I Armenien er kirken noget, man kysser

KRONIK Den armenske gudstjeneste er forskellig fra den danske, og den kan være lidt af en prøvelse for en stivbenet lutheraner, der godt kan leve uden alt for megen kropslighed -- lige indtil man vænner sig til formen

Der er en underlig plamage på hver side af kirkedøren. Den er rød og lyserød, og den sidder lige i hovedhøjde, så man kan ikke undgå at se den. Alligevel varede det lang tid, før jeg fattede, hvad det kom af. Nu ved jeg det. Det er læbestift, simpelthen. Kvinderne har lagt makeup, når de går i kirke. Og her i Armenien er en kirke altså noget, man kysser.

Man kysser også hinanden. Cirka midt i den to timer lange gudstjeneste udbryder en af diakonerne oppe foran: "Hils hinanden med et helligt kys!" Præsten berører de nærmest ståendes hoveder med sin kappe og hilsnen breder sig ud som ringe i vandet.

Det er et rigtigt orientalsk kindkys, der er tale om. En slags dobbelt kind-knus. Det foregår sådan, at man lægger hænderne på den andens overarme og bøjer sig frem, først til venstre og så til højre. Den første siger: "Kristus er åbenbaret iblandt os!", og den anden svarer: "Priset være Kristi åbenbaring". Imens synger koret: "Han, som er Gud, har sæde her. Fredsbudskabet lyder. Kirken er ét legeme. Al fjendskab er fjernet, og kærlighed er udbredt os imellem." Rummet fyldes af smil og snak.

I begyndelsen følte jeg mig som Bambi på glatis. Jeg er en stivbenet lutheraner, der godt kan leve uden alt for megen kropslighed. Men her bliver man altså overrumplet af broderkærlighed. Det er jo en velkendt sag, at kirken er Kristi legeme. Det kan man sige mange smukke ting om, sådan rent teoretisk. I den armenske kirke bliver det noget helt konkret. Det finder sted lige om ørerne på en, bogstavelig talt. Broderkysset er så ritualiseret, at det ikke er omklamrende. Den faste form betyder en befrielse til nærvær, som ikke er nærgående. Selv ikke for en

lutheraner med stive ben. Kan det virkelig lade sig gøre at holde gudstjeneste uden sådan et broderkys? Efterhånden har jeg svært ved at forstå, at man kan undvære det.

Kysset er karakteristisk for den armenske fromhed. I denne kultur er tro ikke en overbevisning, som "hin enkelte" har i et privat rum indeni. Tro har kød og blod. I protestantiske kirker er korsets mysterium det centrale: Gud blev menneske og døde for os. I den armenske kirke drejer alt sig om inkarnationens mysterium: Gud går ind i os og ind i verden. Guds kraft går ind i de indviede ting og gør dem hellige. Derfor skal de have et kys. Kristus går ind i os og slutter os sammen til ét legeme. Derfor skal de andre have et kys.

Denne søndag er det fader Haigazoun, der leder gudstjenesten her i Sankt Sarkis i Jerevan. I begyndelsen tager han en rundtur i kirkerummet. Det kan sagtens lade sig gøre, for rummet er kvadratisk og der er kun nogle få bænke inde i midten. Fader Haigazoun bærer en krone af guld og silke. Han er klædt i jeg ved ikke hvor mange lag tøj i strålende farver, hvidt, rødt, blåt og lilla. Med den ene hånd svinger han et røgelseskar, i den anden har han et kors, som han rækker frem. Folk stimler sammen for at kysse det.

Kristus vandrede rundt i verden og mødte mennesker, så det gør præsten også. Og der er stil over det. Forrest går en diakon med en pose, hvori folk lægger sedler med bønner. Så kommer en med et helgenbillede på en stang. Så to, der bærer stave med lys, så fader Haigazoun og til sidst to diakoner, som bærer stave med bjælder, som de ringler med. Processionen fortsætter op til alteret. Gulvet i koret er hævet halvanden meter i forhold til kirkerummets gulv. Heroppe, synlig for alle, udspiller præsten og de otte diakoner så deres del af gudstjenestens drama.

Så følger en periode med skriftlæsninger. Bibelen bliver højtideligt svøbt i et klæde. En diakon løfter den højt op og bærer den rundt om alteret, før han messer evangeliet. Guds ord bliver virkelig holdt højt, og så alligevel: Det er svært at forstå, hvad der læses. Ikke bare for mig, men også for folk, der har armensk som modersmål. Teksten læses nemlig i den gamle klassiske oversættelse, og den er ret forskellig fra dagligsproget. Almindelige mennesker skulle dog nok kunne lære at forstå det, hvis de går i kirke og læser flittigt i Bibelen. Men det gør de bare ikke. Her går der færre mennesker i kirke end i Danmark. Gad vide hvorfor kirken ikke bruger en ny oversættelse?

