Viljen til at give er drivkraften bag personlig udvikling

Det at give er et væsentligt trin i buddhistisk praksis. Men det er et emne, mange vesterlændinge ser bort fra, når de undersøger buddhismen, mener buddistisk munk Allan Chemnitz

Personlig udvikling beskrives som en livslang proces. Det er en måde, hvorpå man kan udvikle sine færdigheder og kvaliteter, hvor man overvejer og genovervejer sine mål i livet, og hvor man sætter sig mål for at realisere og maksimere sit potentiale.

Mange af de mekanismer, man bruger i coaching og selvudviklingsprogrammer, har sit udspring i fortolkninger af østlig filosofi, der er kommet "i ny indpakning". Ved denne kommercialisering af den østlige filosofi, er det blevet en industri med sine egne stjerner og forbilleder, men der mangler nogle væsentlige elementer.

Efter selv at have søgt forskellige steder efter en metode, der kunne udvikle mig som menneske, landede jeg tilfældigt et sted, hvor jeg fik mulighed for at prøve meditation. Dermed blev mit primære udgangspunkt til selvudvikling: buddhisme. Det var ikke noget bevidst valg. Men det skabte en nysgerrighed.

I begyndelsen prøvede jeg at omfavne alt, men blev klar over, at det kun førte til større uklarhed og forvirring. Jeg blev derfor nødt til at indsnævre det til, hvad der lå indenfor min rækkevidde, nemlig theravada-traditionen. Det kunne lige så godt have været tibetansk-, zenbuddhisme eller noget helt andet. 

Theravada lå indenfor rækkevidde, og jeg begyndte at gå i dialog med munke og andre lærde i Wat Phra Dhammakaya-templet i Korsør. Det var afgørende for mig, at der blev lagt stor vægt på lægfolk og fællesskab i Dhammakaya-traditionen. 

Den øverste munk for Wat Phra Dhammakaya Luang Phaw Dhammajayo har ført traditionen frem til, hvad den er i dag. Fra en ydmyg begyndelse i 1970 er det en global organisation med afdelinger i alle verdensdele, og nord for Bangkok ligger hovedkvarteret, hvor man har formentlig verdens største meditationscenter med plads til, at en million mennesker kan meditere der. 

Netop fællesskabet er Dhammakayas store styrke, og der lægges stor vægt på at give, som et centralt udtryk for ens personlige udvikling. 

At give (dana) er et af de væsentlige indledende trin i buddhistisk praksis. Det er ganske enkelt hele grundlaget for ens personlige udvikling. Men det er også et emne, mange vesterlændinge ser bort fra, når de undersøger buddhismen. Derfor får de ikke det fulde billede af, hvad buddhisme er. 

Handlingen, at give, vil bringe os lykke i fremtiden i overensstemmelse med loven om årsag og virkning, som Buddha underviste om. At give giver fordele i det nuværende liv og i det efterfølgende liv. 

Mængden af fortjeneste afhænger af tre faktorer: Kvaliteten af giverens motiv, den åndelige renhed af modtageren og størrelse af gaven. Buddha sagde blandt andet, at det at give vil hjælpe os i vores bestræbelser på at rense sindet. 

Derfor er min konklusion, at det at give er den drivkraft, der skaber den personlige udvikling. Giver man derfor af et rent hjerte til det fællesskab, man er en del af, vil det komme tilbage i form af positiv energi, som genoplader os, giver os velvære og et klart og positivt sind. 

Allan Chemnitz er product manager og buddhistisk munk.