"Har du husket at bede for Osama bin Laden i dag?
Osama bin Laden var et menneske som jeg selv, én, som Jesus døde på korset for, skriver generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen
Osama bin Laden er blevet erklæret død. Det har skabt jubelscener i USA og i den vestlige verden. Men må man juble over et andet menneskes død - også selvom det er en terrorist? Vi har spurgt panelet på religion.dk.
Generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen svarer:
Osama bin Ladens død for amerikanske kugler i Pakistan har bevæget mange i USA til glæde og sejrsjubel. Det gav også anledning til glæde og sejrsjubel mange steder i den muslimske verden, da tvillingetårnene i New York den 11. september 2001 sank i grus.
Osama bin Laden var også et menneske
Ligesom det fyldte mig med sorg og gru, at terrorister med ét slag kunne dræbe 3.000 sagesløse mennesker, kan jeg ikke, hvis jeg skal være ærlig over for mig selv, bringe særlig mange positive følelser for dagen i anledning af drabet på Osama bin Laden.
Hele USAs overlegne teknologi og ildkraft over for én enkelt mand, det er der for det første ikke så meget heltemodigt ved, selv om der var skudveksling, og amerikanske soldater kunne være blevet alvorligt såret eller dræbt under aktionen.
For det andet var Osama bin Laden et menneske, skabt i Guds billede, selv om han, for mange at se, havde forskrevet sin sjæl til djævelen.
De aktioner, som han var ansvarlig for, kostede som oftest flere muslimer end kristne eller andre religioners tilhængere livet.
Så det må have været åbenlyst for enhver, at individuelle menneskeliv for ham intet betød i det store billede, i den store drøm om islams verdensherredømme. Det forudsatteåbenbart i hans optik, at verden først blev bragt ud i et så totalt kaos som muligt, en typisk, utopisk-revolutionær tankegang.
Det er dog også nok utopisk at forestille sig, at det skulle have været muligt at fange Osama bin Laden og bringe ham for en domstol men det ville have været det korrekte.
En berømt kristen leder plejede at sige til folkene i den organisation, han havde stiftet: Har du husket at bede for Osama bin Laden i dag?
For de fleste mennesker i den vestlige verden, især USA, var det en enorm provokation, og jubelscenerne i USA oven på hans død viser lidt om, hvor dybt kristendommen i Guds eget land egentlig stikker eller rettere: Hvor overfladisk den til tider er.
Nu er det selvfølgelig ikke mit land, Danmark, som 11. september-begivenhederne gik ud over, derfor skal jeg også være sen til at dømme mine amerikanske medkristne; men tanken kan ikke undgå at opstå i mit hoved.
Bin Laden var kompromisløs
Men Osama bin Laden var et menneske som jeg selv, én, som Jesus døde på korset for. En lang række af begivenheder gjorde ham til den, han var, og på én eller anden måde må man betragte hans handlinger som båret af et kompromisløst religiøst engagement. Mange muslimer betragtede ham som en helt, fordi han levede så nær på det idealbillede, de har af deres profet.
Hvis vi som kristne kunne komme bare lidt nærmere den kompromisløshed, der prægede Jesus og hans apostle og deres måde at leve på, ville meget være anderledes i verden i dag. Måske kunne den have fostret en Osama bin Laden?
Om lidt skal jeg ind og se filmen Om guder og mænd. Måske kan de trappistmunke, der betalte med livet for deres helhjertede tjeneste for evangeliet i den muslimske verden, give mig lidt inspiration i retning af et autentisk kristenliv.
Det islamiske raseri fortsætter
Allerede nu kræver det mod fortsat at leve som kristen i den muslimske verden. I lørdags ringede en pakistansk ven til mig og fortalte, at to kirker i byen Gujranwala var blevet brændt ned, og at en muslimsk pøbel havde raseret ca. 20.000 kristne menneskers hjem.
Dette var angiveligt sket som gengældelse for afbrændingen af Koranen i USA for nogle uger siden. Når en lille amerikansk menigheds handlinger kan afstedkomme sådanne hævnaktioner, hvad må så ikke USAs drab på Osama bin Laden kunne føre til?
Hans død kan let føre til, at kristne kommer fra asken i ilden, især i Pakistan, hvor der i forvejen ikke skal meget til for som kristen eller moderat muslim at blive udsat for det islamiske raseri.
Henrik Ertner Rasmussen er generalsekretær for Dansk Europamission og panelist på religion.dk