Højtidsblog fra Jerusalem: "Sukkot er glæde over udfrielse"

Fra at gå fra en lang periode af anger, bliver man sparket direkte ind i en periode af opløftet stemning, reflekterer jødiske Peter Kaltoft i sin føljeton om forsoningsdagene i Jerusalem

Yom Kippur er forbi, nu står den jødiske Sukkot Løvhyttefesten for tur. Det er en kontrast, der stresser. Fra at gå fra en lang periode af anger, bliver man sparket direkte ind i en periode af opløftet stemning.

Yom Kippur er bøjede hoveder, undskyldninger og ønsket om forbedring, Sukkot er glæde over udfrielse, kontakt til naturen og løftet om noget bedre. Det er en kontrast der giver sig selv, nu har vi sagt undskyld, Gud har tilgivet os (forhåbentligt), nu kan vi se frem til bedre tider.

Men det er også en kontrast der er hård. Hytter skal bygges (deraf navnet), de fire arter skal samles, etrog, palmeblade, grene fra myrte- og piletræer. Der er tre dage imellem, dog i år med en Shabbat blandt dem, så der er ikke lang tid til at omstille sig fra en tilstand til en anden.

Yom Kippur-dagen blev tilbragt i svigerfars synagoge
Selve Yom Kippur forløb som forventet, et godt og stort måltid inden, længsel efter mad, drikke og et bad undervejs. Masser af bønner (ikke dem der spises) og bod.

Jeg tilbragte dagen i min svigerfars synagoge, en amerikansk-ashkenazisk synagoge der befinder sig i et religiøst kvarter i Maaleh Adumim. Selvom jeg selv er ashkenazisk, mærker jeg forskellen i kultur. De er ikke store, men de er der og de irriterer til tider. Jeg mærker irritationen over at være et mindretal igen, men jeg overlever dog.

Jeg blev dog positivt påvirket af synet af en synagoge fyldt med kittelklædte bedende, bærende tallit, bedesjalet, lignende en hvid bølge, der gik frem og tilbage gennem synagogen. Vi er ét, en helhed.

Bønnen var for lang, som sædvanlig
Morgenen på selve dagen var hård. Jeg havde brug for et bad, men det havde lange udsigter. Da jeg endelig ankom til synagogen og satte mig på min plads, føltes dagen alt for lang, men pludselig havde vi overstået først morgenbønnen, siden musaf-bønnen, tillægsbønnen, og så holdt vi en kort pause på en times tid, som jeg benyttede på at læse Maimonides introduktion til Talmud, bortset fra de ti minutter hvor mine øjne svigtede mig og øjenlågene fik nok.

Folk kom tilbage til synagogen, eftermiddagsbønnen begyndte og som det vidst er sædvane varede for lang tid, så Neilah-bønnen, den specielle afslutningsbøn, måtte omstruktureres en smule, så vi kunne få den kohanitiske velsignelse, inden solen gik ned.

Og så; den afsluttende Avinu Malkenu, Vor Fader Vor Konge, solens sidste stråler, glæde og forløsning, og så dans og sang i forventning om Guds accept af vores bønner og tilgivelse for vore synder.

Gud er ikke fjern
Gud er Stor, priset være Han og Hans Navn. Selv når Han tugter de retfærdige i denne verden, gør Han det af barmhjertighed, så de ikke skal få den hårdeste straf i den Kommende Verden.

På trods af, at Gud har givet os vor frie vilje og overladt det til os at herske i denne verden, en uperfekt verden, er Han ikke fjern omend det kan føles sådan til tider. Vi er kun mennesker og vi fejler, selv de mest retfærdige.

Og Gud baserede sin skabelse af vores verden på retfærdighed og kun senere indførte Han bamhjertighed, så der er konsekvenser for vore handlinger, om dette så skal findes i vores behov for at gøre bod og soning, bede om tilgivelse, eller om vi skal straffes på anden vis.

