Gud holder fast ved os

Ud fra en kristen forståelse mener jeg, at der kan tales om he(a)ling både som tilgivelse i forhold til vores skyld og som frisættelse i forhold til den lidelse, som på forskellig måde truer med at reducere livet eller mennesket, skriver Marianne Bach.

At blive skyldig hører med til det at være menneske
Synd har traditionelt spillet en afgørende rolle i et kristent livs- og menneskesyn, og det er fortsat en central udfordring, hvordan der kan tales konkret og meningsfuldt om synd i dag. Nogle bærer en tung arv med sig, hvad angår forståelsen af mennesket som syndigt, og der er ofte blevet taget afstand fra denne forståelse ud fra et moderne syn på mennesket.

Men at tale om synd handler ikke om at nedgøre mennesket eller om at tage glæden ud af livet. Det handler derimod om at have et realistisk syn på mennesket og hverken idealisere det -- for det kan det ikke holde til -- eller nedgøre det. At blive skyldig hører nemlig med til det at være menneske, fordi vi handler og har ansvar, og fordi vi lever i relationer -- til hinanden og til Gud.

Det glædelige budskab er da, at det går an at være en synder, fordi det netop er syndere, som Guds kærlighed og tilgivelse retter sig mod. I en luthersk forståelse hedder det, at vi er syndere og retfærdiggjorte -- og den, der gør retfærdig, er Gud.

Det, der i sidste ende står på spil i forbindelse med synd, er spørgsmålet om frelse. Kristendommen forkynder, at mennesket frelses alene på grund af Guds kærlighed og indgriben gennem Jesu liv, død og opstandelse. Det er Gud selv, som derved genopretter det brudte forhold mellem Gud og mennesket, som synden er udtryk for. Synd betyder nemlig "splittelse". Den splittelse mellem mennesket og Gud og mellem mennesket og tilværelsen, som gør, at vi på så mange måder kan "gå fejl af målet".

Frelse og åndelig praksis
Af den grund har vores lutherske tradition lagt vægt på, at det alene gælder om at gribe frelsen med troen -- at hvad frelsen angår, er mennesket helt afhængigt af Guds nåde. I forlængelse af dette er menneskets gerninger næsten blevet mistænkeliggjort. Her er der imidlertid en skelnen, som det er vigtigt at gøre sig klart: Selvom et menneske hverken skal eller kan gøre sig fortjent over for Gud og i forhold til sin frelse, er gerningerne legitime og vigtige i forhold til medmennesket.

Denne skelnen er ikke altid blevet opretholdt, og det har også givet sig udslag i, at man har set med skepsis på en åndelig praksis. Det afgørende, som her skal understreges, er, at en åndelig praksis handler om, at mennesket søger at være åben for og deltagende i Guds gode vilje og frelseshistorie. Selv efter syndefaldet er der en rest af menneskets gudbilledlighed tilbage, som gør, at mennesket har en åbenhed eller længsel mod sin Skaber.

Denne forståelse er afgørende forskellig fra den, man møder inden for megen ny spiritualitet, nemlig at mennesket selv kan finde vejen til Gud og til frelse. Spiritualiteten får da til formål at nå Gud i stedet for at være udtryk for menneskets taknemmelighed og leven i tillid til, at Gud holder fast ved os.

At tale nuanceret om synd
Det er et spørgsmål, om der er blevet talt for snævert om synd i den kirkelige tradition. Traditionelt er synd blevet forstået som skyld, altså at et menneske pådrager sig skyld gennem sine handlinger. Men spørgsmålet er, om ikke synd kan give sig forskellige udtryk -- forskellige udtryk for det, at verden og mennesket er kommet bort fra Gud. Og at dette også rammer mennesket og gør det til genstand/offer for tomhed, uro og meningsløshed, manglende selvværd, skam og ensomhed.

Endelig står tilbage det store spørgsmål om, hvordan vi skal forstå sygdom, lidelse og livets endelighed. Det, at der er nogle vilkår, vi har livet på -- at livet hænger sammen med døden, og at kærligheden er forbundet med tab og med opgivelse af magt over tilværelsen.

Der er ikke noget entydigt svar på lidelsens spørgsmål, og vi går fejl af det, hvis vi mener, at der er tale om problemer, som kan fjernes -- og ikke byrder, som må bæres. Og i sidste ende er det mere barmhjertigt at lade lidelsen forblive et mysterium end at forklare den som den enkeltes egen skyld (karmatanken) -- en opfattelse, som isolerer den lidende. Et kristent livssyn harmoniserer ikke tilværelsens modsætninger. Men over for lidelsen står Guds kærlighed og håbet om, at Gud vil fuldende sin frelseshistorie med os (Guds rige/opstandelse).

He(a)ling og heling
I forlængelse af skyld og lidelse rejser spørgsmålet sig om, hvad he(a)ling betyder. Ud fra en kristen forståelse mener jeg, at der kan tales om he(a)ling både som tilgivelse i forhold til vores skyld og som frisættelse i forhold til den lidelse, som på forskellig måde truer med at reducere livet eller mennesket. Så det liv, der har "ramt ved siden af målet" og er gået i stykker, igen kan opleves som helt.

Ordet he(a)ling har en lidt fremmed klang. Måske kan vi bedre tale om heling, hvilket er i overensstemmelse med et kristent menneskesyn, hvor et menneske anskues som en helhed af krop, sjæl og ånd. Heling behøver ikke alene at betyde, at der sker en heling på det ydre plan, men kan også ligge i, at et menneske bliver i stand til at forsone sig med tilværelsen, andre, sig selv og Gud og derigennem bevare sit livsmod -- på trods. I sammenhæng med spiritualitet betyder heling først og fremmest, at forholdet til Gud (gen)oprettes.

Hvad betyder en daglig åndelig praksis i den forbindelse? Hvad vil det sige at indleve sig i gusdforholdet og Guds vilje? Og hvordan kan vi gøre det? Hvad tænker vi her om bøn og forbøn -- hvilken virkning har den? Hvad tænker vi om nadver og skriftemål -- og om forskellige andre former eller ritualer, som vi ikke har i folkekirken. Hvad er det, vi ser Jesus gøre over for mennesker? Og hvordan kan vi hjælpe hinanden med hensyn til heling i vores liv?

Vi ønsker jo ofte en virkning, en forandring i forhold til vores liv og situation. Vigtigt bliver det da, at man bevarer en kritisk sans både over for andre og over for sig selv, så disse "midler" ikke forveksles med eller udnyttes til egen fordel eller magt. Ellers fører det til bedrag og udnyttelse af andre menneskers behov på det religiøse område. I overensstemmelse med traditionen "at skelne ånderne" må vi skelne mellem, hvad vi ønsker, og hvad der er af Gud - mellem vor egen magt og Guds.

Marianne Bach,
lektor på Teologisk Pædagogisk Center

Synd og he(a)ling er temaet for tre inspirationsdage om spiritualitet og kristentro, som afholdes i Grenaa fra den 19.-21. januar. Læs mere på www.spiritualitet-kristentro.dk