Min favorittekst

Ida Auken: Vend blikket væk fra navlen og ud mod verden

Jeg tror egentlig også, tekststykket kan være en hjælp for mennesker i dyb sorg. De har måske brug for at lukke lidt lys ind i deres liv igen og få troen tilbage på, at der også er lys til dem et sted, skriver teolog og politiker Ida Auken. Foto: Leif Tuxen

En mørk februardag cyklede Ida Auken gennem København og havde en lille smule ondt af sig selv. Måske noget med kærestesorg. Men så slog hun et smut forbi Jesuskirken i Valby...

Det er februar. Det er mørkt og koldt. Jeg har ondt af mig selv. Det er faktisk lidt synd for mig. Måske. Det synes jeg i hvert fald selv. Af en eller anden grund slår jeg et sving forbi Jesuskirken i Valby. Jeg sætter mig på en bænk – og pludselig står det der på væggen og blinker til mig: ”Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke” (Lukasevangeliet kapitel 11 vers 35).

Det er over 15 år siden. Så vidt jeg husker, havde jeg en form for kærestesorg. Måske kom jeg til at grine en lille smule af mig selv. I hvert fald følte jeg en klar forpligtelse til at vende blikket væk fra min egen navle og ud mod verden.

Jeg havde fået et lys givet, og nu gik jeg rundt og lod det være mørke. Det var ikke derfor, jeg havde fået lov til at låne en stump lys. Det skulle ikke sluges op af mørke – det skulle vendes udad og have lov til at gøre sit arbejde med at skabe lys for andre og mig selv.

Oplevelsen var en lille omvendelse for mig dengang. Og jeg har tænkt på den mange gange siden. En gang imellem bliver man jo slået ud af kurs. Også af nogle slag, som hverken er dødelige eller uretfærdige. Den slags slag, som mine forældre i min barndom ironisk ville have kaldt ”helt uhørt modgang”. Det var som regel noget, der knyttede sig til små problemer eller mindre typer modgang, som man som barn kan blive helt rasende over. Eller som kan sætte en i stå.

Mærkeligt nok kan de også ramme en som voksen. Her taler jeg naturligvis ikke om en stor overvældende sorg af den slags, man skal bruge et helt liv på at lære at leve med. Men den form for modgang, som kan stjæle al ens opmærksomhed og alle ens kræfter, hvis man ikke lærer at få øje for den og dens mørke.

Jeg tror egentlig også, tekststykket kan være en hjælp for mennesker i dyb sorg. De har måske brug for at lukke lidt lys ind i deres liv igen og få troen tilbage på, at der også er lys til dem et sted. Eller de føler denne her form for lettelse, der blander sig ind i sorgen, når man endelig får lov til at se sin elskede slippe ud af de smerter, der plagede dem så voldsomt frem til deres død.

Forfatteren Peter Adolfsen har fundet ordet ”frisorg” frem til at beskrive denne følelse af på en gang at mærke sorg og lettelse. I frisorgen får vi lov til at lukke lyset ind igen og glæde os over livet midt i sorgen.

Jeg er i det hele taget meget betaget af Bibelens forhold til ’lys’. Som barn læste jeg om, hvordan Moses’ ansigt lyste, da han kom ned fra bjerget med De ti Bud, fordi han havde set Guds lys. På teologistudiet opdagede jeg, hvordan Paulus fortæller, at Kristus’ lys overstråler selv Moses’ lys så kraftigt, at man nærmest ikke kan se, at han lyser mere end andre.

På den måde bliver vi alle ét i Kristus. Alle mennesker går hver for sig rundt og lyser – nogle mere kraftigt end andre – men når vi bliver badet i Kristus’ kærlighed, så er det ligegyldigt, hvem der lyser mest, fordi vi alle sammen bliver overstrålet. Det er sundt at tænke på i denne her tid, hvor berømmelse og personlig karriere let kommer til at blive selve livets formål for mennesker.

Der er blevet lyst på dig. Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke.

Ida Auken er teolog, politiker og MF for Det Radikale Venstre.