I begyndelsen var evolutionen

Al naturvidenskab peger på, at Darwin havde ret, hævder jødiske Lene Andersen. Foto: Leif Tuxen.

SKABELSE: Det er et problem, når man forsøger at gøre kreationisme til et ligeværdigt alternativ til darwinisme eller intelligent design til en videnskabelig teori på lige fod med evolutionslæren, mener jødiske Lene Andersen

Debatindlæg

Et amerikansk spøgelse er ved at lægge sin vej forbi Europa, og det handler om en frygtelig sammenblanding af religion og naturvidenskab, som forvirrer begge dele. Spøgelset hedder "Kreationisme" og optræder af og til i forklædningen "Intelligent Design" (ID). Men i bund og grund er de samme sag, og den manglende evne til at skelne mellem viden og tro er decideret farlig for en række af de væsentligste fundamenter for vores moderne samfund.

For nu lige at vide, hvad vi taler om, er et par definitioner nødvendige:

Kreationismen er en religiøs overbevisning, ifølge hvilken verdens skabelse – herunder menneskets – forløb sådan, som den står beskrevet i Første Mosebog: Gud skabte hele verden og alt, hvad der er i den, af ingenting på seks dage.

Darwinismen eller evolutionslæren er en teori om, at alt biologisk liv på Jorden er opstået ud af en proces, hvor de mest egnede har udkonkurreret de mindre egnede. Ifølge teorien er der ingen Skaber, processen er selvkørende, og mennesket er i sin yderste konsekvens en tilfældighed.

ID lægger sig i en slags midterposition, hvor man nok anerkender, at mennesket er fremkommet over millioner af år, og at vi har aber til forfædre, men processen har været styret af Gud, som således skabte mennesket i sit billede.

Isoleret set er alle tre teorier fine. Problemet opstår, når man forsøger at sidestille dem. Når man forsøger at gøre kreationismen til et ligeværdigt alternativ til darwinismen eller ID til en videnskabelig teori på lige fod med evolutionslæren. Det er de ikke, og de bliver det heller aldrig. Og hvorfor så ikke det?

Lad os først se på, hvad videnskab egentlig er:

Som ordet antyder, handler det om, hvad vi ved. Det handler om ting, vi med vores sanser, måleapparater og intellekt kan efterprøve. Den videnskabelige metode består i, at man fremsætter en hypotese og dernæst gør, hvad man kan for at modbevise eller falsificere den. Kan hypotesen ikke modbevises eller falsificeres, anses den for at være sand, og man har opnået ny viden. Eksempelvis hypotesen "vand koger ved 100°C ved et tryk på 1 atmosfære". Givet definitionen på vand, kogning, temperatur og tryk, er der ingen, der har kunnet modbevise denne hypotese, ergo ved vi, at vand koger ved 100 grader.

Hypotesen "jeg tror, at tevandet koger" kan også efterprøves. Man kan gå ud i køkkenet og se efter. Når man har kigget, ved man, om vandet kogte eller ej. Hypotesen er forvandlet fra tro til viden. Og hvad der ikke er mindre vigtigt: Jeg kunne have sendt hvem som helst ud for at se efter; resultatet var blevet det samme.

Hypotesen "Vievand beskytter mod Djævelen" kan derimod hverken af- eller bekræftes. Den er udelukkende et spørgsmål om tro. Ingen kan nogensinde få sikker viden. Hypotesen er med et videnskabeligt udtryk "ikke falsificerbar".

Vores videnskabelige viden forøges, efterhånden som vi finder flere og flere fejl i vores hidtidige viden. Der eksisterer altså i videnskaben ikke nogen absolut viden, for hele videnskabens væsen er at forsøge at modbevise det, man hidtil har antaget for at være sandt. Videnskaben er altså en proces, hvor man hele tiden reviderer sin hidtidige viden, og kravet til en videnskabelig hypotese er, at den er falsificerbar: videnskabelige hypoteser er nødt til at være formuleret sådan, at de rent faktisk kan modbevises.

Derfor kan hypotesen "Gud skabte verden" aldrig være videnskabelig, for påstanden er ikke mulig hverken at bevise eller modbevise. At slå op i Bibelen og sige "Jamen det står jo dér!" er ikke et videnskabeligt bevis. Man kunne lige så godt sige: "Verden begyndte, da Brahma sad i en Lotus-blomst og mediterede den frem," og gå til hinduismens skrifter og finde en tekst, der bekræfter dét. Men dét kan heller ikke hverken bevises eller modbevises. Og der er heller ikke nogen falsificerbar metode til at dissekere Bibelen og de hinduistiske skrifter for at finde ud af, hvilken bog der taler sandt. Det kan udelukkende forblive en trossag.

Lidt forenklet kan man derfor sige, at videnskab handler om hele tiden at forsøge at modbevise sine antagelser. Tro handler om hele tiden at bekræfte dem.

Videnskaben har fakta og midlertidige sandheder. Religionen opererer med tro og evige sandheder.

Videnskaben forkaster gammel viden, når den bliver modbevist gennem nye iagttagelser, eller hvis der dukker en ny falsificerbar teori op, som det er umuligt at påvise er falsk. Troen eller religionen søger ikke at forkaste sine sandheder, men leder udelukkende efter ting, som kan bekræfte, hvad man tror i forvejen.