Bøn, almisse og faste fjerner synden, men konsekvensen er der. Straf påføres til tider og der er det bedste, at blive straffet i denne verden.

Fire niveauer af retfærdighed
Der er fire niveauer: De fuldstændigt retfærdige, de retfærdige, der synder og får deres straf i denne verden, men deres løn i den kommende, de syndige, der dog også gør gode gerninger, som får deres løn i denne verden og straf i den kommende verden, samt de fuldstændigt syndige, der kun får straf.

Gud er retfærdig, så konsekvensen af vore valg vil altid i sidste ende være retfærdige, selv når vi ikke kan se det. Der er ondskab i denne verden, ikke på grund af Gud, men på grund af mennesket. Vi bliver prøvet til tider, men kun for at vi kan realisere vores fulde potentiale.

Sandheden virker naiv på skrift
Jeg fornemmer alle disse ting, når jeg tænker og taler om Abraham, Hagar, Gedalyah og alle os andre. Jeg føler sandheden og dybden i det, men når jeg læser det på skrift, virker det så naivt.

Jeg kan ikke forklare Guds retfærdighed, Hans bamhjertighed, Hans kærlighed for os, det er umuligt for mig, men jeg mærker det, jeg oplever det. Når jeg studerer Torah, eksisterer jeg i en verden, hvor Gud er Konge, hvor Gud er Dommer, hvor Gud er Skaber og hvor Han er min Fader, der bekymrer sig om mig og forsøger at vise mig den rette vej.

Men det er en virkelighed, der opleves igennem Toraen. Uden for Toraen kan jeg kun forklare med ord, hvad der bør opleves af erfaring. Jeg må erkende min mangelfuldhed og acceptere, at jeg ikke kan forklare Gud. Gud kan ikke forklares, Han kan kun opleves.

Yom Kippur nærmer sig, og folk foretager de sidste forberedelser før faste- og soningsdagen.

Jeg besøgte en ven, der arbejder som parkeringsvagt. Han havde en vagt på 'Shuq'ens' (det centrale marked/bazar) parkeringsplads i Jerusalem. Der er altid kaos dér, samt basis for et godt skænderi med folk, der forsøger at lave 'kombinot', små smarte tricks for at undgå at skulle betale den fulde pris, men eftersom at stedet er drevet automatisk, kan der ikke laves tricks, hvilket han er ret glad for.

I denne tid er der endnu mere hektisk, især op til Shabbat, torsdag og fredag, hvor folk skal lave de sidste indkøb et sted, der er halvt så billigt hvis ikke mere end de normale supermarkeder, og i en tid, hvor økonomien presser (og kæderne udnytter dette), er steder som Shuqen som en magnet.

Hønen fjerner synden
Da jeg besøgte ham, blev et hjørne af pladsen ikke brugt til parkering, men i stedet til at sælge høns, som bruges som 'kapparot', en overførsel af synd fra personen til genstanden for kapparah, ofte en levende høne eller en pose penge, som så 'fjerner' synden fra personen.

Hønen slagtes derefter og gives til fattige, pengene slipper for slagtningen, men gives dog også til de fattige. Jeg finder skikken med hønen, barbarisk og forkert. Jeg er ikke alene om dette, også tidligere rabbinere, endda Yosef Karo der skrev det sidste autoritative lovværk, var imod denne skik, som opfattes af ham og andre som 'ujødisk', unødvendig pinsel af dyr, samt ofringer uden for Templet.

Andre opfatter måske også mig som overtroisk?
Det er et cirkus, primært chassidiske ultraortodokse jøder, der står og svinger høner over hovedet, imens de udsiger bønner med deres karakteristiske accent. Jeg stod og rystede på hovedet, min ven ligeledes, over disse forældede traditioner, der stadig udføres af folk, der tror, at dette virkelig gør forskellen; brug dog penge i stedet!