Et stykke inde i gudstjenesten forvandles præstens rolle. Indtil nu har han repræsenteret Kristus over for menigheden. Men nu bæres nadveren ind og stilles på alteret. Præsten skubber tøflerne af fødderne. Nu står han på hellig grund. Kronen tager han også af, for nu er han menighedens repræsentant over for Kristus.

Koret synger: "Herrens legeme og blod er sat foran os; den himmelske hærskare synger uden ophør: Hellig, hellig, hellig er hærskarers Herre". Alle knæler og beder i lang tid. Eller beder, det vil sige, man synger vekselvis. Præsten og diakonerne synger deres del. Koret, der er placeret på et pulpitur bagest i kirken, synger den anden del. Menigheden stemmer i, når det er vores tur, eller man synger simpelthen bare med på det, man har lyst til at synge med på. Ofte er det svært at lade være, for nogle af sangene er bare så skønne. De gennemtrænger sindet, løfter op og renser på en måde, jeg ikke før har oplevet. De bliver ved med at leve indeni, længe efter at gudstjenesten er slut.

De fleste sange følges af orgelspil, ganske dæmpet med en eller to fingre. Nogle sange er meditative og dvælende, andre ordrige og dramatiske. Den musikalske stil har jeg vanskeligt ved at beskrive. Den er klassisk, men det er ikke hverken Bach eller Palestrina, og det er da slet ikke Laub. Sagen er, at den armenske kirkesang mere ligner sig selv end noget andet. Hele gudstjenesten har form af vekselsang. Den er ikke en salmemesse, men en "rigtig" messe, hvor de fleste passager er ens fra gang til gang. Her har vi ingen salmebog, kun et lille hæfte for dem, som ikke kan sangene udenad.

Så er der prædiken. Det er noget af en opgave for præsten. For det meste giver menigheden ham en chance et par minutter eller så. Hvis det, han har at sige, siger folk noget, så har de ikke noget imod at være stille og lytte. Hvis ikke, så breder småsnakken sig. Et fortænkt foredrag er til enhver tid mindre vigtigt end den person, man står ved siden af, ikke sandt?

Denne søndag blev der nu lyttet opmærksomt. Fader Haigazoun talte om Jonastegnet. Om Kristus, der steg ned i det dybe og gav sig hen i døden, og om os, der råber til Gud fra det dybe ligesom Jonas. En mægtig metafor at have sit liv i. Men i det hele taget har prædikenen ikke samme vægt som i en dansk gudstjeneste.

På dansk minder ordet "præst" vel mest om "prædikant". Jeg tror det skyldes, at folkekirken er en luthersk kirke. Den er stadig præget af princippet om "Bibelen alene", som reformationen udsprang af. Der er ikke noget, der er vigtigere end Guds ords forkyndelse.

På armensk minder "præst" nok mere om "repræsentant". Præsten er mellemmand i den underfulde liturgi, hvori Frelseren kommer til verden og bliver ét med sine troende. Det sker naturligvis først og fremmest i nadveren. Men her er nadveren ikke bare et led i gudstjenesten. Det hele er egentlig nadverfejring. På armensk kaldes gudstjenesten "badarak", og det betyder gave eller offer.

Oppe på korets gulv knæler præsten ned med ansigtet mod menigheden. Med begge hænder holder han om bægeret, som står foran ham på et klæde. En diakon ved hver side af ham hjælper med at holde klædet frem under hagen på nadvergæsterne, der langsomt passerer forbi. Intet skal tabes på gulvet! Præsten dypper brødet i vinen, brækker et lille stykke af og lægger det helt ind i munden på nadvergæsterne. Det hele ender med, at en diakon træder ned foran menigheden og holder Bibelen frem. Vi går forbi og kysser den. Sådan slutter gudstjenesten.

Når man går ud af en armensk kirke, så går man ikke bare ud. Man går baglæns. Det kan godt kræve lidt balancekunst, når 200 mennesker trænges om udgangen. Men her i Armenien er et alter altså noget, man ikke vender ryggen til. Derfor står man lige et øjeblik og slår korsets tegn for sig, før man træder baglæns ud over dørtrinnet.

Per Damgaard Pedersen er dansk præst i Armenien