I 24-timers-samfundet har vi jøder brug for sabbatten
Fint, at Søren Pind opfordrer til at komme hviledagen i hu. Men for os jøder ligger hviledagen ikke om søndagen, skriver freelancejournalist Amalie Keren Maarbjerg
”Netværkssamfundet har flyttet vores privat- og fritidsliv bort fra os. Det betyder, at alt nu er blandet sammen. Forventningen er, at skriver man, bliver der svaret. Også skønt man har fri. Men vi bør af hensyn til vore fællesskab skrue ned for den forventning” skriver Søren Pind i et blogindlæg i Berlingske 11/6 under overskriften ”Kom hviledagen i hu”.
Presset på fritiden har taget overhånd, mener ministeren og derfor har han nu forbudt sine medarbejdere at skrive til hinanden om søndagen, bekendtgør han i indlægget. Tanken er sympatisk og grundlæggende er det jo svært at være uenig i med Pind i at det konstante krav om at stå til rådighed er problematisk.
Men ministerens indlæg giver også anledning til nogle spørgsmål. For er det egentlig smart at chefer – herunder Pind - blander sig i hvem deres medarbejdere skriver sammen med deres fritid? Og hvorfor det særlige fokus på søndagen? Problemet er jo – som Pind jo også selv pointerer – det ”24-timers samfund, som er væltet ned over os de sidste ti år” og dermed æder arbejde sig jo lige så ofte ind på lørdage, aftener og ferier?
Og så er der den kristne reference - er den bare retorik eller ligger der mere i den? Kan kristendommen være til hjælp, når det kommer til at huske at holde fri, når man har fri? Muligvis, men i fraværet af konkrete rammer og ritualer for benævnte hviledag – hvilket protestantisk kristendom jo ikke tilbyder – risikerer det at blive lidt uhåndgribeligt. For hvordan gør man så i praksis, altså kommer hviledagen i hu ?
Her lader jødedommen mindre tilbage at være i tvivl om. I jødedommen skelnes grundlæggende mellem det hellige (kodesh) og det dagligdags (chol) og perioden mellem shabbats indgang fredag aften til dens udgang lørdag aften ved solnedgang byder på en række forbud, påbud og ritualer for den ortodokse jøde, der betragter sig selv som shomer shabbat. Udover at arbejde må han for eksempel ikke køre bil, skrive eller håndtere penge.
Det lyder jo radikalt i kulturkristne ører. For hvorfor dog sætte den slags begrænsninger for sig selv? Men begrænsningerne skal netop tjene til at frisætte jøder til at fejre og ære sabbat. For sabbat er en grundpille i jødedommen og en fest, der traditionelt er blevet afventet med stor glæde og forventning - så stor at den sammenlignes med en brud bl.a. i sangen Lecha Dodi der reciteres fredag aften i synagogen. Også for ikke-ortodokse knytter der sig typisk personlige traditioner til shabbat – mange bruger fx. tid med familien.
Vi hylder og værdsætter - med god grund - vores frihed, men har mindre blik for den særlige slags frihed der af og til kan udspringe af begrænsningen. Men vi har brug for begrænsninger, og i netværkssamfundet er der kun de grænser, vi selv sætter. Ritualer og traditioner - hvad enten de er mange eller få, religiøse eller sekulære, officielle eller hjemmelavede – kan hjælpe os med at sætte grænser så vi ikke bliver løbet over ende. Hvis vi ellers tør tro på, at verden kan klare sig uden os indtil på mandag.
Amalie Keren Maarbjerg