet om igen. Endda mere forvrøvlet, end jeg har hørt det fra religionsvidenskabsfolkene.

Ikke fair at dømme ud fra det, der ikke siges
Så er det jo sandt nok, at jeg ikke i mit indlæg har sagt, at muslimers menneskerettigheder ikke må overtrædes. Man plejer ikke at have lov til at drage konklusioner ud fra, hvad der ikke er sagt. Man taler advarende om det utilladelige i 'argumenta e silentio'.

Men sligt generer ikke Karen M. Larsen. Hun ser sig i stand til på baggrund af noget, jeg ikke har sagt, at antyde, at jeg ikke har en grundetik, der gælder alle mennesker. Imod al god debatskik, ak ja!

Jeg har også henvist til et charter, som en muslimsk lærd, der blev kristen, har opstillet, og som han mener, alle imamer skal skrive under på. Et sådant krav om underskrift mener jeg ikke, er en god idé, hvad jeg tydeligt gør opmærksom på. Men, siger jeg, mange af chartrets artikler kan derfor godt sige noget om, hvor der kan opstå problemer i forholdet mellem os og muslimerne.

Det er de muslimske stater, der krænker kvinder
Men det skulle jeg aldrig have sagt. For hvad nytter det, at jeg udtrykkeligt gør opmærksom på, hvilke problemer jeg tænker på, nemlig sharias krav om drab på frafaldne og sharias forbud for muslimske kvinder mod ægteskab med ikke-muslimer? Selve chartrets tekst får Karen M. Larsen til at fremkomme med en række fantasifulde anklager mod mig.

Der er ingen grænser for de mærkelige ting, hun kan tillægge mig ud fra det charter. Ja, hun hidser sig op til at frygte, at min mening med det hele er at komme til at 'krænke muslimernes menneskerettigheder for at kunne bevare vore egne'. En kryptisk bemærkning, som jeg ikke helt forstår. Men det lyder da uhyggeligt.

Og så er sandheden jo den, at det er en række muslimske stater, som sammen med det ikke-muslimske Indien har en lovgivning, der støtter sharias krav, og altså krænker muslimske kvinders menneskerettigheder, her: retten til ægteskab med hvem de vil, uanset etnisk eller religiøst tilhørsforhold.

Frafald straffes ofte med døden i islam
Jeg vil tro, at hendes forargelse imod mig skyldes lige dele uvidenhed og godtroenhed. Hun vil for enhver pris mene det bedste om muslimerne, og derfor er hun sikker på, at 'mange imamer ville kunne skrive under på, at enhver har lov til at dyrke, forlade og konverterer til enhver religion, uden at vedkommende skal frygte at blive mødt med vold eller trusler'.

Det glemmer hun i farten at levere dokumentation for, men det er vist også vanskeligt, for det er en kendsgerning, hvad enten man kan lide det eller ej, at muslimerne op igennem deres historie har haft den regel, at frafald straffes med døden.

Naser Khader betragtes af mange muslimer som en frafalden. Det er derfor, han lever under politibeskyttelse. Det er selvfølgelig prisværdigt at ville tro det bedste om muslimerne. Men lidt realist har man da lov at være.

Muslimerne har deres egne menneskerettigheder
Nu det med menneskerettighederne! Jeg gør opmærksom på, at muslimerne har deres egne menneskerettigheder, der omhyggeligt er formuleret sådan, at de kan bibeholde deres regel om, at en muslimsk kvinde ikke må gifte sig med en ikke-muslimsk mand.

Men disse muslimske menneskerettigheder, siger så Karen M. Larsen, er jo blot 56 diktaturstaters værk. Man kan da ikke af den grund sige, at muslimerne har deres egne menneskerettigheder (essentialist-tricket gen!).

Og vi får i tilgift et par overdrivelser, blandt andet den, at jeg skulle have en 'fleksibel' tilgang til menneskerettighederne: jeg har nævnt, at der findes specielle muslimske menneskerettigheder, straks har jeg en fleksibel tilgang til samme. Jeg kan ikke helt følge logikken. Men der er vist heller ikke nogen.

Indiens muslimer har selv fravalgt kvinders rettigheder
Men selv det, jeg nævner i et svar på hendes blog: at de indiske muslimer, der lever i et demokratisk samfund, og derfor teoretisk kan stemme sig til en anden lov, åbenbart foretrækker at leve under muslimsk lov, med de indskrænkninger i kvinders rettigheder, det giver, frem for under den indiske grundlov, der giver mand og kvinde lige ret selv det fejer hun af bordet, vist uden helt at have forstået, hvad det indebærer: man kan ikke gøre alverdens muslimer kollektivt ansvarlige for, hvad diktatoriske regimer beslutter på deres vegne, siger hun.

Jamen, det er ikke det, der er tale om. Om så alle de 56 lande, der vedtog Cairo-erklæringen, er diktatoriske, de 200 millioner indiske muslimer har frivilligt tilsluttet sig den muslimske regel om kvinders manglende menneskerettighed, hvad angår valg af ægtefælle, for de lever i et demokrati, ikke i et diktatur. Det er mærkeligt, men det er sandt. Og det skulle Karen M. Larsen forholde sig til, i stedet for at tale om noget andet.

Frihed behøver ikke at være principløs
Det er, som om Karen M. Larsen hverken kan eller vil forstå, at muslimer kommer her til landet, ikke som kopier af vesterlændinge, men netop som muslimer, med alle de kulturelle træk, det indebærer, træk, der ikke alle harmonerer lige godt med vore samfund.

Når jeg argumenterer for, at vi skal give dem al den frihed, vor lovgivning kan tillade, (hvad jeg har gjort adskillige gange) gør jeg det såmænd med den lumske bagtanke, at de skal finde ud af, at vort frihedssystem er bedre end deres haram/halal-system. Det kan man jo ikke overbevise dem om med tvang. Men dette: at give dem frihed, er ikke det samme som at forlade alle de principper, vi selv står for som fortalere for et sekulært samfund.

Men alle de steder, hvor vort 'frihedssystem' tilsyneladende ikke slår til jeg tænker på æresdrab, gadeoptøjer, ghettodannelser, 'no-go-areas', et særligt muslimsk retssystem i ghettoer, osv. dèr er jeg virkelig i tvivl om, hvad man skal gøre. Og det er derfor, jeg prøver at leve mig ind i, hvordan muslimer tænker.

Det kan man lære noget om fra mange forskellige kilder, og altså også ved at læse det charter, som den tidligere muslim, Sam Solomon, har opstillet. Det skal som alt andet læses med kritisk omtanke, og en sådan kritisk omtanke mener jeg også, man kan se af mit indlæg, hvis man er i stand til at se bort fra Karen M. Larsens fordrejninger.

Til sidst: Hvad angår niveauet i den generelle debat om islam her i Danmark, håber jeg virkelig, den vil forløbe efter ovenstående retningslinier og ikke efter Karen M. Larsens jomfrunalske angst for at støde muslimerne på manchetterne.

Men jeg har stadig en underlig fornemmelse siddende i mig over, at jeg på grund af disse retningslinier skal anklages for at sænke debatniveauet, og det af et menneske, der i debatten med mig har brudt alle normale regler for god debat.

Ricardt Riis er pensioneret sognepræst og Lutherekspert. Du kan se hans blog her.