Synspunkt

"For mig er ramadanen en åndelig tid"

Jeg savner af og til det familiefællesskab, som for mange muslimer også er en stor og central del af ramadan, skriver konsulent Tore Lindvang. Foto: Privatfoto.

Afholdenheden under ramadanen sætter gang i nogle spirituelle og åndelige mekanismer og en inderlighed og eftertænksomhed, som man sjældent oplever resten af året, mener konsulent Tore Lindvang

Før jeg blev muslim, var mit forhold til ramadan som de fleste andre danskeres: Muslimer sulter og tørster og giver afkald på en masse ting gennem lange dage i en hel måned. Ramadan handler for de fleste ikke-muslimer mest om fraværet af mad, drikke og sex fra daggry til solnedgang. Fokus er på de fysiske aspekter af fasten. Sådan var det også for mig.

Og det er jo ganske naturligt, når man er en del af et samfund, hvor det ydre fokus, det materielle og forbruget er en stor del af kulturen. Man er vant til at stille sine fysiske behov, så snart de opstår, fordi man – heldigvis – har muligheden for det. Er man sulten, spiser man, er man tørstig, drikker man. Sådan er det for mig, og sådan er det for de fleste andre i Danmark. På dette punkt er der den resterende del af året ikke mange skillelinjer mellem os mennesker, uanset hvad vi tror på.

En af bagsiderne ved at leve i et rigt og velnæret samfund med et stort fokus på det ydre og kropslige er dog, at spiritualiteten og åndeligheden i samfundet ofte forsvinder meget nemt. Eller træder meget i baggrunden.

I tilfredsstillelsen af og fokus på det ydre og fysiske glemmer vi måske ofte at mætte det indre og spirituelle. Glemmer, at mennesket ikke blot er krop, men også sjæl. At begge dele har brug for føde. Sjælen forbinder os måske i højere grad i menneskeheden, end krop gør, og sjælen skal derfor også mættes. Og netop her er ramadan en kærkommen anledning.

Selvfølgelig er det de første dage hårdt at gå fra et nærmest automatiseret indtag af mad og drikke til absolut intet i 19 timer i døgnet i 30 dage. Man er både tørstig, træt og sulten, og når man oveni er kaffe-junkie, kan man godt blive irritabel i begyndelsen. Men så snart både krop og sind tuner sig ind på en ny virkelighed, sker der mange fascinerende ting indeni en.

Afholdenheden sætter gang i nogle spirituelle og åndelige mekanismer og en inderlighed og eftertænksomhed, som man sjældent oplever resten af året. For mig er dette netop hele kernen og skønheden i ramadanen, og det er disse elementer, som fylder mest hos mig.

For som single-konvertit er der jo også nogle ting i ramadanen, man ikke får med, når ens familie ikke er muslimer, og ramadan derfor ikke er en integreret del af familiens årshjul, som man ser frem til på samme måde, som de fleste danskere ser frem til julehygge med familien.

I kraft af at jeg selv har valgt min religion til som den eneste i min familie, bliver ramadan derfor også noget, som jeg i hverdagen, hvor vækkeuret igen ringer kl. 6, er alene om. Selvom jeg har masser af fantastiske muslimske venner og bekendte, der giver utallige eksempler på den i islam iboende gæstfrihed og inviterer mig til at bryde fasten sammen med deres familier, så kan dagene godt føles både lange og ikke specielt højtidsagtige.

Jeg savner af og til det familiefællesskab, som for mange muslimer også er en stor og central del af ramadan. Der er naturligvis masser af muligheder for at opsøge fællesskab, men med et travlt arbejdsliv er det ikke altid lige sagen at deltage i arrangementer ude i byen til langt ud på aftenen og natten.

Derfor er ramadan for mig også meget mere en spirituel og åndelig tid, end det er en fællesskabets højtid. En måned, hvor man distancerer sig fra sine fysiske behov for at nære de spirituelle, men også en måned, hvor man gør en ekstra indsats for at være det, der for mig definerer en praktiserende muslim: at kontrollere sine negative følelser, at have fokus på at være givende, på at være tilgivende, på næstekærlighed og barmhjertighed rettet mod alle Guds skabninger, uanset hvem de er.

Og så bestræbe sig på at fortsætte med det, når ramadanen er overstået, således at man efter hver ramadan har fået fyldt lidt ekstra på sine evner i sin stræben efter at nå længere og længere mod det, det for mig vil sige at være muslim.

Tore Lindvang er lærer og konsulent.