Hare Krishna-munk: Hvor dybt et aftryk har kristendommen sat?

I Vesten har vi hang til at dyrke materiel lykke, velstand og personlig frelse frem for at følge Guds vilje, så kristendommens præg kunne være større, mener Hare Krishna-munk og forfatter Leif Asmark Jensen

Kristendommens største aftryk på Vesten er den monoteistiske idé. Gud er én, der er ingen over Ham, Han alene skal tilbedes. Den idé var der efter alt at dømme ikke de fleste steder i Europa før kristendommens tid.

Vedaerne - monoteisme med mange halvguder
Det betyder selvfølgelig ikke, at kristendommen eller snarere de abrahamske religioner (kristendom, jødedom og islam) er ene om monoteisme, som nogle tror det.

Monoteisme finder man også uafhængigt i mange andre religiøse sammenhænge. For eksempel er Indiens Vedaer i deres essens monoteistiske, selv om omtalen af mange guder eller halvguder kan forvirre nogle til at tro, at halvguder er kraftfulde uafhængigt af Gud. Det bekræftes af den ældste Veda, Rg-Veda, ifølge hvilken, om tad visnuh paramam padam:

Visnu er den Højeste, og alle andre ser op til Ham.

Den samme lære finder man i den kendteste bog fra den vediske litteratur Bhagavad-gita.

Ikke desto mindre kan Vedaernes omtale af de mange halvguder godt give indtryk af, at der er mange guder uden én Højeste Gud, og at man får det samme resultat af at dyrke ligegyldigt hvilken af dem. Denne idé har kristendommen overskygget her i Vesten og solidt grundfæstet forståelsen af, at religion betyder at tilbede Gud og overgive sig fuldt ud til Ham.

Forskel på at tilbede én og mange guder
Hvorfor er dette vigtigt? Det er det, fordi man ikke får det samme resultat af at tilbede og tjene Gud og tjene andre eller andet end Gud. Tilbedelse af Gud fører én hjem til Gud, mens tilbedelse af andre guder fører én til et andet midlertidigt liv i reinkarnationskredsløbet i denne materielle verden.

LÆS OGSÅ:Tre i én. Kathrine Lilleør om Gud

Derfor tilbeder vi andre guder
I Bhagavad-gita' forklares det at grunden til, at mennesker tilbeder andre guder end Gud, er, at de ønsker noget andet end det, som Gud ønsker:

De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguderne og følger de bestemte regler og reguleringer for tilbedelse i overensstemmelse med deres egne naturer.
(Bhagavad-gita, kapitel 7, vers 20).

LÆS OGSÅ:Danskerne dyrker place-bo religioner

At tilbede andre eller andet end Gud gør man med andre ord, når man har ønsker, der er forskellige fra Guds ønsker for én. Man tilbeder andre guder, der kan tilfredsstille ens kortsigtede ønsker om materiel velstand, sundhed, lykke, opnåelse af himmelske verdener, frelse og så videre, som Gud er for klog til at ville give os (Han har meget større ting i tankerne for os).

Således er det godt, at kristendommen i Vesten har mindsket denne tilbedelse af andet og andre end Gud Selv.

Vesten har reduceret Gud til en leverandør
Her kan det dog bemærkes, at selv om Vesten ved kristendommens indflydelse er monoteistisk, har Vestens folk alligevel ikke opgivet deres materielle ønsker om materiel lykke, velstand, frelse og så videre. Følgelig tilbeder de, som ikke ønsker at give sig til hen Guds ønsker, ikke Gud som Kristus ønskede det (Herre, ske din vilje).

Hvis de ikke ligefrem bliver ateister, tilbeder de i stedet Gud på samme måde, som mennesker i andre religioner tilbeder andre guder. Således bliver Gud fra at være Herren, hvis ønsker er enerådende, og for hvis skyld alene man lever, reduceret til at være en ordreleverandør for vores behov (Giv os i dag vores daglige brød, hjælp mig med dit og dat, må der blive fred i verden, frels os og så videre).

LÆS OGSÅ: Enten tilbeder man sig selv - eller også tilbeder man Gud

Tilbedelse af den sande Gud
Kristus sagde noget andet:

Søg først Guds rige, så skal alt blive givet til dig.
(Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33).

Mit rige er ikke af denne verden.
(Johannesevangeliet kapitel 18, vers 36).

Lad de døde begrave deres døde og følg mig.
(Lukasevangeliet kapitel 9, vers 60).

Giv alt, du har, til de fattige og følg mig.
(Matthæusevangeliet kapitel 19, vers 22).

Det er sværere for en rig at komme i himmelen end for en kamel at komme gennem et nåleøje.
(Matthæusevangeliet kapitel 19, vers 23-24).

Tro ikke, at jeg er kommet for at udbrede fred på Jorden Jeg er kommet for at sætte skel mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder.
(Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 35).

Kierkegaards kristendom
Det er Kristi lære i en nøddeskal. Hvor dybt har denne side af kristendommen sat sit aftryk i Vesten, når det kommer til stykket? Ikke særligt dybt. Derfor talte Kierkegaard om to ting, nemlig kristendommen og kristenheden. Selv om mange tror, de er én og samme ting, er de lige så forskellige som dag og nat.

Som Kierkegaard så det, er kristendommen en lære om et fuldstændigt fravalg af det verdslige og en kompromisløs hengivelse til Gud og Guds vilje, hvor Guds ønske for én kommer i første række uden hensyn til vores verdslige situation og interesser. LÆS OGSÅ:Kierkegaard bliver aldrig uvæsentlig

Kristenhed er ikke kristendom
I modsætning hertil er kristenheden en verdslig kompromitteret religiøsitet, hvor bevarelse af institutioner, traditioner og privilegier vejer tungere end overholdelse af den klare sandhed, som Jesus forkyndte.

Kristenheden er ritualer og traditioner, som ingen egentlig ved, hvad meningen er med og hvor kommer fra. Det er præster, der lirer trosbekendelser af uden selv at tro på dem og nøjes med at sige det, der ikke forstyrrer deres menigheder i deres verdslige levned. Det er kirker, der velsigner det verdslige liv, de verdslige magter, våbnene og soldaterne og beder om fortsat gode økonomiske konjunkturer.

Det er religiøsitet, hvor materiel rigdom, fred og fordragelighed med udsigt til evigt liv og salighed til alle, der trofast betaler til religionens institutioner, vejer tungere end Guds ønsker og væsen.

Kristendommens aftryk i Vesten?
Selv om kristendommen har sat sit afgjorte præg på Vesten, er spørgsmålet derfor stadig, hvor dybt et aftryk kristendommen egentlig har sat. I hvert fald er der områder, hvor aftrykket gerne måtte være større, for eksempel (sagt med et glimt i øjet) blandt kristenheden og dens kristne kirke.

Leif Asmark Jensen er Hara Krishna-munk, forfatter og panelist på religion.dk