Og med ét slog det mig, hvordan folk uden for ser på den jødiske omskærelse, hvordan jeg og mine ses af andre, som jeg betragtede disse mine medjøder, tilbagestående, krampagtigt fastholdende forældede traditioner, der intet sted har hjemme i vores moderne samfund, hvor man bør priotere folks og dyrs velbefindende højere end disse overtroiske praksisser.

Det er en god tid at lære at se sig selv udefra og realisere sine egne mangler og fejl.

Der må findes en mellemvej
Jeg har tænkt over problemstillingen med Abraham, Hagar og Gedalyah. Jeg tror, at vi kan lære fra disse historier, at der må findes en mellemvej, samt at vi til tider må være klar til at opgive ting.

Hagar og Gedalyah forholdt sig ikke til lidelsen og det onde, de forsøgte at undgå at erkende, at også disse ting spiller en rolle i vores liv. Hagar kunne ikke holde ud at se sin søn dø, uden at kunne gøre noget for at hjælpe ham. Gedalyah nægtede at tro på, at der var folk, der ville ham det ondt, på trods af alt hvad der var sket, hvis bare han forsøgte at være et godt menneske.

Det er ikke så meget et spørgsmål om at være 'retfærdig', men derimod at forholde sig til livet og hvad det byder os, samt at erkende, at der er ting, vi bare ikke kan kontrollere. At livet i denne uperfekte verden netop ikke kan være perfekt, og at vi bliver nødt til at forholde os til dette.

Det er måske dette, jeg bør have tænkt over de mange gange jeg følte, at det bare var for meget, at jeg ikke fortjente, hvad der skete omkring mig. Muligvis ikke, men det skete alligevel.

Men hvis dette kan ske for selv de retfærdige, de gode mennesker, hvor kommer Gud så ind i billedet? Hvis livet tilsyneladende giver både godt og ondt, uagtet hvor pænt vi opfører os, er Gud der så for os?
.

Rosh HaShanah er overstået. Eller rettere sagt, begyndt, men fejringen er overstået, to dages fejring med bøn og symbolsk mad, der gerne skulle fremprovokere de positive konsekvenser, der blev symboliseret: bedre løn, mere glæde, fremgang både materiel og spirituel.

Nu kan vi se frem til faste, Gedalyahs faste, en af de mindre fastedage, hvor vi faster fra solopgang til solnedgang i mindet om mordet på den retfærdige Gedalyah, guvernøren indsat som repræsentant af den babylonske konge, Nebuchadnezzar, som også blev den sidste leder af det jødiske folk omend som stedfortræder for en ikke-jødisk regent indtil jøderne kunne vende tilbage fra det babylonske fangeskab, frigivet af perserne.

Mine trængsler har ikke været helt retfærdige
Faste er afståen fra mad, men også at se indad, hvilket er meget passende for denne tid. Jeg fik forholdt mig en del til det sidste år de sidste to dage, et år, der ikke har været nemt, omend meget begivenhedsrigt.

Jeg har ikke følt, at mine trængsler har været helt retfærdige det føler vi vel sjældent om vores trængsler og har undret mig over, om jeg er blevet straffet, eller der er tale om prøvelser. Prøvelser var også i centrum, især Abrahams prøvelse, da han blev påbudt at ofre Isak, hans på daværende tidspunkt eneste søn.

Prøvelse var det også for Hagar, da hun blev sendt ud i ørkenen og måtte opleve opgivelsen af alt håb. Begge stod over for at miste deres børn, deres eneste ene, den ene ved at blive påbudt at ofre sin søn, noget der krævede handling, den anden ved at miste uden at kunne gøre noget.

De reagerede forskelligt, Abraham i lydighed, Hagar i fortvivlelse. Hvor Abraham i den jødiske tradition blev prist for sin lydighed, blev Hagar kritiseret. I stedet for at trøste Ishmael, satte hun ham til side for ikke at skulle være vidne til hans formodede død.

