Hvordan undgår vi at blive fundamentalister?

SYNSPUNKT: Sagt helt forenklet kan man først udvise sund tolerance, når man er så forankret i det, man selv står for, at man kan tåle at blive modsagt

Tidligere på ugen mødte jeg et hold officerer på en af forsvarets skoler, hvor jeg skulle tale om religionens fornyede betydning i samfundet. Ikke mindst efter 11. september og udstationeringen af danske soldater i Irak har det danske forsvar fået øjnene op for, at forståelsen af islam spiller en afgørende rolle.

En af officererne stillede det gode spørgsmål: Hvordan undgår man at reagere på en fundamentalistisk religiøs holdning med fundamentalisme?

Spørgsmålet er aktuelt for de danske tropper, der udstationeres i muslimske lande. Selv for en nok så pragmatisk dansk soldat kan nuancer, åbenhed og tolerance blivet sat på en hård prøve i mødet med en religion som islam, der i sit væsentligste udtryk er fundamentalistisk.

Svaret til den danske officer kunne være, at man måtte håbe, at han havde fulgt med i skolen og forstået, at fundamentalisme kun er vanskeligt foreneligt med kristendom, selv om nogle ihærdige amerikanske protestanter har været temmelig ene om at prøve at bevise det modsatte. Fundamentalisme er i vor tid mestendels forbeholdt islam. Ifølge Gyldendals nye Den Danske Ordbog er fundamentalisme »en retning inden for forskellige religioner, som anser de hellige skrifter for ufejlbarlige, udlægger dem bogstaveligt og bekæmper ethvert forsøg på tilpasning af skrifternes verdensbillede til det moderne samfund.« Men man kan ikke være sikker på, at den unge officer har lært det i skolen, og langt mindre sikker på, at yngre generationer vil lære det. Det har den seneste uges debat om religionsfaget på landets gymnasier med tydelighed vist.

Undervisningsministeriet arbejder nemlig i øjeblikket på at færdiggøre nye læreplaner for religion i forbindelse med en ny gymnasiereform, der træder i kraft næste år. I den foreløbige læreplan for religionsfaget foreslås det, at islam stort set sidestilles med kristendom, hvilket forståeligt nok har udløst et ramaskrig fra flere sider: »Herhjemme har islam karakter af en sekt«, siger således Jan Lindhardt med henvisning til, at der kun lever 200.000 muslimer i Danmark. Med vanlig polemisk sans foreslår han, at man beskæftiger sig mere med buddhisme i gymnasiet, eftersom så mange danskere tror på reinkarnation.

I lighed med diskussionen i folkeskolen er der tale om en meget principiel debat. Skal der være religionslighed i det danske skolevæsen, så der er frit valg fra alle hylder mellem kristendom, islam, buddhisme, Scientology, hedenskab etc.? Eller skal man fastholde, at danske elever først og fremmest skal undervises i deres egen religion, nemlig kristendommen, som 85 procent af den danske befolkning bekender sig til via deres medlemskab af Den danske Folkekirke, hvortil kommer landets katolikker, baptister, metodister og andre kristne retninger?

Sagt helt forenklet kan man først udvise sund tolerance, når man er så forankret i det, man selv står for, at man kan tåle at blive modsagt. Hvis man er usikker på sin egen identitet, ender man enten i holdningsløshed og misforstået åbenhed, hvor alt er lige godt. Eller i det modsatte: en bastant afvisning af de mennesker, der er anderledes. Derfor er det først og fremmest vores manglende forståelse af historie og kristendommens betydning for dansk kultur, der truer det fælles folkelige grundlag.

Af samme grund er det netop de tre dannelsesfag, dansk, historie og kristendom, der vækker størst debat i uddannelsesverdenen. Syndefaldet indtraf i 1975, da folkeskolen rev sig løs fra kirken og ikke længere ville stå ved kristendom som et forkyndende fag. Det kunne man have levet med, hvis ikke undervisningen i kristendom samtidig blev beskåret, så folkeskolens elever siden har måttet nære sig på en smalkost bestående af en ugentlig times undervisning. Dertil kommer, at den time meget ofte handler om indianske shamaner, solopgangsmeditationer og andet godt fra det religiøse overdrev, der kun kan tjene til at efterlade de stakkels elever endnu mere religiøst forvirrede, end de måtte være i forvejen.

Lige siden skolen forlod kirken, har kristendomsfaget været under konstant pres. Indefra presses faget af en næsten total stagnation i udviklingen i religionspædagogikken og mangel på kristendomslærere. Og udefra presses faget af dem, der vil stille alle religioner lige og mener, at Scientology og andre sekter har samme værdi og betydning som kristendommen. For helt ærligt: Man må da tage folks tro alvorligt, ikke sandt? I ren berøringsangst glemmer man, at skolen også på dette område har et ansvar. At kristendom ikke alene er en trossag, men i høj grad også en lære, som skole og gymnasium er forpligtet på, fordi alt andet ville være en hån mod vores fælles kulturarv.

Fra både socialdemokratisk og radikal side har der været fremsat forslag om at gøre folkeskolens kristendomsfag til et bredt religions- og kulturfag. Et forslag, der udviser ringeagt for kristendommens betydning som kulturskaber. Med denne uges debat om gymnasiets religionsundervisning er det tydeligt, at kristendommen er sat i defensiven endnu en gang.

Behovet for, at danske lærere og elever i folkeskolen, gymnasiet og alle andre uddannelsesinstitutioner er velfunderede i deres egen religion og historie, har formentlig aldrig været større end i dag. Selvfølgelig skal der orienteres om andre religioner, herunder naturligvis også islam, der er landets næststørste religion, i gymnasiet. Men det helt indlysende rigtige ville være at styrke undervisningen markant i kristendom. Ellers står vi i fare for at ende som religiøse analfabeter, der er til fals for hvad som helst - også fundamentalisme.