Videnskaben har for længst indset, at Gud ikke kan hverken bevises eller modbevises. (Det var den fejltagelse skolastikerne begik i middelalderen: de fremsatte det ene gudsbevis efter det andet, og først i slutningen af 1700-tallet, kunne Immanuel Kant én gang for alle slå fast, at Gud ikke kan bevises.) Derfor beskæftiger videnskaben sig slet ikke med Gud.

Religionen har desværre ikke helt sluppet taget i naturvidenskaben, og kreationismen ville meget gerne præsentere ID som et "videnskabeligt" alternativ til naturvidenskaben. Men kreationismen og ID hører pr. definition ikke hjemme i naturvidenskabelig sammenhæng, fordi det er at underkende, hvad videnskab er. ID kan hverken bevises eller modbevises, og hvis ID får lov til at blive præsenteret som et "alternativ" til naturvidenskaben og evolutionen, så rummer det uoverskuelige konsekvenser.

Hvis man nemlig underkender den helt fundamentale forskel, der er mellem viden og tro, fratager man reelt videnskaben muligheden for at sige noget som helst. Dette ville for eksempel få katastrofale konsekvenser i en retssag, hvor vi er afhængige af vores viden om DNA. Hvis vi ikke anerkender den naturvidenskabelige viden om aminosyrer og arvemateriale, ville det i visse sager være umuligt at fælde en voldtægtsmand på tekniske beviser. Vi ville være henvist til at gætte, om manden var skyldig eller ej. Naturvidenskaben er med andre ord et af retsstatens værktøjer, og vores retssikkerhed bygger i stort set alle sammenhænge på, at vi kender forskel på tro og viden.

Hvis vi ikke anerkender forskellen mellem tro og viden men for eksempel siger, at vi ved, at Biblen er sand, og derfor "ved" vi, at verden blev skabt på seks dage, så er det eneste, vi har opnået, at vi har tømt ordet "viden" for betydning. Vi har udvisket forskellen mellem tro og viden og gjort sproget fattigere, men vi har stadig ikke bevist, at verden blev skabt på seks dage.

Men hvad så med Darwin - "ved" vi, at han havde ret, eller tror vi det bare?

Det er faktisk ikke lykkedes med videnskabelige metoder at modbevise ham. Tværtimod peger al naturvidenskab på, at han havde ret.

Dét, Darwin sagde, var, at evolutionen forløber som en proces af reproduktion-mutation-selektion. Altså at individerne formerer sig og sætter afkom i verden, at dette afkom ikke er helt ens, og at af og til opstår der "fejl" i kopieringen, så afkommet får nye egenskaber. Der opstår med andre ord en variation. Denne variation betyder, at nogle er mere egnede til at overleve i det miljø, de bliver sat i verden i, end andre er, og de mest egnede er dem, der får mest overlevelsesdygtigt afkom. Konkurrencen mellem individerne sørger for, at de mest egnede får deres egenskaber ført videre. Det er altså samspillet mellem individer, som afgør, hvem der overlever. Der behøver ikke at være "Nogen", som sidder og prioriteter, hvem som får mest afkom; systemet står selv for "udvælgelsen".

Da de fleste sikkert er enige med Darwin i, at vi formerer os, er det ikke derom, tvisten står. Det er de to andre ting: mutationen og selektionen som støder religionen. For kreationisterne er det mutationerne, som er utænkelige; Gud har jo skabt verden én gang for alle, og den ændrer sig ikke. For ID-folkene er det selektionen, som er spørgsmålet: Har Gud siddet og redigeret i, hvem der fik lov at sætte afkom i verden? Det kan hverken bevises eller modbevises. Spørgsmålet er ganske enkelt uden for videnskabens område, og udelukkende en trossag.

Men er det så så slemt?

Ikke set fra et teologisk synspunkt. Men forsøger man at pådutte naturvidenskaben synspunktet, er det dybt problematisk. Naturen rummer jo ikke kun mennesker og nuttede kattekillinger. Den omfatter også f.eks. HIV-virusset. Et af de helt store problemer i bekæmpelsen af HIV er, at virusset er rigtigt dårligt til at reproducere sig selv korrekt. Det muterer med andre ord vanvittigt hurtigt, og det er derfor, vi har så vanskeligt ved at fremstille effektiv medicin: virusset forandrer sig hurtigere end vi kan følge med. Dersom Gud (eller måske i dette ondsindede tilfælde Djævelen) virkelig sad og styrede mutationerne eller prioriterede hvilke mutationer, som skulle reproduceres mest, så ville ethvert forsøg på at fremstille medicin være omsonst.

Bekymringen hos de fleste religiøse mennesker, som forkaster Darwin og i stedet læner sig op ad Biblen, synes at skyldes to ting:

Det ene er, at hvis først én ting i Biblen viser sig ikke at være sand, hvad så med resten? Skrider hele grundlaget så?

Svaret må være nej. Både jødedom, kristendom og islam overlevede faktisk Kopernikus' opdagelse af, at Jorden kredser om Solen. I bedste velgående, endda.

Det andet er angsten for en verden uden etik og moral. Hvis det hele kun handler om at konkurrere med hinanden, hvor kommer næstekærligheden og Gud så ind i billedet?

Naturvidenskaben har ikke noget svar.

Men det har religionen: næstekærligheden og etikken kommer ind i verden gennem åbenbaringen.

Men om man tror på det eller ej, det er og bliver en trossag. Det kan ikke nogensinde bevises.

Lene Andersen
Jødisk forfatter og foredragsholder