Derfor reagerede Gud på Ishmaels gråd, ikke på Hagars gråd. Abraham som vi vidst alle er bekendt med blev i sidste ende ikke nødt til at ofre sin søn.

Kunne jeg have undgået katastroferne?
Jeg undrer mig over, hvordan jeg reagerer på prøvelser. Hvordan vi normalt reagerer på prøvelser. Da jøderne blev ført ud af deres hjemland, og Gedalyah blev indsat som stedfortræder, reagerede de ved at vende deres hjerter til Gud i sidste ende, da katastrofen var sket.

Jeg undrer mig over hvilke katastrofer i mit eget liv, jeg kunne have undgået, hvis jeg havde vendt mit hjerte til Gud, før krisen indtraf.

Men igen, Gedalyah som beskrives som retfærdig blev dræbt uagtet sin retfærdighed, hvorfor? Måske fordi han afviste at tro på det onde i mennesket, advaret som han var om det kommende attentat, men i stedet hvilede for meget på sin tro på det bedste, at Gud ville gribe ind?

Måske kan vi lære, at Gud advarer os, men at vi selv må reagere, når krisen nærmer sig. At krisen rammer, uanset hvor oprigtige og ærlige mennesker vi er, netop fordi kriser oftest er skabt af mennesker, der ikke deler de samme idealer, samt at vi ikke kan forvente, at alt bliver løst ved bøn alene. Først bøn, derefter handling.

Burde jeg have vidst, det var en prøvelse?
Ovenstående er fremstillet rodet, da mine egne tanker ikke er helt ordnede og strukturerede i denne sammenhæng. Jeg er heller ikke sikker på, at det er meningen, at de skal være det; livet er til tider rodet.
Jeg undrer mig over, om jeg burde have været klar over, hvornår jeg blev prøvet og hvornår jeg blev advaret, men ikke reagerede? Om hvordan jeg ville kunne skelne mellem de to. Hvad har Abraham, Hagar, Isak, Ishmael og Gedalyah med hinanden at gøre, hvis noget overhovedet?

Abraham og Isak handlede i lydighed og undgik at skulle give et liv. Ishmael levede på trods af Hagars selvynk og hans efterkommeres senere undertrykkelser af jøder som det relateres til i den jødiske tradition. Og Gedalyah døde, selvom han stolede på Gud og det bedste i mennesker, så længe han mødte dem med en positiv attitude.

Jeg håber at kunne komme nærmere et svar de kommende par dage.
.

Har du nogensinde hørt lyden af et vædderhorn? Hvis ikke, så skulle du besøge Israel i Elul, den sidste måned før det jødiske nytår, som typisk falder i sensommeren eller tidligt efterår.

Vædderhornet, eller Shofaren, som den kaldes på hebraisk, giver en sørgmodig, men også længselsfuld lyd, der vækker følelser af opmærksomhed, årvågenhed og, for nogle, ydmyghed. Og det er meningen.

Vi beder om Guds nåde
Elul er forsoningsmåneden, hvor man gør op med sine fejl og mangler, forsoner sig med sin næste og med Gud. Det er en måned, hvor der bedes slihot, bønner, der beder om tilgivelse for vore synder og mangelfuldhed, og om Guds nåde, barmhjertighed og tålmodighed.

For Sfaradim de orientalske jøder - begynder man i starten af måneden, for Ashkenazim de vestlige jøder først i løbet af den sidste uges tid. Det præcise antal dage afhænger af, hvilken dag, Rosh haShanah falder på.

Elul er måneden, der forbereder os til de ti dage, der kaldes 'yamei noraim' (de ti dage tillagt ærefrygt), hvor vore skæbner for det kommende år gøres op.

Shofaren lyder også ved forsoningsdagen
Som antydet spiller shofaren en særlig rolle i dette forløb, med sin specielle lyd, der netop forstærker disse bønner. Der blæses i hornet ved slutningen af morgenbønnen i løbet af måneden og spiller også en central rolle under bønnerne på Rosh haShanah og Yom Kippur.

Yom Kippur er den helligste af alle helligdagene, forsoningsdagen, hvor der fastes fra begyndelsen af solnedgang til slutningen af solnedgangen dagen efter. Det er en dag fuldt ud tilegnet bøn, bestående af en fantastisk liturgi og ritualer, som der kan skrives en hel bog om.

Jeg ville gerne have fokuseret mere på det spirituelle
Denne Elul har for mig været stressende. Samtidigt med, at jeg gerne ville give mig helt hen til at fokusere på mine fejl og mangler, samt at forsone mig med de folk, jeg har gjort fortræd, har måneden også været hengivet til eksamener, så det har været svært for mig at fokusere fuldt ud på det spirituelle.

Jeg har dog deltaget i bønner ved haKotel, Vestmuren (eller Grædemuren, om man vil), og fornemmet stemningen dér: Bedende Sfaradim, der finder deres indre religiøse jøde denne måned og samles i bøn tidlig nat, uanset baggrund. Sekulære jøder, der kommer hele vejen fra Tel Aviv, religiøse jøder der kommer fra yeshivah, den religiøse skole. Unge, forældre, ældre, alle generationer samles for at forenes som mangelfulde individer, som et mangelfuldt folk.

Senere bliver de afløst af Ashkenaziske jøder, der beder deres undskyldningsbønner før morgenbønnen, hassidiske jøder, national-religiøse jøder, jøder, der intet forhold ellers har til religion overhovedet.

Det er en måned, hvor vi finder hinanden. Vi beder sammen, undskylder og tilgiver, beder Gud om tilgivelse, beder morgenbønnen, og så: vædderhornets lyd, der breder sig over pladsen foran Muren, som et tæppe der lægger sig over os.

Elul minder om Ramadanen
Jeg sidder og tænker på postyret, der opstod under Ramadan, hvordan folk i Danmark reagerede på denne måned, der syntes at være endnu mere i fokus i år end tidligere. Hvor meget den muslimske Ramadan egentlig minder om Elul, med fokuset på sig selv, forbedring af sig selv, at mødes, at komme i møde, men hvor lidt det egentlig bliver fanget af den bredere danske befolkning.

Jeg undrer mig over, hvordan reaktionen ville være, hvis vi mine jødiske fæller og jeg havde været i Danmark og samledes dagligt på et offentligt sted, med fællesbøn og vædderhorn.

Jeg tænker tilbage på, da jeg boede i Danmark, før jeg kom hertil, og hvordan jeg oplevede Elul i Danmark. Eller rettere sagt, hvordan jeg ikke oplevede Elul i Danmark, værende en del af en svindende minoritet, med en endnu mindre minoritet af denne minoritet, der reelt interesserer sig for de jødiske religiøse traditioner.

Jeg er glad for at opleve Elul i Israel
Jeg er glad for Elul, på trods af, at det er en svær måned. Jeg er glad for Elul, fordi jeg bliver tvunget til at fundere, ikke kun over mine fejl og mangler, men også hvorfor de er der, hvad der er årsag til dem, min tilværelse, hvad der bremser mig fra at forbedre mig eller i hvert fald at søge forbedringen.

Jeg er glad for, at jeg kan opleve den i Israel, hvor jeg føler mig en del af helheden og ikke som et fremmedelement, uagtet hvor accepteret jeg ville være som fremmedelement.

På dette tidspunkt er der fire dage til Rosh haShanah (det jødiske nytår, 17.-18. september 2012, red.) og folk er begyndt at glæde sig. Man ønsker hinanden Shanah tova, godt nytår, nogle med tilføjelse 'umetuqah', og sødt må det kommende år være godt og sødt, bedre og sødere end det foregående år.

Shanah Tova uMetuqah Må også I i Danmark opleve et bedre og sødere år end det foregående.